Tid til at lære... tid til indsigt... tid til at undervise...

En jubilæumsartikel, af Swami Janakananda, skrevet 1995. Revideret og udvidet i 2010.

---

Kriya Yoga kan sammenlignes med et bål, med en ild der brænder uafbrudt under meditationen og renser krop og sind for det der begrænser, hæmmer og forvirrer; det der står i vejen for din klarhed, energi og ligevægt og som du ikke har brug for.

Vedholdenhed er nødvendig hvis man vil nå det essentielle. Alle veje fører til Rom siger man, ja, men man er nødt til at vælge én, for at nå frem. Det er ikke viden om alverdens metoder og terapier det handler om, men kendskab til sig selv. Derfor gælder først og fremmest stabilitet, at undersøge gennem sin meditation og opnå indsigt. Jeg ser hvor svært folk, der har prøvet alt muligt, har ved at tage de sidste skridt og bryde igennem muren der isolerer dem fra en dybere indsigt og oplevelse af en større virkelighed. De er blevet rige på forståelse, meninger og teoretisk viden, ja, endog på visse oplevelser, men nåleøjet er blevet for småt for dem at komme igennem.

Livet er en skabende proces

Da jeg planlagde disse artikler om Kriya Yoga, så ville jeg at denne tekst bl.a. skulle handle om betingelserne for at undervise i og lære Kriya Yoga, og om selve Kriya Yogaen. Jeg indså imidlertid, at jeg ikke bare kunne skrive en artikel baseret på regler og kendsgerninger, som alle skulle rette sig efter, kun fordi jeg skrev det.

Derfor besluttede jeg at skrive denne tredje artikel, som en beretning der er baseret på mit eget liv og erfaringer jeg har gjort. Det er så op til læseren at tage stilling til om der er nogen mening i det jeg siger, specielt i forhold til hvem der underviser i avanceret yoga, og hvordan der undervises i det. Jeg mener at en sådan undervisning bør have andre betingelser end almindelig aftenskoleyoga og elementær meditation.

Jeg vil her skrive om det der fik mig til at undersøge og bruge netop yoga, i lyset af de erfaringer jeg har gjort som underviser, og i det hele taget om yogaens indflydelse på mit liv – men naturligvis handler denne tekst om meget mere end det.

Kreativitet kan give sig mange udtryk, også når det gælder menneskets modningsproces og indsigt om sig selv. Og når jeg beskriver mit liv i forhold til yoga og min ‚sandhed‛, så må jeg også acceptere andres sandheder – det liv de fører, deres baggrund og erfaringer. Alligevel ønsker jeg ikke at lægge fingrene imellem hvis nogen vil slippe nemt om med at undervise og på den måde ødelægge noget utroligt værdifuldt for dem, der søger virkelige hjælpemidler på selverkendelsens vej.

For mystikeren står alle muligheder åbne, også dem som han ikke selv kender til, men som er mulige for andre. Intet er endeligt og fastlagt, mystikeren ønsker at opdage livet på ny hver dag. Derfor opnår han det uopnåelige - det umulige - det som materialisten tror er indbildning eller forkert, fordi det ikke er beskrevet, eller beskrevet anderledes, i hans lærebøger.

Livet er i sandhed en skabende proces.

Min baggrund

Yogaen i mit liv

Hvilke impulser gjorde at jeg kom til at bruge yogaen i mit liv? Grundlæggende har jeg svært ved at dele livet op i åndeligt og profant, i leg og arbejde, i hverdag og fest. Jeg tror ikke, at vor stræben i livet kun går ud på at overleve, men at livet er en opdagelsesrejse, hvor alt hører med og har mening. Vi behøver blot at holde os vågne nok til at indse det.

Alligevel benytter jeg mig af disse ord:

Er vi i dag så fremmedgjorte fra den åndelige virkelighed, som vi (tilsyneladende uden at vide det) er del af, at vi må tro på mytologiske og begrænsede beskrivelser af denne virkelighed? Beskrivelser som intet har at gøre med bevidstheden som vi er del af. Skal vi basere en sådan tro udelukkende på andre menneskers forestillinger, sommetider under tvang eller pres, f.eks. fra en kirke og et samfund der ikke ønsker at det enkelte menneske gør sine egne erfaringer? Og hvorfor ikke? Som børn ved vi at vi er del af noget større, større end det billede som opdragelse og uddannelse siden giver os. Som børn tager vi denne større virkelighed for givet, det er en selvfølge.

Den yoga som jeg kender er hovedsagelig baseret på at mennesker gør noget – de får visse ‚nøgler‛, de lærer at bruge metoder som skaber balance i krop og sind og som udvider bevidstheden – så de selv kan mærke et resultat. Yoga skal ikke give dig en færdig livsholdning, men gøre det muligt for dig at gå i den retning du vil og derigennem blive ét med dit liv.

Naturligvis, når man må skelne mellem drømme, forventninger, ønsker og bekymringer på den ene side, og oplevelser af en ændret bevidsthed, med større klarhed og mere energi, på den anden; så opstår spørgsmålet, om hvad der er virkeligt og hvad der er illusion. En hel kultur kan jo leve på illusioner og psykoser; som det var tilfældet i de perioder i Europas historie hvor folk blev brændt som hekse og kættere, fordi de havde en anden opfattelse af livet end de religiøse og politiske magthavere og den gængse overtro.

Skelneevnen er derfor det allervigtigste i åndelig yoga – og individet må hver dag trænes i netop denne evne, med traditionen, den personlige lærer og endog videnskaben som hjælpere - når den prøves mod den egne erfaring.

Døden nær

Jeg fik ideen til at skrive denne artikel delvist som en autobiografi, efter at have givet et interview til Danmarks Radio P1 efteråret 1993, i programmet: Søndag morgen, programmet om os selv og det vi tror på. Jeg vil begynde med at citere derfra:

„Anders Laugesen: Den kilde, som du har søgt og vel også har fundet, det er noget der hænger sammen med yoga...?

Swami Janakananda: Ja, det kan man godt sige, selvom yogaen i sig selv jo kun er et redskab. Årsagen til at det netop var yoga jeg følte mig tiltrukket af er nok at finde tidligt i mit liv, ja, måske før livet, hvem ved? Derefter grunder det sig på nogle oplevelser jeg har haft, nogle tanker jeg har gjort mig, minder eller hvad man kan kalde det. Noget som antyder for mig selv hvorfor jeg gik i denne retning.

Da jeg var 8 år lærte jeg en yogaøvelse, hvor man skal ligge helt stille på ryggen. Jeg var et nervøst barn, og det at ligge bomstille i et kvarter – ikke i sengen, men inde på dagligstuegulvet, var ikke ligetil. Jeg måtte ikke falde i søvn og heller ikke lave noget andet. Først kunne jeg slet ikke forstå meningen med det, jeg lå og kiggede mig omkring. Men da jeg så havde ligget et stykke tid, lukkede jeg øjnene og begyndte at opdage den revolution det var bare at ligge og være stille. Mine sanser åbnede sig og jo mere jeg brugte øvelsen jo mere opmærksom blev jeg og jo mere faldt jeg til ro.

Det er en øvelse som jeg stadig bruger, og som jeg lærer fra mig med stor entusiasme.

Anders Laugesen: Var dine forældre interesseret i asiatisk mystik og yoga?

Swami Janakananda: Nej, overhovedet ikke, de var dybt kristne begge to. Og en hændelse tidligt i mit liv gjorde måske at de blev det endnu mere.

Min mor var sygeplejerske, og aktiv indenfor Metodistkirken, her havde hun gjort et socialt arbejde, hvor hun forsøgte at hjælpe folk der var kommet på afveje og var i social nød. Da hun traf min far ved jeg ikke om han var særlig religiøs. Der skete noget med ham lige i de år inden at jeg arriverede, hvor han for øvrigt gik ind i et andet trossamfund end det min moder tilhørte. Det har jeg tit set tilbage på med et smil, for jeg oplevede en meget stor tolerance i mit hjem – især mellem mine forældres forskellige kirker. Den ene var Metodistkirken og den anden Den Apostolske Kirke.

Metodistkirken var hyggelig og tryg, det var Jerusalemskirken ved Østre anlæg i København. Der kom vi især ved højtiderne.

Men på almindelige søndage gik vi i den store grå træbygning som dengang lå på Trianglen på Østerbro. Det var Den Apostolske Kirkes højborg, hvor min far blev ældstebroder, som det hedder. Det var en underholdende kirke, med et kæmpe strengekor der gik for fuld musik, en stor døbefont, eller rettere et lille svømmebassin, hvor folk lod sig døbe i hvide gevandter og hvide sokker. Min mor og jeg sad altid lige ved siden af den og fik et par stænk med på vejen. Det var en oplevelse at komme i kirke søndag formiddag – indtil man så voksede op og begyndte at stritte imod, for det gør man jo... De bad meget højlydt og talte i tunger i munden på hinanden og ofte stod de op og strakte armene i vejret. Interessante fremmede fra andre lande kom ofte på besøg og blev tolket fra talerstolen. Det var spændende...

Anders Laugesen: Var det et oprør mod din far og din mor, som gjorde at du ikke gik ind i de kirkelige sammenhænge...

Swami Janakananda: Det begyndte lidt tidligere end det sædvanlige teenageoprør, og jeg tror ikke at det var rettet mod mine forældre, men snarere grundet på en stillingtagen overfor det jeg så og oplevede. Jeg tror nok at jeg begyndte at stritte imod allerede i 10-11 års alderen. Vi flyttede også meget, og i nogle år var jeg på kostskole, og fik det hele lidt på afstand. Men lad mig begynde tidligere.

Du sagde at du ville snakke om reinkarnation i dag, men jeg havde en oplevelse af en lidt anden art, da jeg var to år gammel, som gjorde et dybt indtryk på alle.

Jeg var ved at dø. Lægen havde faktisk opgivet mig. Han var taget hjem, og jeg lå og døsede og svævede mellem liv og død – jeg var sandsynligvis kommet over på den anden side af dødens tærskel. Jeg fik en oplevelse, som jeg senere har fået bekræftet i forskellig litteratur, jeg så et kraftigt lysende væsen stå foran mig. Det bestod af lys simpelthen, og at det var et væsen, det var der ingen tvivl om. Når jeg tænker tilbage, opfattede jeg det som om det var i rummet hvor jeg lå – nu ligger det så langt tilbage, så jeg ved ikke hvor meget jeg var i kroppen eller om jeg var et andet sted, men sådan husker jeg det i hvert fald. Når jeg senere fortalte om det, så troede mine forældre at det var en engel – det blev straks fortolket.

Jeg ved ikke hvordan det har påvirket resten af mit liv, jeg kan jo ikke sammenligne med den mulighed, at jeg ikke havde haft en sådan oplevelse. Folk der har haft en sådan oplevelse som voksne kan se en ændring i deres livsholdning, men jag var bare mellem to og tre år gammel.

Kort inden det blev rigtigt slemt, havde jeg sagt til mine forældre: „Jamen, hvorfor beder I ikke?!” – To år gammel, hvordan kan man finde på det? Kan et barn bare finde på at sige noget sådant, i fuldt alvor, til sine fortvivlede forældre? Eller har man noget med sig ind i livet? Jeg sagde: „Bed for mig!” – og det gjorde de så. De blev dybt chokerede, det ved jeg. I Den Apostolske Kirke gik alle ældstebrødrene i gang med det man kalder forbøn, og min mor bad, og hun ringede til præsten i Metodistkirken, og han bad og jeg ved ikke hvem der ellers bad.

Efter oplevelsen med det lysende væsen, kom jeg til bevidsthed igen. Jeg bad straks om noget mælk, og det fik jeg, til trods for at lægen havde sagt, at det var det eneste jeg ikke måtte få, måske for at undgå slimdannelse i luftvejene. Da min mor så ringer til ham og fortæller: „nu sidder drengen op i sengen og han drikker mælk”, så kommer han ud til os så hurtigt han kan, for at give hende noget beroligende. Han regnede med at jeg var død, og at min mor var begyndt at forestille sig ting og sager. Men jeg var faktisk vågen og frisk da han kom, og det var han meget overrasket over.

Jeg er ikke i tvivl om de kræfter som ligger i bønnen, men jeg anser ikke mig selv for religiøs...”

Så langt interviewet.

Et lysende væsen dukkede for resten op nogle gange i løbet af min tidlige barndom. Senest skete det, da jeg var på Den Apostolske Kirkes feriekoloni, Kongelejren, ved Sejerø Bugten. Og det var nok denne oplevelse, der var begyndelsen til enden på min barnetro. En aften så jeg et lysende væsen stå for enden af min seng. Men ikke nok med det, andre børn i sovesalen så det også, og det vakte en vis opstandelse. Grunden til min afstandtagen til kirken, var at det blev udnyttet af de voksne til at skabe en religiøs ophidselse. Næste dag fik vi børn at vide at „alle på nær en, var blevet frelst” som følge af denne begivenhed. Ingen vovede naturligvis at afsløre at det var en selv, der var denne ene som ikke var blevet frelst.

Jeg kendte endnu ikke ordet manipulation, men der blev jeg udsat for det.

Mine første oplevelser af tavshed

Tavshed og stilhed, „mauna”, er jo en del af yogaens praksis – og en vigtig del af finindstillingen af sindet så det kan lære eller opfatte Kriya Yogaen på den bedst mulige måde. Det skal jeg komme ind på i næste artikel om Kriya Yoga, hvor jeg også skal beskrive hvor vigtigt det er med længden af den periode som indvielsen i Kriya Yoga varer. Da jeg var 6 år gammel vidste jeg intet om tavsheden i yoga. Ikke desto mindre havde jeg nogle oplevelser af tavshed, som jeg husker tydeligt.

Den vigtigste var en måde at være tavs på, som jeg oplevede i de år. Det var Skumringstimen, en stille time som man holdt mens solen gik ned sent på eftermiddagen. At sidde helt stille i stuen sammen med andre i familien og opleve hvordan mørket sænker sig, var min første oplevelse af en tilstand af ro, der kom meget tæt på meditation. Den har jeg beskrevet sammen med elever og yogalærere i Skumringstimen - tid til at være, både som det der skete (og stadig sker) i vor egen kultur og en supplerende viden om dette fænomen i yogatraditionen.

Den anden oplevelse er måske kun et kuriosum for læseren, men for mig gjorde denne tavshed et uudsletteligt indtryk. Det må have været det første år efter Anden Verdenskrig, den 9. april, dagen hvor man huskede nazisternes invasion af Danmark. Alle mennesker i Danmark mindedes denne dag med to minutters stilhed midt på dagen. Al trafik stoppede i København; sporvogne, de få biler der var i brug dengang, hestevogne og cykler. Folk holdt op med at tale og kom i god tid ud af husene og gik ned på et af hovedstrøgene i nærheden. Sammen stod man helt stille på fortovene. For et barn, som nærmest lever i nuet, er to minutter lange og indholdsrige, og jeg indså at tavshed er en værdifuld handling og en kraftig udtryksmåde.

Da tavsheden havde sænket sig over det ganske land, så skete der noget som satte det hele i relief. En kusk mistede pludselig herredømmet over sine heste. De blev skræmt af denne uvante stilhed og løb løbsk. De løb lige forbi mig og min mor, forbi sporvognslinie 14’s endestation og ud af Peter Bangs Vej. Det eneste man hørte i hele byen var de to hestes hove og hjulenes dundren mod stenbroen – og jeg så en fuldstændig overvældet kusk på bukken af vognen. Han ønskede sig sikkert langt væk.

Den tredje slags tavshed har jeg nævnt ovenfor, det var den tavshed og stilhed jeg oplevede, når jeg lå helt stille på ryggen inde i dagligstuen og kom i kontakt med min væren.

Autoritet - din egen eller andres?

Jeg vidste det ikke

Tidligt lærte jeg, at manglende kendskab til loven (også den uskrevne) kan man ikke påberåbe sig. Når man vokser op, tilpasses man efterhånden samfundet, eller dem man kender, familie, legekammerater...

Man kan ikke på forhånd vide, hvordan man skal opføre sig. Det må man opdrages til.

Overtræder man uskrevne regler, som man ikke kender til, bliver man dømt alligevel – med mindre man er sikker på sig selv.

Jeg havde gjort hvad jeg var blevet bedt om

Jeg befandt mig i skolegården på Søndermarksskolen en dag efter skoletid i 1951.

En af lærerne, som havde haft gårdvagt i et frikvarter tidligere på dagen, havde bedt mig om at pifte de cykler, som stod udenfor cykelstativerne og lænede sig op af træerne i skolegården. Og det gjorde jeg så.

Nu stod de og ventede på mig ved deres cykler. Læreren fik ikke tæsk, men jeg gjorde. Nogle ordentlige nogle på kassen fik jeg af dem der var større og ældre end mig, og hvis cykler jeg havde piftet. Lyshårede Hanne fra min klasse stod og så på, mens jeg lå nede mellem cykelstativerne og holdt armen op for ikke at få flere slag i hovedet.

Jeg vidste ikke, at jeg ikke måtte gøre, hvad læreren sagde, jeg skulle gøre, men det var jeg ved at lære nu. Jeg lærte at se det, jeg havde fået besked på at gøre og også havde udført, ud fra en ny synsvinkel.

„Du kunne jo bare have ladet som om du gjorde det mand. Du kunne have bøjet dig ned og sagt pffft med munden lige ved ventilen.”

Var det mon samme dag, og af samme grund at jeg i et frikvarter havde hele skolegården efter mig, piftende og råbende „øv! øv! øv!” i taktfast kor. Alle cirka 300 unger. En lærer kom hen imod mig og spurgte hvad der var i vejen. „Ikke noget ”, sagde jeg og løb forbi ham.

Nå, jeg fik da Hannes sympati ud af det. Som de sidste forlod vi cykelstativerne og skolegården. Forelskede cyklede vi hjem fra skole med hinanden i hånden.

En teenagers tanker og ønsker om telepati

Da jeg var teenager, forestillede jeg mig, hvordan det ville være, når alle mennesker kunne læse hinandens tanker og følelser. Jeg forventede mig at det var noget som vi alle ville opnå.

Jeg kunne ikke se skoven for bare træer.

Jeg var fascineret ved tanken og på samme tid frygtede jeg den. Jeg fantaserede mig til, hvordan andre ville reagere på det, som jeg tænkte, eller rettere hvordan jeg ville føle mig ved at få mine inderste tanker afsløret.

Men hvorfor først som teenager? Jo, for små børn tager sig ikke af tanker på den måde, de er ikke blevet sårede endnu. Angsten har endnu ikke gjort at de har formet skråsikre meninger om livet, de har endnu ikke lært at tage patent på det der sker. Måske tager børn det for givet, at vi alle sammen ved det hele. De forstår ikke, at de voksne bliver berørte, når de udtaler det, der ligger i luften...

„Tænk hvis andre vidste hvad jeg tænker”:

– Alle de flippede tanker som en teenager har på vej ind i det voksne univers.

– Alle de reaktioner som kommer, når man går fra et alderstrin til et andet. Værdier som ikke holder længere, fordi erfaringen vokser og siger en at der også er en anden måde at se tingene på.

– Alle mine ‚egne‛ lyster og længsler.

Det ville jo være pinligt, hvis enhver kunne se hvad jeg tænkte! Måske ville jeg i mine tanker afsløre noget jeg har gjort, eller ønsker at gøre. Eller ting som jeg ikke kan eller vover at sige til folk, men som jeg inderst inde drømmer om at sige, det ville de bare kunne læse ud af mig: Min frygt, mine længsler om sex, romantik og spænding, min kærlighed!

Det bliver ikke til at holde ud, tænkte jeg. Og jeg forestillede mig hvordan man måtte kunne lære at kontrollere sine tanker. Jeg forestillede mig, fejlagtigt, at det var hvad yogierne gjorde. Ingen skal se hvad jeg tænker. Og alligevel, samtidig med at jeg frygtede det, ønskede og forventede jeg at det ville ske; at vi alle efterhånden ville blive telepatiske. Så vi ikke behøvede at skjule noget for hinanden, og derfor heller ikke behøvede at føle angst eller usikkerhed overfor hinanden.

Dengang vidste jeg ikke hvad jeg ved i dag, jeg vidste ikke at næsten alle mennesker identificerer sig med alle tanker, der dukker op i deres sind. De gør dem til deres egne og isolerer sig bag stolthed, skyld eller forlegenhed. Snarere end at skjule noget for andre skjuler de noget for sig selv. I stedet for at opleve de tanker der dukker op i sindet, som noget der bare kommer forbi af sig selv – som tanker der hænger sammen med situationer, vaner og tillærte måder at reagere på – identificerer de sig med dem. Og netop identifikationen gør, at de skubber tankerne til side.

Jeg vidste ikke at visse tanker er helt grundlæggende reaktioner på livet, og at de bliver ved med at dukke op, fordi vi aldrig er holdt op med at klynge os til dem eller frygte dem. Og at virkelig telepati er umulig under sådanne omstændigheder.

Ganske få mennesker, som vi kan kalde yogier, bekymrer sig ikke om hvorfor tankerne er der eller hvorfra de kommer, grundlæggende ser de bare på dem som slet og ret tanker. De findes her omkring og derfor kommer de også gennem mit hoved. Hvis jeg tillader tanker og følelser at passere og bare kigger på, så ophører de efterhånden med at komme igen. Det lærer jeg gennem meditationen.

Man behøver jo ikke at følge alle indskydelser der kommer gennem sindet, eller alle drømme man drømmer, alt hvad man hører i sindet.

Nu er der jo telepati og telepati. I dag ‚flipper’ jeg ikke på at nogen i nærheden udtrykker de tanker jeg lige sad og tænkte, eller at nogen ‚hugger’ ‚mine’ ideer, før jeg får kommunikeret dem videre til andre.

Måske tror du, at hvis du klamrer dig til dine spændinger, så vil de ikke ramme andre, men det er nærmere omvendt: Hvis du slapper af og lader være at hage dig fast i det der sker i sindet, så er der en chance for at du derigennem hjælper andre til at gøre det samme. Men det berettiger dig ikke til at anklage andre for at blokere energien. Hvis du er blokeret er det dit eget problem. Man kan ikke løbe fra det ved at gøre andre til syndebukke. Og omvendt er du ikke ansvarlig for hvordan andre har det med sig selv. Men du kan hjælpe dem ved at være dig selv.

Frigørelsen fra skole og læreår

Det er ikke meningen, at jeg her vil skrive en fuldstændig autobiografi med alle glæder og sorger, følelsesforbindelser og drillerier – alt det livet er fuldt af – og selv med hensyn til yoga må jeg begrænse mig til nogle få ting der leder op til det jeg valgte, til Kriya Yoga og det som jeg gør i dag.

I de år der fulgte, fra jeg var fjorten til enogtyve, nåede jeg at være i snedkerlære i næsten 4 år, besøge en håndværkerhøjskole en vinter; og opholde mig tre år i udlandet, hvor jeg bl.a. arbejdede på et savværk i Sverige, i havnen i Bremen og til sidst i London. Der jeg gik på en sprogskole en stor del af tiden og næsten hver eneste aften lærte jeg at tegne på St. Martins School of Art i Soho, som dengang var en kunstskole. Til sidst arbejdede jeg i nogle måneder i dokkerne i det østlige London.

Skoleårene og især håndværkertiden havde indeholdt både ydmygelser og begrænsninger. Nu måtte jeg gøre mig uafhængig af disse påvirkninger og gennemskue mine komplekser. Her fik jeg stor hjælp i min opdagelse af litteraturen. De to første bøger jeg læste efter alle drengebøgerne, var Øst for Paradis af John Steinbeck, og En flygtning krydser sit spor af Aksel Sandemose. Begge handler de om krisen i et ungt menneskes liv, når han skal frigøre sig i forhold til familie og samfund.

I dag er Janteloven vist ganske kendt i Skandinavien, men dengang var det en åbenbaring at læse om Aksel Sandemoses Espen og hans kamp med den. Janteloven handler om de gensidigt undertrykkende mekanismer i et samfund der er lukket af konventioner. Ingen må stikke hovedet frem og selv skabe med på sit liv, for så falder der brænde ned. For:

1. Du skal ikke tro at du er noget.

2. Du skal ikke tro at du er lige så meget som os.

3. Du skal ikke tro at du er klogere end os.

4. Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.

5. Du skal ikke tro at du ved mere end os.

6. Du skal ikke tro at du er mere end os.

7. Du skal ikke tro at du duer til noget.

8. Du skal ikke le ad os.

9. Du skal ikke tro at nogen bryder sig om dig.

10. Du skal ikke tro at du kan lære os noget.

Og sidst men ikke mindst Jantes kriminallov, som også er meget effektiv til at holde et menneske bundet og afholde det fra at tage initiativer: „Vi ved noget om dig”.

Og hvad man ikke ved, det hitter man på!

Ungdom

Hvad har Janteloven med yoga at gøre, kan man spørge. Ja, hvis man ser yoga som en slags gymnastik, så er der måske ingen sammenhæng. For mig er alting del af en større proces, som gør mig bevidst og følsom i forhold til livet, til mig selv og overfor andre – og det handler yoga også om.

Men jeg var endnu ubevidst i forhold til det jeg søgte. Jeg undrer mig stadig over hvorfor min interesse var vendt mod netop yoga, jeg vidste jo knapt hvad det var, og jeg tænkte heller ikke at de øvelser som jeg lærte som 8-årig var yoga, det var bare nogle øvelser.

Var kimen til min yoga i mig før jeg blev født? Måske. I hvert fald kimen til den åndelige vækst på min rejse gennem livet.

Jeg husker hvordan jeg, med stor interesse, kastede mig over ugebladene i 50'erne, når der en sjælden gang stod noget om yoga; ligesom Gandhi og hans liv optog mig:

„Sand moral består ikke i at gøre hvad andre gør, men i at finde den sande vej for en selv og frygtløst at følge den.” (Gandhi, Autobiographical Reflections)

Jeg tilbragte vinteren 1957-58 på Ollerup Håndværkerhøjskole. Og helt nye perspektiver rullede sig op for mig, efter at have været 4 år i snedkerlære. Inspirationen kom i første omgang fra en god dansklærerinde, og så fra alle de forskellige interessante mennesker som kom forbi og holdt foredrag.

En af foredragsholderne fortalte os at meditation giver evnen til at leve midt i livets mylder - og samtidig være sig selv. Ikke druknet i sine egne tanker, men hvilende i sig selv, handlende ud fra sit eget midtpunkt. Hvad han sagde, fængslede mig så meget at jeg aldrig glemte det - jeg har citeret det i min bog, Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag:

„Han fortalte om en mand, der havde en velpasset butik, en kone og en stor skrigende børneflok. Butikken lå åben ud til gaden, som de gør i de sydlige lande, midt i den allermest larmende bydel. Alligevel kunne denne mand når som helst skære af; der hvor han sad, lukkede han øjnene og gik ind i en dyb hvilen i sig selv. Og når han atter åbnede øjnene efter kortere eller længere tid var han forfrisket.”

Efter Ollerup tog jeg ni måneder til Sverige. På Sparreholm savværk, i Södermanland, arbejdede jeg bl.a. på sorteringsbroen. Der var et stort og meget langt ‚bord‛, hvor brædderne kom kørende på et transportbånd. Vi var nogle stykker der stod der for at sortere dem og lægge dem ud på de rigtige vogne, alt efter dimension og kvalitet. Jeg stod længst ude på sorteringsbroen og havde en fem til seks vogne at passe. Der kunne godt være travlt, for alle brædder der var tilbage, skulle jeg nå at få ud på vognene, inden de nåede enden af bordet. Ellers ville de hobe sig op og det resulterede i at jeg stoppede hele processen i savværket.

Men det skete en gang imellem, at et søm som var skjult i en stamme fik saven til at stoppe og så kom der ingenting ud til os i et stykke tid. Det var i sådanne pauser at jeg begyndte at vippe kroppen op til vandret, mens jeg støttede på bordkanten og balancerede kroppen på underarmene. Påfuglen (Mayurasana) er en meget virkningsfuld øvelse for fordøjelse og stofskifte, ja, man siger endog, at man kan blive immun mod giftstoffer, hvis man bruger den regelmæssigt. Alt det var jeg dog uvidende om, jeg fik bare lyst til at gøre det og beherske øvelsen. Jeg ‚vidste’ ikke, at det var yoga jeg lavede. På det tidspunkt havde jeg aldrig set en bog om yoga. Den gjorde mig dog godt og jeg brugte den hver dag i de omtalte pauser. Var den mon noget jeg ‚huskede’?

I slutningen af året gik jeg i tre måneder på Tekniska Skogs- och Sågverksskolan i Härnösand. Der begyndte jeg at søge lidt mere bevidst – et citat fra min dagbog lyder:

„26/9 1958. I dag, som så mange andre dage, har jeg tænkt på, hvordan jeg skal bære mig ad med at opbygge min viden om andre mennesker og hvordan jeg skal udvikle mine tanker - med andre ord, prøve at få lidt menneskekundskab og lære mig selv at tænke så koncentreret som muligt.

Da jeg har bildt mig ind at være interesseret i filosofi, uden dog egentlig at kende noget til filosofi, er jeg begyndt at læse lidt og tænker også på at begynde med psykologi. Henry David Thoreau siger i „Walden‟, som jeg læser for tiden, at man ikke bare skal studere livet, men også leve det, og leve sig ind i det man vil studere. Jeg citerer:

‚Hvem skulle efter månedens slut have lært sig mest - den dreng som selv hærdede og smedede sit knivsblad af malm, som han også selv gravede frem, og hvorved han læste så meget som behøvedes til udførelsen af dette – eller den dreng som under samme tid overværede højskolens forelæsninger i metallurgi og modtog en pennekniv af sin fader. Hvem af disse skulle sandsynligvis først skære sig i fingrene?’ ”

At jeg på det tidspunkt søgte viden om andre og ikke først om mig selv, var min fejltagelse og netop det, der gjorde at den litteratur, som jeg fik fat i om psykologi, ikke tilfredsstillede mig. I det store og hele handlede den om at bedømme andre, i stedet for om at opleve og få erfaring. Der fandtes ingen vejledning i hvordan man kunne arbejde med sig selv, ingen visdom.

Fra Härnösand gik rejsen, via København i julen, til Bremen i Tyskland. Her tilbragte jeg et år og arbejdede i Industriehafen på et stort finérværk. På denne arbejdsplads i havnen lærte jeg mange ting af mine ældre arbejdskammerater; om deres liv og det de havde oplevet under Anden Verdenskrig i de forskellige lande de havde været udkommanderet til. I min fritid blev jeg imidlertid ganske aktiv i en noget anden verden.

Jeg kom i kontakt med en stor international gruppe unge mennesker, jeg dykkede ned i den moderne, især tyske litteratur, som Stefan Zweig, Max Frisch, Ingeborg Bachmann, Wolfgang Borchert, Heinrich Böll og Kafka. Jeg stiftede for alvor bekendtskab med klassisk musik, og sammen med mine venner i det hele taget, levede jeg med i både kultur- og nattelivet i Bremen. Man kan sige at jeg fik en ordentlig kulturel bevidsthedsudvidelse, plus en smule tennis oveni!

Jeg levede nu i et helt nyt og friere afsnit af mit liv og følte mig godt tilfreds dermed. Min litteraturlærer, Hr. Joneweit, på Deutsche Kaufmannschule für Ausländer som jeg besøgte de sidste 3 måneder af mit ophold i Tyskland, gav mig følgende digt, Trin, af Herman Hesse. Det har fulgt mig lige siden. Det er oprindelig trykt i bogen Das Glasperlenspiel, (Glasperlespillet) som et af Magister Ludi Josef Knechts efterladte skrifter.

„Trin

Som hver blomst visner og hver ungdom
for alderen viger, blomstrer hvert livstrin,
blomstrer hver visdom og hver dyd
til sin tid og må ikke vare evigt.
Hjertet må, hver gang livet kalder
parat til afsked være og til på ny at begynde,
for med tapperhed og uden sorg
at hengive sig i andre, nye bindinger.
Og i hver begyndelse bor en kraft,
som beskytter os og hjælper os at leve.

Muntert skal fra rum til rum vi skride,
men til intet, som til vor hjemstavn, os klynge.
Verdensånden vil os ikke lænke eller begrænse.
Den vil, trin for trin, os højne, udvide...
Knap føler vi os hjemme i en livskreds
og trygt vænnet os derved, så truer søvnigheden.
Kun den som er klar til opbrud og til at rejse,
kan løsrive sig fra lammende vaner.

Måske vil også dødsøjeblikket
os, som unge, videre til nye steder sende.
Livets kald til os vil aldrig ende,
velan da hjerte, tag afsked og bliv sund!”

(Herman Hesse)

Yoga

Min interesse gjaldt ikke bare kulturen for kulturens egen skyld, den mere ‚private’ eller ‚åndelige’ søgen i mit liv ulmede stadig. Litteraturen, mit arbejde og de mennesker jeg kendte tilfredsstillede en del af mine behov for mere viden om livet, men ikke nok.

En dag købte jeg så et par bøger om yoga: Das Herzensgebet, Mystik und Yoga der Ostkirche, som især handlede om brugen af hjertebønnen forbundet med åndedrættet, som meditationsform i den østkatolske kirke. Og så den bog som fik mig i gang med selve yogaøvelserne: Das Yoga-System der Gesundheit (The Yoga System of Health) af Yogi Vithaldas .

Ikke nok med at jeg begyndte at udføre de klassiske yogastillinger under stor alvor og med en del besvær, så forestillede jeg mig, at jeg ville være ligesom ham på billedet i bogen, som jeg af og til stirrede intenst på (tratak), uden at vide, at en sådan form for koncentration på et ønske meget vel kan påvirke den retning livet tager.

Men jeg havde også andre ønsker, og i de år der fulgte skulle begivenhederne tage mig – via et studenterkursus, til det historiske fakultet på universitet i København, studier som jeg krydrede med engelsk, lidt filosofi, sanskrit og filmkundskab; og så videre til teatret – bl.a. til den moderne pantomime og, gennem den, tilbage til yogaen. Den skulle jeg nu lære at bruge på en ganske anderledes robust og nøgtern måde.

Under min tid i Tyskland var jeg vist mere interesseret i at udvikle min koncentration og andre evner, ligesom begrebet nøgleenergi, beskrevet af Yogi Vithaldas, fascinerede mig – eller var det mere end det, en anelse om noget som rakte længere...?

Det følgende år boede jeg i England hvor jeg, foruden at arbejde og gå på The Pitman School of English, fortsatte min opdagelsesrejse i den europæiske kultur. Nu havde jeg tillige fået teatret med - det var dengang Arnold Wesker, Harold Pinter og John Osborne (som begyndte det hele med stykket "Look Back in Anger") stod frem. Derudover dykkede jeg ned kunstnerverdenen i London, og ikke kun som passiv betragter, men også, som sagt, som elev på St Martin's School of Art. At sider af den moderne kunst påvirker vor bevidsthed og vor åndelige udvikling, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

„Kunst, når den er ægte”, skrev jeg i min dagbog, „er bevidsthedens spejl, om det så er den indre eller den ydre verden som spejles – i det kreative udtryk bliver kunstneren nærværende – og dette nærvær kan, i det mindste for et øjeblik, formidles til betragteren.”

Langt senere, på en rejse i Schweiz i 80'erne, så jeg en udstilling af Paul Klee's tegninger. Paul Klee er en kunstner som jeg har værdsat siden min tidlige ungdom, og af ham fik jeg nu bekræftet "Spejlet".

De følgende to billeder og citatet af Klee er del af en artikel, som jeg blev bedt om at skrive til en hjemmeside i år 2000. Den hed Odysseus og skulle handle om den kultur vi som danskere har fået med os. For mig omfatter det også hvad jeg under min opvækst og ungdom kunne se fra Danmark, når jeg så udover landets grænser. Se her: Odysseus.

„Mange vil ikke erkende mit spejls sandhed. Man burde betænke, at jeg ikke er til for at spejle overfladen (det kan den fotografiske plade), men må trænge ind i det indre. Jeg spejler helt ind i hjertet. Jeg skriver ordene på panden og omkring mundvigene. Mine menneskeansigter er sandere end de virkelige.‟ (Paul Klee)

Pantomimen

Lidt efter lidt begyndte det ønske eller den beslutning, som jeg havde taget i Bremen at komme til udtryk. Selvom jeg nærmest havde glemt min oprindelige hensigt, blev det nu til yoga for alle pengene...

I denne periode voksede en stærk tro på ikke-vold frem i mit sind inspireret frem for alt af Gandhi. Og da jeg ikke mere kunne udskyde min militærtjeneste, måtte jeg nægte at bære våben. Jeg tilbragte derfor 22 måneder i militærnægterlejren i Gribskov og på Søfartsmuseet, som dengang var på Kronborg Slot i Helsingør. Det blev til en frugtbar tid, hvor jeg kom i kontakt med meningsfæller og gennem læreren Henning Nielsen med folk indenfor teatret. Det udviklede sig hurtigt. Jeg kom med i en professionel pantomimegruppe og senere blev jeg aktiv på Studenterscenen i København.

Da jeg kom med i pantomimegruppen sammen med Danny Andersen, som var gruppens leder, Gunvor Nolsøe og Torben Jetsmark m.fl. så tog det næsten al min tid. En dag kunne se således ud: To til tre timers yogaøvelser, derefter nogle timer med fri improvisation med pantomimens kropssprog, tillige med bestemte disciplinerede klassiske opgaver indenfor pantomimens repertoire og opsætning af stykker.

Yogaen tilhørte opvarmningen og var kommet ind i pantomimen fra Peking Operaen via de franske pantomimikere som Etienne Decroux, Jean-Louis Barrault og Marcel Marceau.

Formålet med yogaen var at gøre kroppen smidig og beherske alle dens bevægelser. Det viste sig at være mange af de samme øvelser som jeg senere lærte mig fra Indien. Men det indebar mere end det. Der skete en lille revolution i min bevidsthed: jeg blev ganske anderledes vågen, tilstedeværende og koncentreret, og jeg fik lettere ved at udtrykke mig kunstnerisk, både hvad angik maleriet og teatret.

Lad mig citere Jean Soubeyran fra bogen Die wortlose Sprache (Sproget uden ord):

„Hvis en udenforstående tilfældigt skulle komme ind i salen hvor den dramatiske improvisation finder sted, ville han blive meget overrasket over det usædvanlige billede som viser sig for ham. I en næsten fuldstændig stilhed og ubevægelighed sidder en gruppe mennesker i en halvkreds. De ser på en enkelt elev, som ene mand sidder overfor dem på en taburet. Også han er ubevægelig, og hans øjne er fast rettet mod ét punkt. Dette kunne for den uindviede se ud som et spiritistisk møde. Det virker som om, der slet intet sker i denne sal. Men her hersker en sådan tæt og følsom atmosfære af arbejde og koncentration, at denne fremmedes indtrængen umiddelbart skulle forstyrre den.

Thi disse næsten ubevægelige mennesker arbejder. Efter i flere timer at have trænet deres kroppe med øvelser i kropsteknik, træner de nu den anden del af kroppen, den som ikke bliver båret af benene, men derimod af følelserne og sindsbevægelserne.”

Pantomimens repertoire er til en vis grad begrænset af dens udtryk og derfor er der opstået bestemte områder eller stilarter. De kommer som oftest til udtryk i handlinger der er formet som et kredsløb. Derudover kan man vælge en bestemt stilart som udgangspunkt for den teaterforestilling man vil lave. Disse stilarter illustrerer grundlæggende holdninger og typer hos mennesket:

Man har den lille mands mime, mime de salon, stuens mime, hvor man er optaget og involveret i de små dagligdags begivenheder, ofte fremstillet på en komisk måde, som gennem Marcel Marceaus klovn Bib.

Der er strandløven, sportsmanden, den overdrevet fysiske, præstationsmennesket, mime de sport , kampens mime, men kampen som en sport, udført af en der hviler i sin krop med ro og fylde i hver eneste bevægelse.

I mime de passion møder vi idealisten, den lidenskabelige, som vil gøre alt for at nå sit mål, den illustrerer en anden kamp end sportsmandens, en præstation hvor bevidstheden ikke altid følger med.

Til sidst, hvis målet er forfejlet eller opgivet, mime de rêve , drømmens eller måske skulle vi sige drømmerens mime. I det yderste bliver denne drøm til psykosen – hvor alt hviler på illusion i forhold til vor fælles virkelighed. Den konkrete handling udføres ikke mere, den er opgivet og erstattet af drømme og forestillinger. I pantomimen illustreres på denne måde forskellen mellem forestillinger og ægte oplevelser.

Eller sagt med Jean-Louis Barraults ord:

„Mennesket råder over en forestillingsevne, som kan påvirke hvad der er objektivt og subjektivt og gå så vidt som at forvandle dette forhold fuldstændigt.
I visse afgørende situationer i dets kamp, når det panikslagne menneske dertil, at tilføje endnu en virkelighed til den eksisterende, nemlig en indbildt virkelighed som udløser de ekstreme reaktioner vi kalder sindsbevægelser. ”

I yoga må man, for at gennemskue forskellen mellem forestillinger og ægte oplevelser, af og til gå alene, men helst, og i hvert fald i begyndelsen, ved hjælp af en lærer eller guru. Det kan være katastrofalt at underkende guruens betydning her, for samfundet ejer ingen grundlæggende viden om dette, samfundet lever på sine egne illusioner. For den som vil overskride sindets grænser er spørgsmålet om hvad der er virkeligt og uvirkeligt altid brændende.

Intens yoga på egen hånd

Jeg fandt dengang ingen i Danmark som kunne lære mig andet om yoga end det jeg allerede kendte gennem pantomimen. Det nye jeg ville lære, var især at bruge yogaens åndedrætsøvelser (på sanskrit pranayama: at bevidstgøre energiens dimension), og mudra (‚holdninger‛ som harmoniserer kroppens energifelt). Så jeg måtte ty til litteraturen, og til punkt og prikke efterleve de regler som den satte op.

Det var en spændende udfordring. Den bog jeg nu benyttede var skrevet af Swami Narayananda, en ortodoks person, som stillede store krav til livsførelsen, men som også var præcis nok i sine instruktioner, så jeg begik ikke nogen fejl.

Det mere filosofiske og inspirerende fandt jeg i Swami Yoganandas bog. At jeg under læsningen af En Yogis Selvbiografi fik oplevelser i meditationen af forskellige kriya, vovede jeg ikke helt at tro på, for selvom Yogananda hele tiden omtaler Kriya Yoga, så beskriver han den ikke direkte. Først da jeg kom til Indien og lærte den store avancerede Kriya Yogas 24 kriyaer, gik det op for mig at jeg faktisk allerede spontant havde oplevet et par kriya.

Min yogapraksis bestod nu, fra midten af 60'erne, af yogaøvelser om morgenen og åndedrætsøvelser fire gange i døgnet. Jeg havde i nogle år mulighed for at leve på denne måde, samtidig med at jeg instruerede teaterforestillinger. Det gjorde at jeg blev bevidst om min psykiske energi, som noget man kan kanalisere og påvirke sin fysiske og psykiske tilstand med – foruden at det til stadighed holdt inspirationen i gang i min kunstneriske udfoldelse.

Og der ud over, som et resultat af evnen til at koncentrere mig intenst, var jeg i stand til at modtage, hvad jeg senere kom til at se som en meget speciel indvielse:

Visionen

Det er klart, at hvad jeg lærte her til dels er hemmeligt, men også umuligt at beskrive. Jeg blev gjort opmærksom på en ændret bevidsthedstilstand og en grundlæggende meditationsform, en forbindelse til en energi som samtidig er en proces, og en evne til at sætte en sådan proces i gang. Den har fulgt mig lige siden.

Mere og mere er den kommet til udtryk i min undervisning under de senere år. Den er også hemmelig på den måde, at hvis jeg bruger den, når jeg vejleder en meditation, så er det ikke alle elever som opfatter alt hvad der sker – den enkelte elev tilegner sig netop det han eller hun er klar til at gøre brug af. Bag det hele hjælper denne evne mig til at fjerne spændinger fra dem som deltager, så de bedre kan holde sig åbne og oplevende og indse deres egne og Kriya Yogaens muligheder. Den gør det lettere at formidle den indsigt, at det ikke er noget du behøver at holde fast i eller tænke dig frem til, men at det er noget du gør og oplever. Og processen kan formidles til andre, som så kan bruge den i deres meditation og undervisning.

Jeg vil kalde den Chit-Agni Kriya – eller til ære for de Siddhaer som indviede mig i den: Siddha Kriya.

Ved at citere Satprem i hans bog om Sri Aurobindo kan jeg antyde noget om den kriya jeg blev indviet i her, så de der har fornemmet den, vil kunne genkende hvad jeg skriver om:

„Vi taler om den nedstigende kraft eller om den opadstigende kraft eller om den indre kraft eller om mental kraft, vital kraft, materiel kraft, men der er ikke så mange forskellige kræfter – der er blot én Kraft i verden, en enestående kraft som strømmer gennem os og gennem alle ting og som antager den ene form efter den anden, afhængig af niveauet den udfolder sig på. Vor normale elektriske spænding kan for eksempel oplyse et tabernakel eller en kro, et klasseværelse, et klosters spisesal, og det vedbliver at være den samme spænding, skønt den oplyser forskellige genstande. På samme måde, vedbliver denne Kraft eller denne Varme, agni [ild] , at være den samme, uanset om den levendegør eller oplyser vort indre tilflugtssted, vor mentale fabrik, vort vitale teater eller vor materielle hule; fra niveau til niveau omgiver den sig med et mere eller mindre intenst lys, og mere eller mindre grove vibrationer – supermentale, mentale, vitale, materielle – men det er denne kraft som knytter alting sammen, besjæler alting; dette, universets grundlæggende substans: Bevidsthed-Kraft, Chit-Agni.

Hvis det er sandt at bevidsthed er en kraft, så gælder også det omvendte, at kraft er bevidsthed og at alle energier er bevidste. Den universelle kraft er en universel bevidsthed. Dette er hvad den søgende opdager. Når han har kontaktet denne strøm af bevidsthed-kraft i sig selv...”

( „Sri Aurobindo or the Adventure of Consciousness” by Satprem)

Kan en europæer komme ud for det samme, som mange naturfolk har indbygget i deres kultur og i deres åndelige udvikling? Er det, eller kan det blive, del af vore muligheder? Kan vi komme en af vore egne (C.G. Jung) i møde, når han udråber, at vi må genfinde vor sjæl? En sjæl som forskellige kulturer og naturfolk endnu har i behold, uanset om de lever på et såkaldt ‚højt’ eller ‚lavt’ materielt stade, nogle i pagt med naturen, andre i overbefolkede lande.

Jeg plejer at sige: kan du forestille dig at din nabo er i en tilstand af Samadhi eller Nirvana? Kan du forestille dig at din lærer er nået så langt, og at han ved hvad han taler om, samtidig med at han stadig er et menneske med følelser og tanker, og med en krop, som han på lige fod med andre må tage hensyn til? Og hvis du svarer „Nej!”, så må jeg sige, da har du heller ikke et perspektiv på dine egne muligheder – for det du så i virkeligheden siger, er at du ikke må eller kan noget sådant.

Hvis man afviser denne mulighed, så afviser man hvad mange kulturer bygger deres mytologier på, deres psykiske liv, og deres evner til at helbrede.

Der var for mig tale om en vision, som ikke kommer hver dag, men måske kun én gang i livet. En vision som kom uventet, på den måde, at jeg ikke vidste noget om det i forvejen eller havde nogen forventninger om det. Der var heller ikke tale om, at jeg svævede rundt i drømmerier eller tænkte på udenjordiske ting. Min hverdagstilstand var klar og normal, styrket af min yogapraksis og min holdning til livet.

Men naturligvis var jeg forberedt på den måde, at jeg kunne fastholde det lille bitte intense punkt af lys, som dukkede op i mit sind, i tilstrækkelig lang tid til at det skiftede og tog form af en krystal, som så blev til en korridor, som jeg fløj igennem uden tanke for krop eller forestillinger om mit eget værd.

Der var ikke tale om et ydre ritual, men om en betydelig indre begivenhed – en indvielse. Den kom ganske vist spontant, men som følge af en længere træning i koncentration og opmærksomhed. Jeg havde overholdt alle betingelserne for at kunne modtage min vision. Jeg levede alene og i afholdenhed. Jeg holdt en mild diæt og lavede intens yoga, så min krop var let og ren. Derfor blokerede jeg ikke for den ændring af min bevidsthedstilstand, som fandt sted.

Den viden og de evner den gav mig, har aldrig forladt mig.

Der har været andre visioner siden. Nogle af dem har jeg beskrevet i min bog, Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag, i form af drømme. Andre har jeg aldrig fortalt om. Det gælder for eksempel en som jeg havde på taget af et hus en nat i Nagpur, under en rejse i Nordindien sammen med min lærer. Endnu en vision som fik betydning for den retning mit liv skulle tage:

Jeg havde undervist hele dagen. Efter Swamijis instruktioner og diagnoser havde jeg til forskellige mennesker givet netop de metoder som hver enkelt havde brug for. Jeg husker at vi havde fået en stor mængde meloner til aftensmåltidet og at jeg havde spist mig mæt i dem, for derefter at sætte mig hen og meditere.

Det begyndte med at jeg så et tegn, en slags for mig velkendt kode, som sagde mig at dette ikke var en almindelig drøm eller tanke: En dansk skuespiller, Poul Bundgård, som jeg kendte fra mit arbejde som statist på radioteatret, han viser sig for mig og spørger om det virkelig er teatret jeg vil bruge mit liv på. Vil jeg være tilfreds med aften efter aften at underholde borgerskabet med alle mulige stykker, hvoraf mange sikkert ikke ville være af et valg som jeg selv har gjort.

Til trods for min kærlighed til teatret, måtte jeg senere konkludere, at for mit vedkommende havde det mere mening at give folk en oplevelse en eller flere aftener om ugen på et aftenskolekursus, eller på et kortere eller længere retreat – en oplevelse af at kunne spænde af overfor livet, at kunne finde velvære; noget som den enkelte kunne bruge kreativt i sit liv, og måske dermed nå til indsigt om sig selv.

Men det hele begyndte med mødet med min lærer og guru.

Swami Satyananda i København

En dag, kom min gode ven, maleren Knud Hvidberg, forbi og ville have mig med til et foredrag om yoga. Først strittede jeg imod. Der var så mange foredrag, og så mange indere og andre der rejste rundt... Jeg havde nok i min egen yoga syntes jeg, den var intens og spændende. Men Knud insisterede og viste mig et billede af Swami Satyananda fra avisen, og det fik mig til at skifte mening. Han forekom mig på en eller anden måde bekendt, og på samme tid både intelligent og praktisk anlagt, jeg gik, om end modstræbende, med til foredraget.

Swami Satyananda holdt to offentlige foredrag i København. Den ene aften talte han bl.a. om mantra og vejledte en meditation bagefter – baseret på en sådan lyd. Den anden aften var emnet: Det at bruge et psykisk symbol i sin meditation. Det han sagde, faldt i god jord hos mig. Den virkning det afstedkom i den følgende meditation overbeviste mig om værdien af hans lære. Mit psykiske symbol dukkede op for første gang den aften i 1968, og jeg bruger det stadig den dag i dag.

Da jeg ydermere, på en stol bag i salen, fandt en lille undseelig brochure om nogle kurser, som han holdt i Kriya Yoga i Indien samme år, ja så fik jeg noget at tænke over. Kriya Yoga var jo netop den meditation, som jeg ønskede at lære allermest. Skulle jeg virkelig rejse til Indien for det? Jeg var ellers af den overbevisning at tingene altid findes lige i nærheden og at det første det bedste, virkelig er det bedste – men måske...

Efter svære overvejelser i nogle uger indså jeg, at det jo var første gang jeg fik tilbudt at lære Kriya Yoga. Sammen med Knud Hvidberg tog jeg så af sted, med tog fra København, over Stockholm og Helsingfors til Moskva, og derfra med fly til nogle dages ophold i Tasjkent og så igen videre til en uges ophold i Kabul, medens vi ventede på at maskinen blev repareret som skulle tage os til Delhi.

Fra Delhi gik rejsen videre til Raigarh, til en yogakongres arrangeret af Swami Satyanandas International Yoga Fellowship Movement – og endelig til Monghyr, til min lærers ashram og skole.

Læretid i Indien

Som det havde været for Swami Satyananda, så også for mig. Læretiden i ashrammen havde ikke til formål at frembringe mængder med fantastiske oplevelser. Snarere tværtimod, man var til en vis grad beskyttet imod at udvikle alt for mange evner, for ikke at tabe målet af syne.

Tiden i ashrammen skulle skabe et solidt fundament for livsudfoldelsen både indadtil og udadtil. Efter at jeg havde lært Kriya Yoga, blev jeg i ashrammen, fordi jeg indså, at jeg havde fundet en lærer, som kunne hjælpe mig at forstærke broen mellem det normale ydre liv og den handlekraft som behøves der, og den større indre verden jeg var i gang med at erobre.

Sannyasa

Jeg var alene om at blive indviet denne nat. Der var, udover Swamiji og mig selv, kun én anden swami tilstede som vidne. Foruden selve indvielsen til swami, blev også tidligere indvielser, som jeg havde haft i form af visioner og oplevelser i min meditation, bekræftet som i højeste grad virkelige og som noget jeg kunne fortsætte med. At min lærer vidste, at yoga ikke kun var en hobby for mig, og at jeg krævede en stor grad af frihed og selvstændighed, bekræftede han ved denne indvielse.

Lad mig her citere en lille del af det, som Swami Satyananda har sagt og skrevet om Sannyasa, det at være swami, som betyder at mestre sig selv:

„Sannyasa er opstået som et middel til at overvinde og fjerne sindets konditionering, falske forestillinger, dogmer, begreber etc., som forhindrer sindet i at fungere som et perfekt instrument. Sannyasa blev taget i brug af mennesker som ønskede at frigøre sindet fra dets trældom og derigennem opnå en indsigt om tilværelsens dybere sider. Det syntes at have eksisteret, om end ikke under netop navnet Sannyasa, siden historiens begyndelse. Det opstod med samfundets tiltagende udvikling, som et middel til at frigøre individet fra den indoktrinering der var del af det samfund hvor vedkommende levede.

Det er mere end sandsynligt at det ‚primitive‛ menneske ikke havde noget behov for sannyasa, for det var formodentlig harmonisk i sin måde at leve på, ét med sit dybere væsen og i stand til uden videre at kombinere det verdslige og det åndelige liv...

Derfor opstod sannyasa samtidigt med begyndelsen til det sociale liv, som et middel for mennesket til igen at komme i kontakt med sin dybere natur. Efterhånden som det sociale pres bliver større, så bliver mennesket overdrevent ambitiøs, neurotisk og egoistisk. Det er disse og andre disharmoniske tendenser som fængsler mennesket og giver anledning til at det forbliver på, og kun fungerer i, de mest overfladiske lag af sit væsen...”

Udadtil indebærer det normalt at man vælger at bære okker farven (geru, en jordfarve tæt på orange). Dette valg af klædedragt udtrykker en holdning, og at man er del af en tradition. Men geru bæres også fordi den har en aktiverende virkning på den som bruger megen tid på at meditere og at undervise i meditation. Det er en neutral klædedragt, som til en vis grad forhindrer rollespil eller at man klæder sig efter forskellige humør. Det hjælper en at vende materialismen ryggen, idet da man ikke klæder sig udfordrende eller prangende – endnu et hjælpemiddel til at stabilisere sindet.

Som et kuriosum kan det nævnes, at mange naturfolk også går ens klædt i deres stammer, eller nøgne, netop fordi de deler alt og uforbeholdent hjælper hinanden. I visse stammer i Afrika går de oven i købet i samme geru, som i det syvende århundrede blev etableret som del af swamitraditionen.

At de citerede tanker ikke kun rører sig i Swami Satyanandas sind, det viser følgende citat fra Peter Nilsons bog Hem till Jorden, hvor han tager stilling til de mere materielle sider af problemet:

„Da vi forlod hyrdealderen [samlerstadiet] tog vi det første skridt mod en katastrofe, vi lukkede op for de ulykker og den elendighed som i dag truer vor eksistens...

Landbruget, som uden tvivl gav os mad og velstand, kan paradoksalt nok også have gjort os udhungrede og fattige og ledt os hen mod vor tids befolkningskatastrofe. Rousseau skulle have genkendt disse tanker, som på en uventet måde belyser det problematiske i alt det som vi kalder ‚udvikling’.”

Om de indre sider af samfundets ubevidste påvirkning, udtaler professor Henri Laborit sig i filmen Min amerikanske onkel af Alain Resnais:

„Det ubevidste er et frygtindgydende hjælpemiddel, ikke så meget på grund af det som er undertrykt, undertrykt fordi det er alt for smerteligt hvis det kommer til udtryk og fordi omgivelserne, sociokulturen, i så fald skulle straffe det; men tværtimod på grund af det, som samme sociokultur tillader og til tider endog belønner. Alt præges fra den tidligste barndom i personens sind, og skønt individet er ubevidst om det, så er det netop denne del der bestemmer dets handlinger. Det er dette ikke-freudianske ubevidste som er det farligste.

Det vi kalder personligheden er en sammenblanding af værdiladede vurderinger, fordomme, og sandheder enhver tager for givet. Den stivner i takt med at individet bliver ældre og mindre og mindre drager den i tvivl. Fjernes bare en enkelt sten fra denne bygning, så styrter den sammen. Angsten dukker frem. For at komme til udtryk vil denne angst ikke vige tilbage for mord eller i større skala for folkedrab og krig.

Vi begynder netop at forstå gennem hvilke mekanismer – hvordan og hvorfor – lag efter lag af dominerende hierarkier er opstået, op igennem historien og ind i vor tid.

For at kunne rejse til månen må man kende til loven om tyngdekraften. Det at kende denne lov betyder ikke at vi er fri af tyngdekraften, men blot at vi kan bruge den til at gøre noget andet. Så længe vi ikke har fået formidlet til menneskene på denne planet, hvordan deres hjerner fungerer, og hvordan de bruger dem, hovedsagelig til at dominere andre med, så længe vil der ikke være megen chance til forandring.”

Ideal og hverdag

Jeg mener at vide, at idealer er ganske farlige for vor eksistens, da de let får os til at gå til yderligheder, både politisk, åndeligt og kulturelt, og på den måde forfejle målet. De fratager os vor evne til at påskønne det der sker i de situationer vi befinder os.

Det er vigtigt, ikke mindst for yogien, at man ikke stikker folk blår i øjnene, som kan udvikles til intolerance og sekterisme. Der findes ingen nemme løsninger til at adskille forestillinger og virkelige erfaringer. Alting og især det at gå ad den åndelige vej, kræver en indsats.

For vor egen skyld må vi lytte til f.eks. historierne om zenmunkene, som opdager at det er i hverdagen at miraklet findes. At det er det som ligger lige for, som vi skal beskæftige os med: Opgaver, andre mennesker i vor nærhed, og det vi bærer i os selv og som vi ønsker skal finde udtryk.

Ydermere skaber idealet let neuroser, som når man i annoncer om helbredelse, religion, New Age og positiv tænkning m.m. ser lutter smilende mennesker. Hvor findes den dybere alvor, fristes man til at spørge, og viden om at arbejdet med sig selv indebærer at man ufortrødent møder alle sider i sit sind og sin personlighed? Kan man give sig selv lov til at se, og frem for alt føle disse sider – uden at det leder til selvoptagethed? Den lærer som ikke har tilladt krisen i sig selv, vil have en tendens til at undertrykke den i undervisningssituationen ved at undgå selv at give slip. Men naturligvis kræves der stabilitet, disciplin og konsekvens; et valg som man selv foretager, og som er nødvendigt hvis man ikke vil fare vild i egne indbildninger, eller blive hæmmet af andres uforstand.

Også på en anden måde skaber idealer let intolerance og hykleri. Er det ikke sandt at det ofte kræves at vore lærere skal være rene helgener, som vi kan efterligne eller drømme om? At de ikke må være almindelige mennesker, som kan udtrykke sorg, vrede, barnlighed, stolthed, jalousi, skuffelse eller umiddelbar glæde - for slet ikke at tale om sans for humor?

Jeg mener ikke at læreren skal snobbe nedad og gøre sig til en anden end den han eller hun er – men der er ingen grund til at være bange for at tabe masken. Når vi kender det der findes bag masken, så kan vi også stå ved det som er naturligt. Når vi først har lært, at sindet, og herunder personligheden, er et redskab til at overleve i den fysiske dimension – en overflade som vi kommunikerer med vor omverden igennem – så kan vi uden angst gå dybere og blive et med hele vort væsen, vor sande identitet.

Her kommer den tantriske holdning til hjælp, for ved uden tøven at blive i tilstanden kan den bevidstgøres. Her er en ældgammel instruktion:

„Lig som død.
Opfyldt af vrede, forbliv i den tilstand.
Eller bliv ved med at stirre uden at bevæge et øjenlåg.
Eller sut på noget og bliv til det at sutte.”
(Vigyana Bhairava Tantra)

Der findes også, hvad jeg vil kalde flugt-idealer. Jeg har oplevet mennesker, som drømmer om at leve i de primitive stammer, som findes i vor civilisations udkanter, i regnskovene eller ørknerne i Asien, Australien og Sydamerika eller i den arktiske del af Nordeuropa og i Nordamerika. Kulturer som er ved at forsvinde, desværre, for vist repræsenterer de værdier, som vi i allerhøjeste grad har brug for. Men når det bliver til idealer for mennesker, som er ude af stand til at møde udfordringerne og gennemleve en frigørelse i den hverdag eller det samfund de lever i, så har vi en undskyldning for at drømme i stedet for at handle.

Og er det ikke der vi ser mange såkaldte lærere eller bevægelser befinde sig - mellem idealer om det primitive samfund med tipier, og det super-højteknologiske samfund med rumskibe, hvor folk ingen penge bruger, hvor de kommunikerer telepatisk, og bevæger sig nærmest svævende hen over jorden for ikke at skade plantelivet? Sådanne kulturer placerer man både i fortid og fremtid, i Atlantis og Lemuria, i de mellemamerikanske og egyptiske kulturer, på andre planeter, eller efter en omvæltning på vor planet, i en ikke alt for fjern fremtid. Og hvad værre er, man sidder og forventer at rumskibe skal redde os fra livet på denne klode!

Uanset om de er baserede på fakta eller ej, skal sådanne drømme og bekymringer retfærdiggøre:

Den som virkelig har hørt eller forstået budskabet fra fortiden, fremtiden eller drømmetiden bruger det ikke som en undskyldning til at drømme sig væk fra den tilværelse, som han eller hun er født ind i, men kaster sig ind i et arbejde for at komme i overensstemmelse med sig selv og med naturen igen, og derefter hjælpe andre og det samfund man lever i, til at gøre det samme. Det sker uden tanke på magelighed og ikke i en tilstand af selvoptaget hypokondri. Man sætter ind der hvor det allermest behøves. Hver ud fra sin baggrund og med sine evner.

Eller sagt med Walt Whitmans ord i Song of the Open Road:

„Fra nu af beder jeg ikke om held og lykke,
jeg selv er held og lykke
Fra nu af klynker jeg ikke mere,
udskyder intet mere,
behøver ingenting
Jeg har fået nok af indendørs klager,
biblioteker, krakilsk kritik
Stærk og tilfreds rejser jeg
på den åbne vej.

Jorden, det er tilstrækkeligt
Jeg ønsker ikke konstellationerne tættere på
Jeg ved at de har det godt,
der hvor de befinder sig
Jeg ved at de er tilstrækkelige
for dem der hører til der.”

Eksemplets magt

Personligt tror jeg ikke at eksemplets magt er meget værd for den som virkelig arbejder med sig selv. Det kan være godt for børn at have et fast eksempel i en voksen og faste retningslinjer at tage udgangspunkt i. Men det voksne menneske som vil opdage mere om livet og sine egne dybder, finder det ikke ved at efterligne andres liv – kun ved at leve sit eget. I dette arbejde må man kunne foretage kvalificerede valg i forhold til sig selv, og ikke vælge ud fra efterligninger eller tilvante normer.

Man skal dog ikke forveksle krav og disciplin med idealer. Efter min mening må man kunne lade sig indvie, vove at gennemføre det man inderst inde vil og overvinde sin frygt og, på den måde, nå frem til en brugbar viden. Mit samarbejde med Swamiji, det at han kunne drille mig, teste min stolthed eller min angst, vække mig, give mig opgaver og, frem for alt, at han kunne bringe mig ned på jorden, når fantasien løb af med mig, gjorde at jeg lærte en virksom, nyttig og ikke mindst fordybende yoga, som gav mig nærvær og lyst til at handle. De beslutninger jeg tog, derimod, de konklusioner jeg drog, og min indre målsætning og den større eller mindre ihærdighed jeg lagde for dagen, var op til mig selv.

Ikke bare for mit eget vedkommende, men også hos elever jeg har haft i tidens løb, har jeg set hvor vigtigt det er, i perioder, at kunne trække sig tilbage og tage et overblik. Der vil sikkert være mennesker i samfundet, som er kritisk indstillet overfor en sådan handling, måske på grund af en angst for, at man skal kunne gennemskue de illusioner, som vi alle er opvokset med, og som til dels er ubevidste. For mig var det imidlertid nødvendigt at gennemskue dem for at blive selvstændig. Det betød at jeg for en tid måtte opgive at kræve noget på forhånd og vove at tage situationerne som de kom. Derigennem, ved hjælp af yogaen og meditationen, og med min lærers vejledning, begyndte jeg at opdage de hæmmende holdninger og vaner som havde præget mit liv. Gennem denne proces indså jeg hvad sand selvstændighed indebærer.

Et citat 1969 fra min dagbog i Indien:

„Reaktion og underkastelse – at reagere imod eller at underkaste sig – omgivelser, betingelser, osv., kommer ud på et, begge er afhængighed.

At modne, at kunne betragte alt ligeligt – uden at måle sig med det – det er imellem mennesker måske, hvad man kalder broder- eller venskabs- eller samfundsfølelse, ingen blind følgen, intet oprør mod andet, men medleven.”

At en sådan holdning virker transformerende på de fleste situationer er måske en hemmelighed for mange, og at vove at efterleve den kan meget vel afsløre en angst i en selv for at give slip.

Hvad angår det at være yogalærer, så mener jeg ikke at man skal kæmpe om magten eller konkurrere på en uhæmmet måde. I stedet er det godt at det man bygger op er baseret på ens egne fortjenester, med respekt for traditionen og dem man har lært det af. Det er trods alt ikke mig som har opfundet det jeg underviser i, men min lærer, og heller ikke ham, men hans lærer, og heller ikke ham ...

„Forsøg ikke at overtale de elever som allerede går hos andre lærere, lad eleverne komme af sig selv, når det rygtes at din undervisning er god. Og hvis de en dag ikke kommer mere, ja så er den del af din karma slut”,
sagde Swamiji til mig da jeg i 1970 var på vej hjem for at undervise i Skandinavien.

I Tantra siger man at selv en hund kan være din lærer – og jeg skal en anden gang komme ind på forholdet mellem forventninger, idealer og virkelig viden hos mennesker der langtfra ligner de gængse forbilleder, som folk drømmer om findes i yogatraditionen eller i moderne bevægelser. En indvielse og valget at leve som swami f.eks. har at gøre med hverdagen og den normale kommunikation med andre mennesker. Samtidig med at den indebærer en konsekvens på et andet plan som når langt ud over, hvad man lærte i søndagsskolen eller som er indeholdt i den bløde, let flydende New Age-filosofi som er på mode og som skaber eller forplumrer nogle af de meditationsmetoder som opreklameres for tiden (2009). Nej, meditation bør være mere nøgtern og neutral end som så, hvis man virkelig skal få noget ud af den. Den skal ikke skabe nye bindinger at klynge sig til. Man skal ikke ‚fylde’ sindet med noget som helst.

Her er tale om et mål, som man ikke ønsker at forfejle, hverken gennem dovenskab, romantik eller fanatisme, og som ikke har at gøre med den tid man tilfældigvis lever i.

Når alt kommer til alt, så er det jo ikke bare den leende eller grædende personlighed, den som kan glæde sig eller sørge, den som føler sig tiltrukket eller frastødt af det som den møder i livet, men også de dybere dimensioner, som når ud over det man ser på overfladen, som når ud over de krops- og sindstilstande som man allerede kender. Det er hele dit væsen – som du kan blive ét med.

„Enhver terapeut, som vil lede andre til psykiske højder og dybder, må selv være i stand til at opnå disse højder og dybder i psyken. Samtidige psykoterapeuter må nødvendigvis begynde med at træne dem selv i at stige op og ned gennem deres egen psyke og derigennem opleve de mangfoldige bestanddele mennesket består af og de drivende kræfter bag menneskelivet. ”
(Wolfgang Kretschmer, Meditative techniques in psychotherapy, i en omtale af sin kollega Desoille)

Ashram

I ashrammen gælder hverdagen og de daglige opgaver (Karma Yoga), og i hverdagen holdes beboeren til rutinen, og transformation finder umærkeligt sted, naturligvis med hjælp af yoga og meditation og – i min erfaring – frem for alt med Kriya Yoga.

Da jeg boede i min lærers ashram i Bihar i Indien og talen en dag kom ind på betingelser for at undervise i Kriya Yoga, sagde han bl.a.:

„Kriya Yoga bør man kun undervise i under ashramforhold.”

En ashram er et sted hvor mennesker lever, som permanent helliger sig en Sadhana. Sadhana betyder egentlig „Det som fører til målet” og omfatter alt det som vækker ens bevidsthed og holder den vågen. Ashrammen er et sted hvor mennesker ikke jagter efter andre værdier end de åndelige, et sted som gør det muligt at man kan tage sig tid til at genfinde både psykisk og fysisk sundhed. Et sådant sted opbygges gradvist, med alle dagligdagens sysler, med faciliteter for undervisningen, men frem for alt med en kærne af folk, der ikke bare er på besøg, og som ikke har andre motiver for at være der end at deltage i dette arbejde.

Ashrammen skal give en atmosfære af tryghed og ro, så elever, som kommer udefra for kortere tid f.eks. på et Tremåneders sadhana retreatet, uforstyrret kan hellige sig det de kom for. De får da opbakning fra omgivelserne uden at de føler sig udnyttet økonomisk eller på anden måde, som det jo uafbrudt sker i samfundet.

Men samtidig skal ashrammen være fuld af udfordringer, både hvad angår arbejdsopgaver, og mulighed for træning og indvielse. Her er ikke tale om at stræbe efter et ‚eksamensbevis’ man kan skilte med, men om en måde at leve på. Tit hørte jeg min lærer sige til de tilstedeværende:

„Tænk på hvad folk normalt jagter efter, hvor megen tid de bruger på uddannelse og karriere, en uddannelse som de kun kan have glæde af i nogle få årtier ud af livet, og hvor lidt tid de bruger på deres åndelige udvikling, en udvikling som de har glæde af hele livet – ja mere til.”

En ashram er traditionelt ledet af en eller flere swamier. I en sådan ashram kan Kriya Yoga blive undervist, hvis den vel at mærke bliver brugt til daglig af de faste beboere – så alle har et nært og grundigt kendskab til det der undervises i. Ashrammen og dens beboere må kunne formidle en oplevelse der rækker længere end en mekanisk eller teoretisk indlæring.

Jeg har erfaret at en ashram, både den jeg var i i Indien og den der siden 1970 er opstået her i Norden, bygger på frivillighed og motivation, både hos de faste beboere og hos de elever som kommer på kurserne. Aspiranterne kan blive så længe eller så kort tid de vil, men mens de er her, er det vigtigt at de ikke glemmer formålet med at være her, og at de har lyst til at deltage i alle aktiviteter. Da vil den tilstræbte virkning bestemt kunne opnås.

„Man kan ikke tvinge et andet menneske til at være lykkeligt” sagde Swami Yogananda. Ja, er det ikke forunderligt, og man kan heller ikke tvinge en blomst til at åbne sig. Men man kan håbe at den vil, ved at give den gode betingelser, med gødning, lys og luft, samt at beskytte den mod negative påvirkninger, mens væksten og modningen står på.

Men det er naturligvis ikke alt, se også: På vej mod en større bevidsthed – omkring en tekst af Swami Satyananda: Yogiens Kronologi.

Uddannelse, skole og ashram

Jeg har kaldt Skandinavisk Yoga og Meditationsskole for en skole, fordi folk skal kunne komme og gå der som de vil, uden anden tilknytning end den undervisning de deltager i, og sådan har det også fungeret i de mange år skolen har eksisteret.

Jeg har imidlertid kaldt yogalærertræningen for en ashram. Før i tiden i Indien var der overhovedet ikke tale om en yogalæreruddannelse. Uddannelse er et moderne begreb som i høj grad bygger på teori, og indlæring i klasseværelser. I traditionen derimod blev yoga lært i livet, i dagligdagen – og sådan foregik også en stor del af min egen træning hos Swami Satyananda. Visdom tilegnes gennem de situationer hvor du vågner op og bruger din opmærksomhed og velvilje. Det sker gennem et dagligt arbejde så nær ens lærer, at han eller hun til enhver tid kan spejle en når man glemmer sig selv, og lære en at vende tilbage til sig selv – og det sker i et fællesskab med andre som har samme målsætning. Det sker i arbejdet, men også i praktiske og teoretiske klasser eller under Satsang med læreren, og naturligvis gennem fælles og individuel meditation.

Livet i en ashram bør i mine øjne ikke bygge på teoretisk skolastik, men på en konstant vågenhed – en træning som, på grund af ashrammens betingelser, i høj grad sker af sig selv: den både hærder og blødgør deltagerne, giver indre styrke og følsomhed overfor andre, man er både nøgen og hvilende i sig selv.

Men den enkelte må selv udnytte situationen, og vælge hvor længe han eller hun vil blive (bortset fra de minimumskrav der stilles til den formelle uddannelse, først til yogalærer og siden til meditationsslærer). Teoretisk er det muligt at være mere eller mindre i kontakt med en ashram. Om den fungerer, afhænger ikke kun af læreren eller lederen, eller på de på et givet tidspunkt tilstedeværende beboere, men på en selv. Den som blot sidder i et hjørne og med alt for stor respekt ser sig omkring, eller den som kun ønsker at yppe kiv, hører nok ikke hjemme i en ashram.

Læreren kan blot stå til rådighed for den som vil udnytte ham eller hende. Desuden kan læreren eller lederen, på lige fod med andre, tage initiativer i forhold til driften af skolen, til opgaver i ashrammen. I kraft af sin erfaring vil vedkommende nok oftere, end nybegynderen eller den som har glemt formålet med ashrammen og som vil gøre det mageligt for sig selv, forsøge at afværge træghed og søvnighed i sig selv og i gruppen. Han eller hun vil også tidligere end andre opdage, hvis overfladiske holdninger breder sig – som jovialitet, hvor alt bliver slået hen som et skæmt (ikke at forveksle med sans for humor); eller at man hele tiden forholder sig terapeutisk overfor hinanden og kvæler hinanden med kritik eller omsorg; eller at overdreven begejstring opstår, den kan nemlig hurtig brænde ud til ingenting, eller, hvad værre er, blive til fanatisme eller intolerance.

Resultatet af ashramlivet bliver mennesker der er selvstændige i forhold til mange af de påvirkninger der findes omkring os; men også i forhold til den angst og sommetider overtro som begrænser visse yogalærere som har fået en kortvarig, formel og teoretisk uddannelse. Sådanne yogalærere har nok ikke gennemgået nogen indvielse eller prøve og derigennem mødt sig selv – hvilket jeg mener, må være et krav til den der skal vejlede andre.

Det skabende menneske, det søgende, erkendende menneske lever til det dør. Ingen periode i livet indebærer en ventetid, hver tid i livet har sine opgaver og muligheder. Men livet, og livet i ashrammen, og din åndelige søgen, beror i høj grad på dit eget initiativ, i den situation du befinder dig i, og på din udholdenhed.

Sex eller cølibat

Midt i 70'erne forsøgte vi os med de tantriske seksuelle ritualer i nogle weekender på vort kursussted. Det vakte en del opsigt og ståhej. Man forsøgte fra kristen fundamentalistisk side at sætte os på plads ved at hæfte en etikette på os med forestillinger om gruppesex osv.

Det fik mig til at overveje, om jeg, ved at beskæftige mig med disse ritualer, ikke mistede det i min undervisning, som jeg værdsætter mest, nemlig meditationen. Jeg havde oprindelig taget den seksuelle del af Tantra med og beskrevet den i min bog, for at ramme en pæl gennem den forestilling, som visse ortodokse yogier havde forsøgt at sprede, at yoga ubetinget fordrede kyskhed.

Alligevel vil jeg til cølibatets forsvar sige, at det er virkningsfuldt i forhold til ens åndelige styrke og beslutsomhed, hvis man da ikke gør det med fanatisme og gør ‚kødets lyst’ til noget syndigt og snavset, for på den måde at forsvare sig imod det.

Hvis man ikke vil eller kan leve i brahmacharya (egentlig „at være ét med helheden - med altet”, populært fortolket som cølibat) hele livet, så er det tilrådeligt at holde det i de perioder, hvor man arbejder intenst med sig selv og gennemgår en indvielse. På den måde er der større chancer for et gennembrud til en virkelig ro, indsigt og stabilitet.

Afholdenhed, eller et moderat eller økonomisk sexliv, kan give en ganske anderledes styrke og urørlighed - end den gennemhullede, deprimerede eller følelsesmæssige pirrelige tilstand, som man, uden at vide hvorfor, befinder sig i ved et overdrevet eller disharmonisk sexliv.

Traditionen

Der er ingen tvivl om at en lærer, når han eller hun er færdig med sin læretid, kan udvikle sig og blive enestående i forhold til sin lærer - men at undervise ud fra traditionen indebærer, at der ikke sker et direkte brud med læreren.

I mit forhold til Swami Satyananda er der også sket en udvikling fra blot at være elev; til det noget tættere forhold som indebærer at være discipel; til en periode hvor jeg selv måtte vise hvad jeg stod for, hver ny dag – tiden i sig selv gav mig ingen fortjenester; til et venskab; til noget mere, som bygger på en stor gensidig respekt for hverandre, som både indeholder en oplevelse af enhed og en anerkendelse af hinandens forskellighed.
(Se også Namo Narayan – Swamiji!).

 

Hvordan begynder dette forhold? Et lille citat fra min dagbog i Indien:

Den frygt der er for alt nyt,
kan også dukke op under en indlæring,
når forestillinger og forventninger
blander sig med forståelsen.

Læreren må kunne tage frygten fra eleven,
så eleven kan opleve og forstå det nye uhindret
– og derved siden møde og overvinde frygten
på egen hånd,
med større visdom og styrke.

Og en anden gang, under andre omstændigheder skrev jeg:

At rakke sin lærer ned,
i sine egne tanker eller overfor andre,
forandrer ikke virkeligheden, og
berettiger heller ikke en til at tage noget,
man ikke har krav på.

Jeg kan ikke tage æren af den yoga jeg underviser i eller af Kriya Yoga; det kan min lærer Swami Satyananda heller ikke, skønt han, i mine øjne, virkelig har klargjort meget omkring Kriya Yoga – og heller ikke hans lærer Swami Sivananda, kan gøre det, uanset hvor store pædagoger de begge har været og hvor meget de har draget frem fra traditionen.

På den måde bevares freden i sindet, og man kan undervise uden den frygt der opstår, når man skal hævde sig på andres bekostning eller tage æren af noget som ikke kan ejes, eller som man har ‚hugget’ (i den forstand at man slækker på kravene til sig selv og betingelserne der undervises under).

Ikke desto mindre kan eleven udmærket blive en enestående dygtig lærer.

„ Disciplen kan meget vel være psykisk højere udviklet end en selv,”
sagde Swami Satyananda, en aften i Gondia mellem to af vore arrangementer, mens vi sad og hvilede os i et privat hjem, hvor vi boede som gæster.

Men hvem kan sammenligne?

Svaret kom en dag, da han pludselig sagde til mig:

„Hav respekt for der hvor du er, og vær den du er, så bliver alle tanker om hvem der er højere eller lavere, foran eller bagud, uden betydning.”

Frigørelsen, set under denne synsvinkel, ligger i at være sig selv. Og for mig at se, i at betragte livet som en gave, og tage imod denne gave. Ikke det du skal opnå i morgen, eller det der eventuelt kunne ske af ubehagelige ting, men det der sker nu. Så man virkelig lever det liv man nu engang har fået. Uden angst for hvordan andre lever og uden ønsker om at efterligne andre – derved undgås frustrationen og ulykken.

Hvad angår det at undervise i Kriya Yoga, så bliver man tildelt opgaven, man får lov, og man forberedes til det og testes – udover hvad selv en omfattende yogalæreruddannelse ellers består i. Netop derfor er det indtil videre kun swamier, som underviser i den Kriya Yoga-tradition, som jeg har valgt at undervise ud fra.

„Tidligere var Kriya Yoga kun for os swamier, det var vores meditation. Den var hemmelig og vi brugte den for vores egen skyld. Den blev ikke videregivet til andre end dem som havde taget sannyasa.” (Swami Satyananda)

Det var, i anledningen af mit og skolens 25 års jubilæum, lidt om mit liv som yogi og betingelserne for at undervise i Kriya Yoga. I de følgende artikler om Kriya Yoga fortæller jeg mere om selve Kriya Yogaen og om betingelserne for at lære den, f.eks. om tavsheden og om hvorfor man holder mindst 21 og helst 33 dages uafbrudt tavshed under selve indvielsen, se nedenfor.

Det første udkast til denne artikel blev skrevet for 25 år siden. I løbet af sommeren 2009 har jeg gennemarbejdet og udvidet artiklen. Den indeholder mange links. Hvis du trykker den ud på en printer viser disse links sig ikke.

Her er alle artiklerne i serien:

Kriya Yoga – En bro mellem den indre og den ydre verden

Kriya Yoga II – til dybet af din natur

Denne artikel: Tid til at lære... tid til indsigt... tid til at undervise...

Om Sadhana , om cykler i helbredelse og indlæring og om hvad det vil sige at holde tavshed under indvielsen i Kriya Yoga

Drivhuset, processen og ritualet – om at indvie og blive indviet i videregående Kriya Yoga 

Odysseus - et personligt vidnesbyrd til kulturarven i Danmark: „ Kulturen! Bekræftede den det jeg søgte? Eller – Formede den mig?" Et forløb af tekster, billeder, citater fra film samt kommentarer. Det handler om noget andet end yoga – eller gør det?

 

 

„Oplev en ild som brænder opad gennem din skikkelse
fra tæerne opad,
indtil kroppen brænder til aske,
men ikke dig.”
(Vigyana Bhairava Tantra)

>> videre Et-måneds Kriya Yoga Retreatet

---

Litteraturhenvisninger:

„ Das Herzengebet, Mystik und Yoga der Ostkirche”, Otto Wilhelm Bart Verlag.

„ En Flygtning krydser sit Spor”, af Aksel Sandemose. Det Schønbergste forlag.

"All Men Are Brothers, (Autobiographical Reflections)" af Gandhi. Continuum, New York.

„ Glasperlespillet” En roman af Herman Hesse. (Suhrkamp Verlag, på tysk.)

„Paul Klee, Handzeichnungen III, 1937-1940”, af Jürgen Glaesemer. Kunstmuseum Bern 1979, Paul Klee-Stiftung.

Tagebücher von Paul Klee 1898-1918

„ The Mime”, by Jean Dorcy, kapitlet „ The Tragic Mime”, af Jean Louis Barrault. Bogener oversat til engelsk og udgivet i 1961. Originalen er fransk.

„ Die wortlose Sprache – Lehrbuch der Pantomime”, af Jean Soubeyran. Friedrich Verlag. 1963.

„ Han som blev født to gange” af Derib; del 2 , „ Soldansen”. Udgivet af Carlsens Comics 1984 i DK .

„ Sri Aurobindo or the Adventure of Consciousness”, by Satprem. Sri Aurobindo Ashram 1968.

„ Sannyasa Tantra" by Swami Satyananda Saraswati. Bihar School of Yoga, Monghyr, i 70erne.

„ Hem till jorden" af Peter Nilson. Norstedts 1994.

"Mon Oncle D'Amerique" (My Uncle from America), a film by Alain Resnais, Frankrig 1980.

„ Vigyana Bhairava Tantra” findes i „ Zen Flesh, Zen Bones" af Paul Reps, 1957. Han kalder teksten for „ Centering”. Det er den bedste gengivelse overhovedet.

„ Leaves of Grass”by Walt Whitman 1855.

„ Meditative Techniques in Psychotherapy”, af Wolfgang Kretschmer, er udgivet i „ Altered States of Consciousness” by Charles T. Tart, 1969 .