Skumringstimen
- tid til at være
redigeret af Swami Janakananda
„Jeg er opvokset på Færøerne. Da jeg var omkring 8 år boede jeg hos min mormors søster i en lille bygd, Hove, hvor der endnu ikke fandtes elektricitet. Jeg husker at når dagen lakkede mod enden satte vi os stille i køkkenet, ingen sagde noget. Petroleumslampen måtte ikke tændes før det var helt mørkt. Jeg husker der blev tysset på børnene - vi skulle bare sidde stille og ikke sige noget. Mormors søster, hendes datter og svigersøn satte sig og vi var alle stille. Der faldt nu en fantastisk fred over dagen. Jeg kan ikke huske om jeg blev bedt om at lukke øjnene.“ (Shanti)
I Norden, hvilket for os der bor her omfatter alle de nordiske og skandinaviske lande, findes en tradition, som har været en så naturlig del af kulturen, at man ikke har opdaget at den er ved at gå helt i glemsel.
Ideen til denne artikel fik jeg en dag, da jeg kom i tanker om hvordan jeg som barn blev bedt om at sidde stille, mens solen gik ned og det blev mørkt. I de nordiske lande varer skumringen betydeligt længere end i landene syd herfor, ved ækvator går solen ned på nogle få minutter, mens det i Norden, afhængig af årstiden, kan vare langt over en time.
I min familie kaldte vi det netop for Skumringstimen. Med min mor sad jeg af og til og oplevede dagen svinde, men når jeg besøgte min moster var det helt konsekvent hver gang, intet lys blev tændt, ingen radio, ingen snak, bare sidde og opleve hvordan mørket faldt på. Når det så var blevet næsten mørkt inde i min mosters lejlighed kom en mand forbi ude på Gammeltoftsgade i København, hvor hun boede overfor Kommunehospitalet, og med en lang stang trak han i en lille ring på gaslampen udenfor vinduet så dens vågeblus flammede op og tændte hele lampen - så var tusmørket forbi for os, og aftenen begyndte med alle dens aktiviteter: måltid, fællesskab, radio osv.
Da jeg for nogle år siden havde vækket dette minde om Skumringstimen til live, begyndte jeg at spørge mine elever, især i de skandinaviske lande, om de kendte til denne skik - og hvad de gjorde i det tidsrum. Det viste sig at mellem ti og tyve procent af dem enten huskede Skumringstimen hjemmefra eller brugte den endnu. Jo længere man kommer mod nord, i det nordlige Skandinavien og Finland, jo bedre huskes den og bruges endnu. Men også i det sydligste af vore lande, i Danmark, er en stærk tradition til stede. Fra Tyskland har vi fået nogle få beretninger om den „blå time“ og vil gerne høre mere, og jeg vil være taknemmelig hvis folk fra Holland, England, Skotland, Irland, Canada, Grønland, Chile, Tasmanien og New Zealand, ja naturligvis også andre og gerne flere fra Norden, kan fortælle os skribenter og læsere her i ‚læsesalen‘, om de kender til det vi her skal beskrive.
„Kura Mosning“
„...hed det på Vestkysten (af Sverige, hvor det ellers hedder ‚Kura Skymning‘). Da min mor, som er født 1923, var barn, var dette dagligt brug hos de ældre familier. Hun er opvokset i et gammelt fiskersamfund som nu hedder Träslövsläge, lige syd for Varberg. Hun fortæller at hele familien, og ofte arbejdskammerater og naboer, samledes indendørs når det begyndte at blive mørkt. De sad sammen i ro og fred, uden at gøre noget, de sad bare og oplevede skumringen. Sommetider talte de om forskellige ting som var sket i løbet af dagen, og det skete at de gamle fortalte historier. Man sad sammen til det var blevet helt mørkt. Så tændte man petroleumslampen, og gik så efterhånden hjem, hver til sit.“
(Mira)
I Norden er der stor forskel på sommer og vinter. I Danmark har vi de lyse nætter en stor del af sommeren, hvor det aldrig rigtigt bliver mørkt. Og jo længere mod nord man kommer om sommeren, jo lysere er det om natten. I Nordsverige, Nordnorge, Nordfinland, Island og Grønland går solen slet ikke ned en del af sommeren, men bevæger sig tæt langs horisonten midt om natten. Midt om vinteren derimod, bliver det i de nordlige områder sent lyst og meget tidligt mørkt. I Danmark ligger Skumringstimen midt om eftermiddagen i december og januar. Men resten af vinteren og om foråret og efteråret falder skumringen på et tidspunkt sent om eftermiddagen hvor mange kan udnytte den. Ved ækvator, f.eks. i Singapore går solen op og ned nogenlunde på samme tidspunkt hver dag året rundt, og det sker skuffende hurtigt for en nordbo - det er dog også muligt ved ækvator at opleve en ganske kort skumring på nogle få minutter - hvis man da ikke, mens det endnu er lyst, lige skal et ærinde ind i en butik - fem minutter senere, når man kommer ud, er det bælgravende mørkt, bortset fra gadebelysningen.
Mørkning. Ca. 1927. På de tider af året, hvor det blev mørkt før man skulle i seng, holdt man mørkning. Skumringen fyldte stuen og dæmpede samtalen, der kunne blive til historier og eventyr. På gaden krøb mørket frem mellem gaslygterne, som sammen med os ventede på lygtetænderen. Han ville komme på cykel, men med spadserestok. Ud fra den ville han trække en lang pind med krog i, der kunne gribe fat i noget oppe i lygten, så at den tændtes. Tit gjorde det ikke noget, om han lod vente på sig. (Ib Spang Olsen)
„Mørkning“
„I mit barndomshjem var det en naturlig ting at man ofte - ikke altid hver dag - indstillede sine aktiviteter og sad og så mørket falde på.
Vi brugte to slags ‚blå time', en vinterversion og en sommerversion.
En til vintereftermiddage indendørs i stuen - jeg husker nogle smukke solnedgange fra vores store stuevindue. Vi havde ikke fjernsyn og jeg tvivler på, om der i det hele taget var noget på om eftermiddagen dengang først i 60'erne. Om eftermiddagen strøg min mor tøj eller arbejdede med sit træsnit og jeg hørte sommetider børnetime på radioen. Efter børnetimen var der vist kun fiskenoteringer, vi slukkede for radioen og sad stille til det var helt mørkt. Derefter tændte vi lyset og gik i gang med aftensmaden.
Min farmor kom hver onsdag eftermiddag. Hun var ellers en snakkesalig og aktiv kvinde, men den blå time virkede dæmpende på hende. Hvis de voksne talte lidt, var det en stille filosofisk snak om de dybe ting i livet. I halvmørket kom der minder og erkendelser frem. Det at man ikke kunne se hinandens ansigt tydeligt i det blå halvlys og den følelse af nærvær og ro man havde, gjorde at man var langt mere tolerant overfor hinanden.
Da min farmor blev gammel, kunne hun godt lide at sidde i sin yndlingsstol og lade mørket falde på, i hvert fald når jeg besøgte hende.
Om foråret og efteråret legede vi børn ude efter aftensmaden. Jeg husker, at jeg er kommet larmende ind i stuen og mine forældre sad i tusmørket uden at sige noget. Det var ikke velset at man forstyrrede, heller ikke i kammeraternes hjem når deres forældre sad sådan.
Sommermørkning bestod i at familien gik aftentur i skoven, gennem moser, langs bølgende kornmarker eller langs stranden. Når lyset svandt fik alt et fortryllet skær og de andre sanser blev skærpet, når man ikke kunne bruge synet. Man var helt stille. ‚Jeg er her for at opleve naturen, ikke for at høre på dig', fik man at vide, hvis man dristede sig til at sige noget. Sommetider satte vi os på en bænk, indtil det blev så mørkt, som det nu kan blive om sommeren.
Fortryllelsen faldt med et brag, når man kom hjem og tændte lys.
Traditionen med aftenturen stammer fra min finske mormor, der kaldte den drømmeagtige tilstand ‚Nirvana'.
Jeg ved ikke med sikkerhed om man har brugt ‚mørkning' i min fars barndomshjem, da hverken min farmor eller far lever mere. Men noget kunne tyde på det, for min far, der var en rationelt tænkende nationaløkonom, var jo der sammen med min mor, mens mørket faldt på. Man kendte næsten intet til yoga - og meditation var et eller andet esoterisk - en selvhypnose eller trancetilstand, som man slet ikke interesserede sig for.
Skumringstimen var en helt naturlig ting i mit barndomshjem. Det havde ikke engang noget navn, for det var bare noget man gjorde fordi det var rart. Derfor har jeg troet, at det var en slags fysisk behov at samle sig lidt ved solnedgang, ligesom man gaber eller strækker sig om morgenen. Jeg har også troet at alle mennesker gjorde det, hvis de havde tid. Og jeg betragtede folk, der braser ind i rummet hvor man sidder og tænder lys, medens de råber ‚Guud, sidder du her i mørket' som værende uopdragne og respektløse.
Når jeg har tid og det falder naturligt ind i min dag bruger jeg det stadigt. Det samme gør min mor. Jeg har ikke konsekvent fået videreført traditionen til min egen familie, for man kender ikke til det fra min mands side. Der synes man, at det er lidt skørt at sidde i halvmørke. Aftenturen har jeg videreført, for man skal være stille, hvis man skal høre nattergalene synge til sidst i Skumringstimen en fortryllende iskold aften i maj.“ (Susanne Seerup)
Lygtetænderen har tændt. Ca. 1927. Når han tændte lygten, væltede lyset ud i gaden og ind i stuen og dannede sære skygger. Lygtetænderen drog uanfægtet videre, og vi rullede ned og tændte egne lamper, og man begyndte at tale om sengetid. Gaslygterne forsvandt fra gaden, efter sigende fordi det var for nemt for de slemme drenge at slukke dem om natten og tænde dem om dagen. (Ib Spang Olsen)
Skumringstimen i indisk musik
For den tid vi kalder tusmørket, både morgen og aften - før solopgangen og i skumringen - er der i indisk musik foreskrevet bestemte ragaer, de kaldes sandhi prakash ragas. Når musikeren spiller på dette tidspunkt af dagen vælger han at fremføre netop disse ragaer, for at understøtte skumringen og vække dens stemning af stilhed og eftertanke.
Lys, mørke og biorytmer
Enhver, der har givet sig tid til at opleve en skumring i stilhed og uden elektrisk lys, ved at det er en særlig tid og at krop og sind er indstillet anderledes end på andre tidspunkter af dagen. Det er en enkel erfaring, og erfaringer opvejer al teori. Alligevel er vi mennesker usikre og søger bekræftelse på vore oplevelser. Vi studerer alle fænomener, mens vi forsigtigt går frem gennem livet.
Også skumringstimen kan underbygges med lidt teori, vi kan tale om lysets og mørkets påvirkning på menneskets tilstand, humør og biorytmer.
Om vinteren når dagen er kort og der ikke er meget lys i atmosfæren, kan det hænde i de nordiske lande at visse mennesker får vinterdepressioner. Man søger nu at kurere disse mennesker ved at udsætte dem for meget stærkt lys i en times tid hver dag. De tager hvidt tøj på sig og sidder på et sygehus i et stærkt oplyst rum med hvide vægge.
Og det er jo klart, at når det er dag, og når det er lyst, så skylder vi vor organisme at være i lyset, at være aktive og opleve solen og dagen. Det er sund fornuft at finde på en terapi som den førnævnte. Og så virker den oven i købet. Derfor gælder det for dem som kan, hver dag om vinteren at komme ud i dagslyset og sollyset. Jeg er sikker på at solens lys til enhver tid gavner os mere end det elektriske lys som vi udsætter os selv for, desværre både dag og nat, i vore huse og vore byer.
Men mørket har også sine kvaliteter, det er f.eks. lettere for de fleste at sove når det er mørkt. Også mørket påvirker os positivt når vi følger døgnets og årets rytme. Og det har vist sig i yoga, når man i Nada Yoga (lyd-yoga) lytter til de indre lyde, at disse lyde, for begynderen, er betydeligt lettere at opdage ved midnatstid, når solen er på den anden side af kloden, end de er på noget andet tidspunkt af døgnet. I det allerdybeste mørke kan den størst mulige afspænding finde sted.
Hjernens tilstand påvirkes af lys og af mørke, og derfor lukker man for det meste øjnene når man vil slappe af og når man mediterer. Men det er ikke bare afhængig af øjnene. Medicinske undersøgelser i USA har vist at kroppen og hjerneskallen er gennemtrængelig for lys, som kan være med til at påvirke almentilstanden. Ligeledes er det kendt (ifølge en artikel i det danske Ugeskrift for Læger) at pinealkirtlen er lysfølsom. Den sidder midt i hovedet og er den kirtel som i yogatraditionen er knyttet til Ajna Chakra.
Meditation
Ved at måle hjernens bølger ser man at en afspænding spontant finder sted, når man lukker øjnene - hjernens tilstand ændrer sig fra beta- til alfa- bølger. Skumringstimen med dens tiltagende tusmørke er naturligvis et ideelt tidspunkt at meditere på. Også rent socialt, det er sent på eftermiddagen, efter dagens aktiviteter og før hvad man måtte foretage sig om aftenen med familie, venner og bekendte - en tid midt imellem, en tid til ro.
Der findes meditationer hvor man iagttager mørket og indser at selv det mørkeste mørke, som man normalt „ser“ når man lukker øjnene i et mørkt rum, slet ikke er mørkt, men at man kan opfatte farve- og lys-fænomener i øjnene eller hjernen eller sindet. En sådan meditation er ganske avanceret og indeholder mere end dette, den skal her kun nævnes som et kuriosum. Man søger da at lære det tilsyneladende mørkes indhold at kende, for derefter at bevæge sig mod et endnu dybere mørke, til der tilsidst intet er at ‚se'. Det er en tantrisk teknik, som er bygget op i trin, og som først bør læres og praktiseres i dens mere avancerede trin når man er helt fortrolig med en grundlæggende meditation som f.eks. Indre Stilhed (Antar Mauna).
Men der findes også meditationer hvor man holder øjnene åbne, og meditationer hvor man veksler mellem at have åbne og lukkede øjne. Det forudsætter naturligvis at man opholder sig i et mørkt rum eller i et rum med stærkt dæmpet belysning.
En instruktion til en meditation med åbne øjne kan lyde sådan her: Sid ret, med åbne øjne og se på gulvet ca. en meter foran dig. Du stirrer ikke på noget, men ser afslappet fremfor dig. Du ser dig altså ikke om efter noget i omgivelserne, eller på andre personer der måtte være tilstede, og du sidder ikke med lukkede øjne og ser på sindets aktivitet, du ser neutralt frem for dig. På den måde bliver du i mindre grad fanget eller optaget af noget indre eller ydre.
Også en indiansk tradition?
Fra en god ven og gammel elev i USA (Kellie Williams) hører jeg om hendes mormor, som var vokset op i et indiansk samfund, at hun hver dag i skumringen inden den sene aftensmad, sad stille til det var blevet helt mørkt. Og når børnene senere spurgte hvad hun gjorde i den tid, så sagde hun at hun „rejste til den store ånd for at lytte.“
Hatha Yoga
I yoga beskæftiger man sig bl.a. med kroppens energistrømme, og ud af de 84.000 nadier eller strømme som findes i kroppen, er de tre som strømmer i ryggen de vigtigste: Ida nadi, Pingala nadi og Sushumna nadi. Kort fortalt står pingala nadi for det aktive, fysiske og handlende - solen, ha; og Ida nadi for det mentale i vort væsen - månen, tha. Sushumna nadi er den centrale strøm i ryggen som de to andre slynger sig om, hele vejen gennem alle chakra fra Muladhara chakra til Ajna chakra, derfra fortsætter Sushumna alene op til Sahasrara chakra. Når de to andre energier er i balance, så forenes energierne og strømmer gennem Sushumna. Ha-tha yogien tilstræber denne balance. Ida og pingala har også forbindelse med de to hjernehalvdele, og man kan derfor tale om at man i yoga tilstræber en bedre balance i hjernen. (Om disse emner se Varige og dybdegående virkninger, og Energiens Kilde).
Der sker en konstant vekselvirkning døgnet rundt mellem de to strømme og deres virkning på organismen. Det sker i mindre cykler på en time og tyve minutter hvor den ene strøm dominerer, så er der en kort periode hvor de er i balance, hvorefter den anden energi er aktiv i en tilsvarende periode. Hver gang de to strømme er lige stærke og i balance, hver gang Sushumna åbnes og energien strømmer derigennem, er det den bedste tid til meditation.
Ved at holde oversiden af hånden under næsen kan man mærke åndedrættet i næseborene og konstatere hvilken af de to energier som er aktiv. Solnæseboret er højre næsebor og her mærkes Surya swara (solenergien). Måneenergien, Chandra swara, kan aflæses når venstre næsebor er åbent. På den måde er henholdsvis den ene og den anden energi aktiv dagen igennem. At iagttage og benytte denne viden, og eventuelt påvirke disse strømme, kaldes Swara Yoga. Når begge næsebor er lige åbne flyder Sushumna swara. I større cykler spiller den fysiske forskel mellem dag og nat ind på vor tilstand og opfattelse af virkeligheden. I det klassiske yogaskrift Hatha Yoga Pradipika står i kapitel 4 vers 17:
„Solen og månen deler tiden op i dag og nat. Sushumna opsluger tiden. Dette er en stor hemmelighed.“
I sin kommentar til Hatha Yoga Pradipika skriver Swami Satyananda blandt andet om dette vers:
„Den ydre sol og den ydre måne deler hvert døgn i nat og dag, og den indre sol og måne, dvs. Ida og Pingala, ligger til grund for vor opfattelse af dag og nat, det er dualitet. Ida nadi dominerer om natten, det parasympatiske system er aktivt, der finder en større udsondring sted af hormonet melatonin i hjernen og underbevidstheden er aktiv. Under dagens timer dominerer Pingala nadi, det sympatiske nervesystem er mere aktivt og hormonet seratonin udsondres i hjernen, det bevirker at bevidste funktioner træder i forgrunden og det underbevidste sind træder i baggrunden.
De to nadier, Ida og Pingala, og nervesystemet, bringer bevidstheden fra den ene yderlighed til den anden, de binder os til denne dobbelthed i vore fysiske betingelser på grund af den indbyrdes forbindelse og det indbyrdes forhold der er til de ydre kræfter fra solen og månen. Hele det biologiske system er programmeret til at følge månens og solens cykler. En yogi kan imidlertid udvikle kontrol over det autonome nervesystem, så kroppen og sindet ikke er underlagt disse yderligheder. Det vil sige at man udvikler det frivillige og det centrale nervesystem, idet man aktiverer sushumna nadi og ajna chakra. En sådan person lever i en tilstand af perfekt balance.
Den tidsperiode hvor dagen møder natten kaldes sandhya. Den kan ses som en ydre foreteelse, men det er i virkeligheden en indre begivenhed. Den repræsenterer sushumna perioden. Vi kan ikke ændre på de ydre omstændigheder, men en yogi kan forlænge perioden hvor ida og pingala forenes.“
Hvad gjorde man - eller gør man - i skumringen?
„Vær stille og du skal se“ står der et sted i biblen. Det vil i min erfaring sige, forvent ingenting, forestil dig ingenting, men vær modtagelig.
Dermed vil jeg ikke sige at Skumringstimen var, eller er, en religiøs foreteelse, snarere er det en mentalhygiejnisk handling - eller slet og ret noget man gør, fordi man kan lide det og har godt af det.
Hvilken slags erkendelse, eller skal vi sige oplevelse, når man frem til når man sidder der i tusmørket alene eller sammen med andre? Det kan der naturligvis ikke svares fyldestgørende på, da mennesker og dermed også de familier hvor skumringstimen holdes i hævd er forskellige, men jeg kan give nogle eksempler.
En af vore yogalærere Elisabeth Kiil fortæller fra sin undervisning på vor skole i Århus:
„På et yogahold for pensionister i foråret 92 afsluttede vi en dag en klasse med at lave det første trin af Indre Stilhed. Vi sad på stole i yogarummet med åbent vindue, klokken var omkring 14, og der var en del lyde i omgivelserne, bl.a. vejarbejde på Vestergade.“
Det første trin af meditationsteknikken Indre Stilhed består i at man lytter til omgivelsernes lyde - man udelader ingen lyde og hæfter sig ikke kun ved én lyd af gangen - man foretrækker ingen og undgår ingen. Omgivelserne opleves som en helhed - man lytter til alle lydene på en gang.
„Efter ca. et kvarter sluttede vi af, og en af de ældre damer bemærkede at 'det var jo lige som at holde skumring'. Jeg spurgte hende lidt ud om det, og hun fortalte at det havde hun kendt siden sin barndom.“
Ja hvad gjorde vi, siger de mennesker som jeg har spurgt om Skumringstimen, og der kommer forskellige forslag: - egentlig ingenting - lytter til omgivelserne - lader tankerne strømme forbi - oplever dagen igen, med dens begivenheder, følelser og tanker. - Sommetider glemmer jeg mig selv i en drøm, men vender så tilbage til oplevelsen af skumringen og stilheden.
Til slut vil jeg spørge: Er det at være stille, indre og ydre, ikke netop at være? Og når vi er, ja så mister vi ikke os selv.
I litteraturen
I sin roman „En Anden“ skriver den danske forfatter Tom Kristensen:
„Hun rejste sig og tændte lampen, og i samme øjeblik som værelset sprang frem i et klart, gult lys, forsvandt vor fortrolighed. Jeg satte mig ved mit bord og gjorde en tegning af Martin Luther færdig. Det morede mig at lægge skygger i munkekuttens folder og få dem til at bue sig ud af papiret. Arbejdet greb mig. Jeg svedte og fløjtede og glemte, at lampens lys på en ubegribelig måde havde voldt mig en ny sorg og atter havde fjernet mig fra min mor.
Med hver skumring nærmede vi os hinanden. Mor holdt for en stund op med at sy og sad stille ved bordet. ‚Valdemar, - du vil vel ikke have tændt endnu?'
‚Nej.'
‚Åh, hvor er det rart at skumre. Alle de små, onde tanker løber ud af mig. De bliver borte i tusmørket.'
‚Hvad for onde tanker, mor?'
‚Åh du jo! Det broderi skal være færdigt! Den hat skal være færdig! Chefen synes ikke om de små tøjanemoner! Der er alt sådan noget, der gør ondt,' sukkede hun. Hun sad ganske stiv, og skumringen og hendes sorte kjole flød sammen. Det var kun et ubetydeligt drømmeansigt, som flød frem gennem mørket og talte til mig.“
Og Gyrithe Lemche, „Folkets synder“:
„ ‚Hvor jeg elsker denne skumringstid!' sagde Ingeborg, 'det er som om min sjæl udvidede sig i det uendelige for at optage alt det, jeg ser og hører; jeg synes næsten, jeg føler mig som ét med hele naturen omkring mig...' “.
Det enkle
Da jeg begyndte at spørge mine elever om Skumringstimen for nogle år siden, blev jeg efterhånden mere og mere forbavset over, hvor tæt det, som forskellige folk oplever i forhold til Skumringstimen, ligger op ad nogle af de trin som udgør meditationen Indre Stilhed. Det har for mig endnu engang bekræftet at en ægte meditation bygger på naturlige processer, som sindet følger når det falder til ro og fordybes. Det er processer som er fælles for os alle, da menneskets fysiologi og sindets love trods alt i det grundlæggende er de samme overalt på jorden; men måske virker døgnets og årets timer anderledes på de mennesker der lever nær Jordens to poler, som vi i Norden gør. Den virkning som Swami Satyananda taler om at sol og måne, eller dag og nat, har på mennesket, har jo en hel anden rytme heroppe, i forhold til f.eks. Indien.
I Skumringstimen er der ikke tale om at der er noget man skal kunne, eller opnå. Der er ikke tale om en evindelig terapi, hvor man resten af evigheden skal gå baglæns og genopleve sin barndom, eller hvor man skal vække følelser man ikke formår at fremkalde i naturlige livssituationer eller som ikke dukker op af sig selv i meditationen for at blive gennemlevet der. Det drejer sig derimod om en metode - som f.eks. Indre Stilhed og til en vis grad Skumringstimen - der bringer en nærmere til selve livets essens, til den balance som på samme tid opleves som helheden i alting og som ens eget væsens kærne - livet selv og bevidstheden bag livet - energien, naturen og jeg som oplever det.
Og netop det enkle er det ægte, ikke præstere noget, eller stræbe efter denne eller hin oplevelse, her er tale om en naturlighed og ro som selv et barn kan forstå - og så må man godt beholde alle mirakler for min skyld - selve livet og hverdagen er, for mig at se, det største mirakel. Dermed være ikke sagt at man ikke kan udvikle og fordybe sin meditation.
Kan vi forholde os bevidste og skabende til de ændringer der sker i vor kultur?
Vi har i denne artikel beskrevet en tradition i Europa, som var ved at forsvinde. Vi vil fremover undersøge om der findes andre spor hos os af et mere bevidst indre liv, måske dybere og mere udviklede ting, som vi kan sammenligne med hvad vi kender fra den levende tantriske tradition.
Det som er sket med Skumringstimen, at den bare bliver glemt, er vel sket fordi den indgik så naturligt i vor hverdag at vi var ubevidste om dens værdi og så har kulturen gradvist ændret vore vaner i løbet af de sidste 2 eller 3 generationer. Når vi skal genopdage disse ting sker det bedst gennem god instruktion og undervisning, så man ikke bare snyder sig selv ved at hitte på for lidt eller for meget. Og meget kan stå i vejen for at vi oplever når det skumrer, børnetime i TV, det stærke elektriske lys i husene og på gaden, myldretid i byen... Og på landet, det mekaniserede landbrug, hvor ingen mere har kontakt med roen, traktorerne har musik, gårdene har støjende ventilatorer og maskiner som larmer... Hvor blev den oplevelse af jeg havde som teenager, når jeg en varm sommeraften kørte med hesterive for at rive høet sammen; eller når jeg pløjede sent på efteråret mens det mørknede, ganske vist på en traktor, men uden førerhus og stereo. Eller når jeg i skumringen skulle cykle til eller fra arbejde mellem store marker, gennem små landsbyer og gennem skoven hvor ingen gadelygter var. Det er i mørkningen at dyrene bevæger sig omkring og man møder dem ved vejene.
En særlig Skumringstime er det ved fuldmåne, og især når det er jævndøgn, forår og efterår, når månen står op mens solen går ned. Dette tidspunkt kan man tage vare på, både som en oplevelse af enhed i naturen og til stilhed og meditation.
„Da jeg var barn i begyndelsen af tresserne, samlede mor os børn, når det begyndte at blive mørkt, så holdt vi skumring. Det holdt jeg meget af.
Så fortalte mor historier fra sin barndom på landet i Jylland, eller hun sang stille sange. Efterhånden som mørket sænkede sig forstummede samtalen og stilheden bredte sig i rummet - og i kroppen. Mørket føltes næsten materielt, det ligesom lagde sig blidt om en, det var en meget tryg fornemmelse og samtidig føltes det som om man blev et med stuen.
Så sad vi bare der og var helt stille, hvilket jo ellers kunne være svært for tre drenge, men ikke når vi holdt skumring.
Når det var blevet helt mørkt, rejste mor sig, tændte lys og begyndte at lave aftensmad for nu kom far snart hjem.
Det som jeg husker bedst fra når vi holdt skumring er stilheden, trygheden og det røde lys fra kakkelovnen, det var jo i vinterhalvåret, vi holdt skumring. Men snart kom fjernsynet og trængte sig på, så kom der jo børneudsendelser på det tidspunkt, og skikken gik af brug. Men som voksen sker det stadig at jeg holder skumring. Og min mor holder meget af at holde skumring, men ellers kender jeg ingen der kender til den skik.
Min mor har fortalt mig, da hun var barn var det meget almindeligt at holde skumring, det gjorde alle mennesker, så sparede det jo også på det elektriske lys.“
(Robert Konstantinovitsch)
Til slut en tak til alle der har bidraget til denne artikel med skriftlige og mundtlige bidrag.
