Om Sadhana –

om cykler i helbredelse og indlæring og om at holde tavshed under indvielsen i Kriya Yoga

af Swami Janakananda

Goraknaths børn

Mystikeren går på opdagelse, arbejder bevidst med sig selv, lærer sig selv at kende. Modsat filosoffen eller prædikanten, som tænker og taler teori, uden selv at have erfaret det han belærer andre om (og til ‚erfaring‛ medregner jeg ikke den eufori, som enhver kan hidse sig op til), så handler mystikeren, han søger og finder.

Var det mystikerens fejl fra begyndelsen, at folk hellere lyttede til en prædiken eller et profeti end at de selv ville undersøge og opleve virkeligheden? Var det fordi nogle mystikere talte om deres oplevelser (i stedet for at lære deres disciple de metoder som havde givet dem indsigt) at forskelle, nidkærhed og dømmesyge voksede frem mod anderledes tænkende? Eller var det mon senere efterfølgere, som i tredje, fjerde eller femte generation satte regler op for hvordan man skal gøre sig ‚værdig' til den ‚rene' lære? En udenadslære, som kom til at stå i vejen for at det enkelte menneske selv skal kunne gå i dybden, vinde indsigt og „drikke livets vand" (også kaldet Amrit, Nektar, Ambrosia eller Soma).

Inderligheden og hengivelsen er religionens fineste kendetegn, og det har den tilfælles med mystikken. Har de organiserede religioner imidlertid lært os at samarbejde, hæve følsomheden overfor hinanden, tage hensyn, vise forståelse, også overfor dem der har et andet livssyn, en anden kulturel baggrund eller tro? Hvad siger historien, og hvordan ser det ud i dag? Er det ikke snarere visdom, indsigt og individuel erfaring vi behøver? Og ikke personer, der belærende taler ned til os.

En af visdommens grundlæggende ideer er i øvrigt stærkt udtrykt i den inderste lære i flere af verdensreligionerne: Hav ingen forventninger – hvis du danner dig et billede af guddommen, kalder den ved navn, så vil du ikke kunne genkende den, når du står overfor den, du vil ikke være i stand til at åbne dig og modtage gaven, gunsten, nåden…

På et tidspunkt når det enkelte menneske til et stade på evolutionens vej, hvor det ikke mere er nok med forståelse og viden fra bøger og prædikanter. Da må mennesket, som del af evolutionen, selv gribe ind og bevidst føre sin udvikling videre ved at anvende de tilgængelige metoder, ved at tage del i den erfaring som videregives fra menneske til menneske.

Her vil jeg gerne citere den kendte forfatter og yogi Gopi Krishna:

„Af hele mit hjerte ønsker jeg, at man i undersøgelsen af bevidstheden, vil benytte den mystiske tradition – og ikke den traditionelle psykologis metoder – for at bringe en korrekt forståelse af dens evolution til verden. Intellektuelle afhandlinger vil, hvis de går ud over en vis grænse kun lede til forvirring og kaos i et område hvor førstehånds erfaring er nødvendig for at erkende sandheden. Som ved udforskningen af rummet, kan intellektuel øvelse kun hjælpe os en kort strækning på vej. Derefter bliver det helt nødvendigt med brugen af et teleskop, for at lære den korrekte position at kende. På samme måde er det helt essentielt at dykke til dybet af ens væsen, hvis man vil lære virkeligheden at kende.”

Gopi Krishna levede i Indien, men også i Indien findes ‚yogier‛, som er så forgabt i det forenklede og populære og i forklaringer og hellighed, at de ikke kigger gennem mystikkens kikkert.

Gennem yogaens historie har den egentlige yoga været holdt i live af de yogier som har lavet øvelserne og brugt meditationerne. Lad mig nævne mesteren Goraknath. Han regnes for en af de helt store lærere, og anses at stå side om side med Buddha og Patanjali. Men han gav ikke folk noget at drømme om, ingen idealer, han pegede på handling og konsekvens, når han blev spurgt. Derfor blev han ikke helt så kendt blandt de brede masser.

Goraknath og andre yogier blev ofte efterfulgt af fortolkere og derfor forvekslet med filosoffer og moralister. Disse efterfølgere var folk, som ikke selv har søgt den videregående yoga og meditation, endsige undersøgt den ved en indgående og langvarig brug, de havde ikke trangen til transformationen, til at opdage mulighederne og de finere tilstande, til at opdage det hele, selvet. I stedet kom de med alenlange forklaringer, hvor de idealiserede yogaen og stillede unødige krav.

Yogierne erfarer at yogaen er transformerende og at ingen ændring af dit temperament eller din grundlæggende opførsel er nødvendig i forvejen, da der som følge af brugen af f.eks. Kriya Yoga sker en harmonisering af krop og sind og som følge deraf en ændring af din grundlæggende tilstand.

Alt imens moralister og snævertsynede filosoffer stiller krav om forståelse og etik, som en forudsætning for at man kan begynde at meditere – alt imens de bagtaler og mistænkeliggør anderledes tænkende og starter religiøse krige, så begynder det almindelige menneske at meditere, opnår resultater og undrer sig over hvad al den ståhej mon handler om.

Hvis der er noget som bringer os tættere på harmonien og en naturlig etik, som f.eks. at lade være at plage sine medskabninger – såvel mennesker som dyr – så er det en god og ægte meditation. Men det vil disse vogtere af moral og andres levevis end ikke høre på. De vil hellere leve på forstillelse og spejle deres egen angst i sine advarsler, end at indse at de menneskelige kvaliteter og det menneskelige geni meget vel kan styrkes, som et resultat af brugen af meditation.

Måske vil du sige, kære læser, at folk hellere vil drømme, høre om ting, tro på beretninger, end selv at gå vejen og opleve transformationen. At de hellere vil pine sig selv og andre med en følelse af utilstrækkelighed og frustrationer om ikke at kunne leve op til deres håbefulde idealer – end at de virkelig vil gøre noget og søge klarhed og oplevelse af enhed? Og det er der måske noget om.

Ramakrishna fortalte om en korridor i et hus, hvor der var to døre for enden. På den ene dør stod der „himlen”, på den anden „foredrag om himlen”. Når man så på gulvet foran de to døre, så var det slidt ned gennem lakken, og langt ned i gulvbrædderne foran døren der ledte ind til foredraget. Foran den anden dør, den til himlen, var lakken så ren og frisk, som den dag den blev smurt på.

Foredrag, hvor inspirerende de end måtte være, forbliver foredrag, andenhåndsviden og åndelig underholdning.

Det er ikke personligheden alene eller sindet det drejer sig om, ej heller kroppen – men essensen, det der ligger dybere, sjælen, selvet… Når du når ind til din egen essens så oplever du på en gang, at du omfatter det hele og at alt er del af samme helhed. Men hvis du kun identificerer dig med en del af helheden, f.eks. sindet, så mister du det hele. Ordet for sind på tysk, nemlig Geist betyder oprindelig: „Det som skræmmer sjælen”. Sjælen, bevidstheden, det du egentlig er, glemmer sig selv og identificerer sig i stedet med sindets indhold, med forståelse, bekymringer, planer, det jeg skal gøre om et øjeblik, om en måned, om et år, tiden, døden og drømmen om et liv efter dette, et andet sted, og så er det lige meget om du kalder det genopstandelse eller genfødsel (reinkarnation). Døren til himlen hedder her, og nøglen til den hedder nu.

„Hvad er den største hindring for selvvirkeliggørelse?” spurgte en elev mig på tremånedersretreatet i år. „Det er forventninger af enhver art,” svarede jeg. Mystikeren er tilstede og nærværende i alt han gør, eller tilstræber at være det. Mens andre har travlt med at opfinde betingelser og mytologier til at følge og tro på, for at ‚forstå‛ livet og blive værdige til at leve det, gennemskuer mystikeren dette og opnår resultater ved at bruge yogaen. Han ved at man ikke behøver at være et perfekt menneske, for at kunne gøre brug af yogaens redskaber. En sådan idé giver blot skyldfølelse og dårlig samvittighed, fordi der ingen ændring sker i forestillingernes verden.

Dermed være ikke sagt at der ikke er ting man må kunne og forholdsregler at tage hensyn til, hvis man vil gennemleve en transformation. Det er blandt andet hvad denne artikel handler om.

Hvad er da Goraknaths fortjeneste? At han aldrig faldt for fristelsen til at gøre sig klog på andres bekostning, at blive filosof, profet eller lignende? At han ikke solgte yoga for moral eller religion eller New Age? At han ikke formindskede den, modificerede den, gjorde den nem, kortere eller mindre, så den tabte sin virkning. Nej tværtimod, han gav instruktioner, så folk kunne gøre deres egen erfaring. Han havde tillid til at det kunne de, for han kendte til det han underviste i. Han havde uopfordret selv søgt og gået vejen. Han kendte til yogaens virkninger og muligheder på sig selv.

At yogaen virker ved også lægerne i dag. I en omtale, i det Britiske tidsskrift The Lancet, af bl.a. den videnskabelige undersøgelse på Yoga Nidra i en PET-scanner, konkluderer forfatteren til omtalen:

„Yoga er måske ikke en mirakelkur, men den kan indeholde en hel del overraskelser for den som vil gøre sig umagen at prøve.” (Kelly Morris)

Om at vænne sig til lyset…

Sadhana - bevidst at deltage i sin egen modning

„Begrebet ‚Sadhana‛ kommer af roden ‚Sadh‛, som betyder 'at stræbe' - efter et bestemt resultat eller en Siddhi [særlig evne]. Sadhana er midlet for mennesket til at nå livets mål. Uden Sadhana kan ingen opfylde livets bestemmelse.”
(Swami Sivananda)

For mig er det årlige Tre-måneders-retreat, Kriya Yoga-undervisningen, arbejdet med yogalærerne og Håå Retreat Centers struktur som en ashram, en stor hjælp til at leve et intenst liv. Det gælder ikke bare i mit indre, men i min kommunikation og mit møde med andre mennesker. Det er i allerhøjeste grad et arbejde midt i samfundet, hvor jeg indgår i en kreativ proces, sammen med de mennesker som i en periode har valgt at arbejde med sig selv. Dette samspil hjælper mig med at få slebet mine egne kanter af og indse at min indre verden ikke er den eneste, men at alle mennesker repræsenterer hver sin enestående verden. De kommer med forskellige baggrunde, muligheder og evner.

Den tantriske opmærksomshedstræning, som er del af både undervisningen og hverdagen i ashrammen, er en form for kunstnerisk arbejde. For enhver kunstner og i ethvert lærer-elev forhold, gælder det om at beherske sit område og sit instrument. Her er instrumentet imidlertid kroppen, sindet, personligheden og opmærksomheden i det hele – og det at lære sig selv aktivt at deltage i den skabende proces vi kalder livet.

Vi går trinvist frem:

„Yogaen og meditationen gjorde mig opmærksom på de spændinger der i lang tid havde siddet i min krop og mit sind. De samme kriser kom jo igen og igen, men for hver gang blev jeg behændigere og bedre til at klare dem.

Under en del af kurset oplevede jeg de sorteste depressioner, men allerhøjest 5 minutter ad gangen. Før havde jeg været måneder om at gennemgå det samme. Det skyldtes dels den vidunderlige Kriya Yoga, og dels den tantriske træning.”
(Synne, en deltager på et tremånedersretreat. Hun er fra Danmark, nu bosat i Sverige)

Et tremånedersretreat er et kursus af en helt speciel karakter. Det er et Sadhana retreat. I en Sadhana benytter man sig af „det som leder til målet”. Det omfatter alt som vækker ens bevidsthed og holder den vågen, fra samlivet med en lærer, brugen af metoder, uselvisk arbejde og handlinger, til bevidsthedstræningen i dagligdagen - og tiden man bruger på det, så det rodfæstes.

I løbet af de tre måneder Sadhana-retreatet varer, lærer man ikke bare at bruge nogle af de mest avancerede yoga- og meditationsmetoder, som Kriya Yoga, Prana Vidya, Chidakash Dharana og videregående variationer af Antar Mauna (Indre Stilhed), men – med et højdepunkt på 33 dages tavshed – vokser et virkeligt overblik frem.

En indvielse kan man kalde dette. I visse henseender ligner den hvad vi kender fra indianernes Vision Quests og australiernes Walkabouts - en (eller flere) perioder i ens liv, hvor man tager en pause fra alle ydre påvirkninger, for bedre at kunne se, både bagud og fremad, og frem for alt at kunne hvile i sig selv og vække sine indre ressourcer.

En sådan periode symboliserer også den daglige meditation, man siden vil kunne bruge og vedligeholde det man har opnået.

Trangen til i en periode at lave Sadhana er dybt forankret i mange mennesker. At stoppe op og et øjeblik slippe for det uafbrudte bombardement af informationer, nyheder, reklamer og mediestøj, og gennem Sadhana at bruge konkrete måder til at søge og nå det inderste, oprigtige og ægte. En dag har man fået nok af blot at tænke på, læse om, høre og tale om velvære, energi, koncentration og andre tilstande, nu vil man have en egen erfaring – gøre noget ved det.

Man kan sige at lysten til at gøre Sadhana er en forudsætning for at lære f.eks. Kriya Yoga. Kriya Yoga er ikke noget man bare samler på, som „So ein Ding muß ich auch haben".

Den der ønsker at lære Kriya Yoga, søger noget mere end blot en bestemt metode, han eller hun søger noget uhyre værdifuldt, som Kriya Yoga blot er en del af, og som udtrykkes med ordet Sadhana – en transformerende proces der leder til mødet med en selv.

I Østen er der tradition for, at folk, mindst en gang i deres liv, søger hen til Zen-klostre i Japan, til buddhistiske klostre i Thailand og til indiske ashrammer for at få en træning – som varer i flere måneder, ja sommetider år. De gør det for at skabe et fundament for deres udfoldelse i livet og for at bevare en åndelig forankring – til sig selv og til de værdier der sikrer en virkelig livskvalitet.

Det er folk, der mener det alvorligt, de gør det ikke fordi det er noget andre gør, på grund af kulturelle vaner eller konventioner eller fordi det er på mode. De søger ingen kompromiser, ydre teoretisk viden eller udvandede metoder til at stille deres nysgerrighed med – metoder som har ingen eller blot en kortvarig virkning – nej, de søger en uundgåelig situation, som er lagt tilrette på en måde så man kan møde sig selv, opdage sine evner og indse sin enhed med det universelle.

De rejser ikke fra kursus til kursus, fra guru til guru eller kun på weekendkurser. De ved, at det ikke er muligt at opnå en virkelig indsigt eller en indvielse som varer ved, på kort tid eller i små brudstykker – de bygger ikke deres søgen på travlhed, rastløshed eller ‚nemme‛ løsninger – det var aldrig del af traditionen.

Ej heller er de overdrevet fysisk optaget af deres krop eller besat af en mental/emotionel narcissisme eller selvoptagethed, som man i dag finder indenfor visse yogagrene og i visse terapier, hvor kroppen og/eller tanker og følelser er alt – og hvor selvet og en større helhed ikke erkendes.

Tremåneders Sadhana-kurset er en uundværlig del af den fireårige heltids yogalæreruddannelse som finder sted på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Men da kurset er meget fyldigt, deltager også yogalærere med andre uddannelser bag sig, for at gå videre og få den indre baggrund i orden, foruden at opnå et endnu bedre kendskab til yoga og meditation.

Hvad er det ellers for mennesker, som både her i Småland, i Østen og vel sagtens også andre steder, beslutter sig for at opleve en virkelig Sadhana-periode? Det er folk, som vil noget med deres liv, det er kunstnere, musikere og fremfor alt ‚almindelige‛ mennesker, og – hvad der er typisk for især Japan, men også hos os her i Sverige – chefer fra erhvervslivet og folk fra videnskab, politik og medierne. For hvad er det hele værd med det man afstedkommer i livet, hvis man ikke har sig selv med?

Tavsheden

„Jeg opdagede også, at der var forskel på at tænke noget om noget og så virkelig at opleve og leve med.” (Synne)

Det er helt sikkert fint at gå i naturen og tale om hvor smuk den er, hvad træerne hedder, eller navnet på det stjernebillede du ser blandt alle andre stjerner. Men det er noget andet at være sammen med det hele. At opleve markerne, træerne, husene, dyrene og alle stjernerne på én gang, som del af samme helhed, som altet. Uden at tale om det, uden at beskrive det eller give det navne – men at være i det og være en del af det – den tilstand kaldes Brahmacharya – du er ét med dig selv og alt andet. Over for denne oplevelse tier sindet.

Er det sensationelt at holde tavshed?

For nogle få år siden var det pludselig en stor nyhed i medierne at folk fra mange lande kommer til vores tremånedersretreats for at holde tavshed i 33 dage. „Hele verden holder tavshed i Ljungby", skrev Expressen, en af de store svenske aviser på sin løbeseddel. ‚Nyheden‛ spredte sig som en løbeild og aviser og radiostationer verden over fokuserede på denne ene ting, tavsheden, og at folk betalte penge for at få lov til at være tavse en måneds tid. At tavsheden var en del af en større sammenhæng med alt det andet der foregik på kurset, yoga – afspænding – karma yoga – tarmskylning – musik – dans – meditation og opmærksomheds-træning, var åbenbart mindre interessant.

‚Nyhed‛ tænkte vi for os selv, mens vi bød journalisterne velkommen og stillede op til interviewerne. Vi har jo trods alt holdt disse kurser i mange år, og før os, er der andre der har brugt tavshed i tusinder af år, indenfor yoga og andre steder, også i Vesten.

Resten er Tavshed

„Fra ægte følelse til den spontane fornemmelse af skønhed, fra lyst og smerte til kærlighed og mystisk ekstase og død - alt som er grundlæggende, alle de ting som for menneskesjælen er af den allerdybeste betydning, kan kun opleves, ikke beskrives. Resten er altid og alle vegne tavshed.”
(fra Music at Night af Aldous Huxley, fra essayet: The rest is silence)

At være tavs i en periode mens man lærer yoga og meditation øger ens evne til fordybelse og giver en mere direkte oplevelse af alting.

Tavsheden hjælper med til at fjerne dybere liggende spændinger i hjernen.

Når jeg ikke hele tiden skal fastholde eller forsvare nogle meninger, som jeg er kommet for skade at udtrykke, når jeg ikke behøver at forklare eller tage stilling til alt omkring mig, så slapper mit sind af og åbner sig.

Eftersom de mere intellektuelle aktiviteter i hjernen som analyse, vurdering, læsning, tale og skrift især foregår i den venstre hjernehalvdel, så er tavsheden (sammen med åndedrætsøvelsen Nadi Shodan og dybdeafspændingen Yoga Nidra) medvirkende til at der opstår en bedre balance i hjernen. Den del af hjernen som beskæftiger sig med helhed, farve, form, musik og følelser får også lov til at være med.

Åbenheden gør at beslutninger eller ideer, som opstår under denne periode, uhindret af ens egne vaner eller andres tvivl og modløshed, kan komme til at præge livet senere hen.

Sammen med yoga og meditation forstærker tavsheden både oplevelsen af en selv, af de andre mennesker og af naturen omkring en.

„Som sanserne skærpedes blev oplevelserne i dagligdagen stærkere. Af og til standsede jeg op og undrede mig: ‚Er dette muligt‛?” (Synne)

Tavsheden er del af retreaterne i Håå

Tavshed, Mauna, er ikke Kriya Yoga i sig selv, men en oprindelig betingelse for indvielsen. Man lærer Kriya Yoga under fuldstændig tavshed. Ingen læsning, ingen skrivning, ingen snak.

På tremånedersretreaterne, som sagt, er man tavs i 33 døgn, og på 1-måneds Kriya Yoga-retreaterne i 21 døgn, under indlæringen af bl.a. Kriya Yoga.

På 10- og 14-dages retreaterne er der tavshed i 2½ døgn, mens man lærer de finere trin af Ajapa Japa. Pudsigt nok oplever de der ‚kun ‛ skal holde tavshed i 2½ døgn det tit som mere sensationelt, end dem der har besluttet sig til at holde tavshed i en måned. Det har sikkert noget at gøre med at eleven har indstillet sig på at være tavs i en længere periode, men også den grundige forberedelse som eleverne får under de første 5 uger af tremånedersretreatetet. Her lærer de bl.a. de meditations- og yoga-metoder som undervises i på et 14 dages retreat, og her har de endnu bedre tid til at gå i dybden og vænne sig til at bruge dem. Så når vi begynder på den lange tavshed bør kroppen være i god træning og sindet mere koncentreret og i ro.

Samvær

„Vi blev mere følsomme overfor hinanden i gruppen, der var større hengivenhed tilstede imellem os, men også vore sammenstød oplevedes stærkere.” (Synne)

Man oplever hinanden tydeligere under tavsheden, end når man hele tiden snakker. Man er mere grundlæggende tilstede for hinanden.

Folk opdager som regel at der er andre måder at kommunikere på. Dog ikke sådan at man hele tiden spiller pantomime for hinanden.

Al den energi man normalt snakker bort, spares og kanaliseres af yogaen. Derved hviler man mere i sig selv, og misforståelser opstår ikke så let. Det er også vigtigt i forholdet til læreren og undervisningen.

Og så er der dem der oplever at deres intuition er blevet klarere af tavsheden og meditationen i forening.

Sindet lades i fred

„Det er, i bogstaveligste forstand, som om et panser er fjernet, så jeg har direkte kontakt med det liv der eksisterer omkring mig, med lys og luft.” (Synne)

Håå international Retreat Center ligger på landet i Sydsverige ca. 25 km syd for Ljungby. Det er et område med en meget varieret natur, skove, marker, en å og søer, med rig mulighed for ride- gå- og kanoture.

Retreatcentrets omgivelser er derfor ret så stille. Der er heller ingen aviser eller tidsskrifter, ingen radio eller fjernsyn og ingen kommunikation med dem derhjemme. Undervisningen og hele oplægget gør dog at man har nok at lave og opleve, man keder sig ikke.

Når de ydre stimuli og påvirkninger mindskes, når rastløshed og selvoptagethed ikke mere får lov at tage over, hjulpet på vej af yogaen og meditationerne og din egen vilje til at gøre dette, så styrkes den indre og den ydre opmærksomhed.

„Efter min første 33 dages tavshedsperiode fortrød jeg, selvom jeg ikke snakkede, at jeg ikke havde været virkelig stille. Jeg indså at jeg have forpasset en meget dyrebar lejlighed. På senere kurser, har jeg lært at værdsætte tavsheden endnu mere.” (Robin Taylor, deltager fra Queensland i Australien)

Livet får tilført en rig dimension (kvalitet i stedet for kvantitet). Det er en af grundene til at Kriya Yoga indlæres under en lang periode med fuldstændig tavshed. Jo længere tavsheden varer, jo mere spænder hjernen af og styrker evnen til at opfatte selv meget fine ting.

Eleven kan nu på en helt anden måde opfatte nuancerne i undervisningen og lære hvad han eller hun har brug for. Når man ikke snakker sammen forstyrrer man ikke hinanden med en anden opfattelse eller en storslået beskrivelse. Det er ens egne oplevelser, der gælder og det er det bedste. Alle er på denne måde på lige fod. Derfra går man dybere.

Når Kriya Yoga læres som en indvielse med alle betingelser i orden – som vi skal se i artiklens anden del – og ikke som en travl og forjaget mekanisk indlæring, så kan den indeholde ting, som kun kan opfattes eller blive mulige under lang tavshed.

Denne følsomhed og opmærksomhed opstår ikke, eller mistes, hvis man snakker det hele væk og lader meninger og bedømmelse stille sig i vejen for den direkte indsigt. Derfor indeholder selve indlæringsperioden ingen eller meget lidt teori og forklaringer – også læreren er på denne måde ret så tavs – med sine instruktioner og sin vejledning har han til hensigt at give eleven en direkte oplevelse.

Retreatet og pyramiden

På kursusstedet har vi en isolationstank bygget efter Dr. Lilly's ideer og instruktioner. Den er desuden komfortabelt stor, ekstra lydisoleret og har form som en pyramide. Her er skabt et milieu, hvor sansepåvirkningerne er minimale. Du hører ingenting, ser ingenting, ligger helt stille og flyder på ryggen i kropsvarmt saltvand. Vandet bærer dig så du knapt mærker tyngdekraften, luften er velventileret og temperaturen stabil.

Når sindet i et stykke tid ikke får nye impulser gennem sanserne, falder det til ro. Der opstår ikke ‚nye‛ tanker. Sindet får tid til at tømme sig og styrkes til at møde fremtidige påvirkninger samlet og med overblik. Efter en time i pyramiden kommer man ud i en tilstand af stærk og uforstyrret ro.

Denne pyramide er for mig et symbol på noget man har kaldt mange ting: et refugium, et retreat, at „have helle”, et Sadhanakursus. Stilheden og manglen på distraktioner på og omkring kursusstedet er nødvendig, hvis man skal falde til ro og trygt kunne gå i dybden med de metoder vi benytter.

Tavshedens og indvielsens længde

En biologisk cyklus

Vi er vant til at maskiner udfører vore kommandoer øjeblikkeligt, bare vi trykker på en knap, og sommetider sammenligner vi vore hjerner med computere. De fleste af os eksisterer i en verden af støj og automatik. Vi jager hele tiden videre til næste sanseoplevelse, næste opgave, næste film, næste stykke musik i radioen, næste nyhed, næste rus.

Det er derfor let at ‚glemme‛ at livet udfolder sig i overensstemmelse med organiske love, og at alt tager sin tid, som årets cykler tager sine, og månens cykler sine.

Intet i vor natur kan forceres, og hvis vi alligevel gør det, ja så kan vi risikere alt muligt, fra stærke chok, til reaktion, disharmoni, frustration eller fuldstændig ligegyldighed, fordi vi intet finder eller opnår, af det vi egentlig søger.

Man kan ikke købe Kriya Yoga, det man betaler for er (foruden ophold, mad og den plads man har reserveret på kurset) at gøre det muligt for os som underviser at være til stede og stille denne situation eller ashram til rådighed.

I en del sydlige og østlige lande kan man ikke, som i Nord- og Mellemeuropa og USA, bare gå ind i en butik eller på en jernbanestation f.eks., og forlange hvad man vil have, bare man betaler for det. Man må give mennesket, som står på den anden side af skranken opmærksomhed.

Jeg har set hvordan en europæer måtte opgive at købe nogle tændstikker i en lille butik i Israel. Han magtede ikke at lade være at behandle købmanden som en automat. Jeg har set hvordan en amerikaner på jernbanestationen i Delhi, var sammenbruddet nær, når han glohed og rød i hovedet, bare stillede krav uden respekt for den som sad på den anden side af lugen. Og det hjælper ikke at forstille sig, du må selv være tilstede.

Vi ved ikke hvad vi er gået glip af – lige meget hvor meget vi har betalt, lige meget hvor mange kurser vi tilmelder os, lige meget hvor mange rejser vi begiver os ud på – for vi oplevede det aldrig, vi havde ikke tid. Der var jo noget andet, som vi skulle bagefter, i morgen, efter kurset, til sommer, til vinter, når vi får bedre betingelser...

Vi glemte at leve, mens vi gjorde det.

Vi prøver at vælge nemme løsninger – hurtige løsninger – udvandede løsninger, som ikke indebærer en virkelig udfordring, men bare en smagsprøve, en flirt, en interesse – og vore forudfattede meninger står i vejen for at vi kan lære noget nyt.

Med andre ord, hvis vi ikke følger vore biologiske cykler kan vi risikere at forfejle målet.

21 dage er også en cyklus, det er den tid det tager for kroppen at læges. Proteinerne fornyes for eksempel i løbet af 21 dage og det gør hudens ydre lag også. Ikke bare kroppen er med i denne proces, også sindet – bevidst og ubevidst – behøver tid til ændringen.

Da jeg lærte Kriya Yogaen af Swami Satyananda tog det ca. 33 dage, dertil kom den forberedelse som gik forud og den efterfølgende fordøjelse efter tavsheden, hvor man vænnede sig til at bruge de forskellige Kriya Yoga programmer, under trygge forhold. Han havde da tid til at overholde de betingelser som han sagde fandtes i traditionen, bl.a. at hver kriya skal læres i en bestemt rækkefølge, at instruktionerne skal gentages en vis mængde gange og at man med de fleste kriya kun lærer én ny per dag, samtidig med at man ‚varmer op‛ med de allerede indlærte, og afslutter med en bestemt meditation, som bruges under indlæringen.

Der siges også at være andre cykler, såkaldte biorytmer, 33 dage for den intellektuelle cyklus, 28 for følelsescyklen og 23 dage for den fysiske cyklus.

Det er altså vigtigt at en indvielse finder sted over en periode hvor du kan gennemleve disse cykler, og derfor er de korteste Kriya Yoga-kurser hos os 1 måned og de lange 3 måneder med 33 dages tavshed.

Vi er ikke maskiner, men levende organiske væsener. Ligesom en blomsts liv, fra frø til fuld blomstring, kan beskrives som en cyklus, hvor alle faser tager sin tid at udvikle, så sikres den bedste indlæring under en hel måneds cyklus med ca. 33 dages tavshed.

På 1-måneds kurserne kommer kun folk, som i forvejen er godt forberedt fra et 10- eller 14-dages kursus og som derfor har mediteret før – så kroppen og sindet kan absorbere det de lærer, og energien kan gennemgå den renselse, det indebærer at lære de 24 kriya jeg underviser i.

Meget kaldes med fuld ret kriya indenfor yoga, f.eks. de mange Hatha Yoga shatkarma eller kriya, de fysiske renselsesprocesser. Også i Raja Yoga har Patanjali nogle discipliner som han kalder kriya yoga, men de er af en mere disciplinær mental natur, og har intet at gøre med den tantriske Kriya Yoga. De meditationer som vi underviser i på 10- og 14-dages kurserne, Energiens Kilde og Ajapa Japa er indledende Kriya Yoga, og de kaldes også Kriya Yoga blandt visse lærere. Med hensyn til renselsesprocesserne, så indgår de naturligvis i vore kurser, bl.a. i forberedelsen til den store tantriske Kriya Yoga.

På et af de første tremånederskurser jeg underviste, blev jeg en dag i slutningen af tavsheden nødt til at tage ned til København sammen med vores kok. Da vi kom i land fra færgen, undrede jeg mig over folks ansigtsudtryk, de virkede hårde. Det fik mig til at spørge min ledsager, om der var en krise i gang eller hvad? Vi fandt ingen forklaring der. Men da vi kom tilbage til eleverne på kursusstedet, indså vi at vi havde vænnet os til de bløde ansigter som folk på kurset efterhånden havde fået. Tavsheden og yogaen gjorde at de ikke mere bevidst eller ubevidst forsøgte at holde masken.

„Det blev klarere for mig hvilke ting der dagligt hæmmede mig. F.eks. min bekymring om hvordan jeg så ud. På samme måde bedømte jeg jo også andre. Jeg begyndte at indse hvor meget lettere det ville være hvis jeg tog lidt mere naturligt på det.” (Synne)

For at sindet skal kunne åbne sig og blive modtageligt for de dybere Kriya - for at det som sker bag instruktionerne skal kunne opfattes (da Kriya Yoga ikke kun undervises med ord) – for at sindet skal kunne slippe sit indhold (af vanetanker, begrænsede tilstande, holdninger…) og for at denne evne skal vare ved, må tavsheden være så lang som mulig. Det tager tid for sindet at vænne sig til at tage den med ro og gå dybt og virkelig opfatte alle nuancer i undervisningen og i livet – i denne situation, her og nu.

„I en af Upanisaderne siges det at atman, selvet eller bevidstheden er homogen tavshed. Hvordan oplever man det? Ikke gennem sanse- eller psyko-emotionel kommunikation, men ved at stille sig selv ind på tavshed. Det må du gøre for at opleve transmissionsprocessen. Du behøver overhovedet ikke at anstrenge dig og du behøver ikke at tage det alvorlige ‚søndags ansigt‛ på. Vær ligeså kvik og naturlig som du ellers er. Hindringen findes ikke i selvet eller bevidstheden, for bevidstheden er ét. Hindringen findes i menneskets sind. Når du engang opgiver at klynge dig til det personlige sind, så bliver sindet homogent og kaldes da det kosmiske sind.” (Swami Satyananda)

Man kan sammenligne tavshedsperioden og indvielsen i Kriya Yoga med en meditation – den bliver aldrig dyb hvis den er kort. Det drejer sig om at sætte farten ned og falde så meget til ro, at sindet får tid til at tænke, tid til at slippe minder frem, til at vove at blive kreativt og få overblik – og tid til at slippe tankerne.

„Under de 33 dages tavshed, forstod jeg at Swami Janakananda ikke kun ville lære mig noget, men ville give mig mulighed for at udforske dimensioner af mit væsen jeg ikke tidligere kendte til.” (Morten Jon Jepsen)

Tilstanden

Antar Mauna, den indre stilhed – en tantrisk meditationsteknik

Fra en meditation i en af mine klasser:

„Det er vigtigt at du ikke forklarer for dig selv, hvorfor du har en oplevelse. Under tavshedsperioden på dette kursus er jeg sikker på, at du har oplevet forskellige følelsesmæssige tilstande. Du har sikkert også haft en grund til at du havde disse oplevelser. Men at kende grunden hjælper dig ikke her. Det er din evne til at nøjes med at opleve det der sker i dit følelses- og tankeliv, der tæller. Ved ikke at tage stilling og reagere for eller imod kan du blive i oplevelsen til den er udtømt.

Dette kursus er opbygget på en måde så det spejler din måde at opleve og reagere på. Så det hele tiden kan vise dig, hvornår du glemmer dig selv. Hvornår du havner i selvoptagethed i stedet for at være tilstede i det du gør, tænker og føler – og hvordan du finder tilbage til at opleve ud fra dig selv.

Når du mediterer, og det er hvad vi gør lige nu, så kan du naturligvis undgå den usminkede oplevelse ved hele tiden at forklare dig selv hvorfor du har denne tanke eller følelse og hvad den drejer sig om. Naturligvis er der situationer i livet hvor du kan have brug for stillingtagen og analyse. Men her er du tavs! Du nøjes med at opleve tanken. Så ophører den med at være noget der påvirker dig helt automatisk. Den slipper sit greb og du behøver ikke mere at tage den for givet, du behøver ikke mere blindt at følge den. Du kan se den, slet og ret som en tanke.

Det er ikke nødvendigt at fortælle dig selv, eller mig, eller nogen anden hvorfor du har denne følelse af had, denne reaktion, eller hvorfor du føler dette håb eller denne intense glæde! Nøjes med at opleve det.

Det er meget vigtigt.

Under meditationen finder der ikke nogen analyse sted. Ingen forståelse heller. Lad tingene komme og gå. Føl dem, se dem, smag dem, lugt dem, eller hvad ved jeg. Det er det hele.

Med oplevelsen af at ‚Jeg oplever dette‛, ‚Jeg accepterer dette‛, frigør du sindets bindinger. Og når du først har givet slip på de ting som du ikke behøver mere, så er der ingen grund til at vende sig om og se efter dem. Når du er blevet af med din hovedpine, så står du ikke bagefter og søger efter den så du kan finde den og få den igen.

Meditationen lærer dig at tillade og acceptere disse følelser eller tanker, du hengiver dig betingelsesløst, uden at stritte imod og uden at ville forfølge dem bagefter – du får tid og lov til at føle og opleve dem. Du har et valg, du behøver ikke at følge dine tanker og følelser og de får derfor ikke uønskede konsekvenser i dit liv.

Så hvis du pludselig føler had, føl had! Hvis du gennemlever dette had i din meditation vil det ikke drive dig til handling bagefter. Nej, det er de ting som vi ikke tillader os selv at føle, eller som vi føler uden at vide at vi gør det eller som vi bortforklarer, det er dem, som får os til at opføre os urimeligt overfor andre mennesker – og overfor os selv.

Derfor ingen forståelse, ingen forklaring, ingen retfærdiggørelse under meditationen. Nøjes med det bedste: Oplev og giv slip!”

For den elev der forstår at udnytte tavsheden på kurset, kan den, i sammenhæng med meditationen Antar Mauna, blive en rig og frugtbar erfaring – også på længere sigt.

„Under tavsheden følte jeg, at jeg ville sige stop til visse tanker. Det var tanker som det forekommer mig at jeg kun har haft af gammel vane – der er ikke rigtig nogen steder i mig de kan få fat længere. ‚Stop‛ siger jeg ligesom i det 4. trin af Antar Mauna. Det er en skøn følelse, f.eks. under en gåtur, ‚Stop!‛.” (Anna, deltager fra Sverige, på et tremånedersretreat)

Tavsheden, sammen med meditationen Antar Mauna og underbygget af Kriya Yogaen, viser dig det „sted”, dig selv, hvorfra du oplever. I begyndelsen kommer det i glimt, men med en regelmæssig meditation bliver det mere og mere stabilt. En tilstand, et sted hvor man kan vende tilbage, igen og igen, for at være, for at hvile og genoprette den grundlæggende harmoni i krop og sind.

Herfra ser jeg på livet.

Livet ændrer sig hele tiden, men her ændrer intet sig. Her er stille, her ER – stilheden på hvis baggrund livet udfolder sig.

Andre steder

Et redskab i den mystiske søgen og erkendelse har altid været ensomhed (og derfor tavshed), foruden i Indien, f.eks. i ørknen i Mellemøsten, i bjergene i Tibet og i katolske klostre, som det der i vore dage findes på Bornholm, hvor de hvidklædte munke altid er tavse.

En stor gruppe Kvækere blev, efter tre dages tavshed på østkysten i USA, „enige" om hvor de skulle begive sig hen som nybyggere. Kvækerne har tavse gudstjenester.

Min gode ven maleren Sohan Qadri voksede op i Punjab i Indien. Da han var ung skulle han en dag gå fra sin landsby til en anden, som lå godt og vel en dagsrejse borte. Han havde fået ruten forklaret, men vidste, at han sikkert måtte spørge om vej, når han kom frem til en landsby som lå cirka midtvejs.

Da han kom til landsbyen var det imellemtiden blevet middag og alle lå og sov, så han besluttede sig til at forsøge selv at finde den rigtige vej på den anden side af byen.

På vej ud af byen ser han i det fjerne en gammel mand komme imod sig. „Nå, jeg kan sikkert spørge ham,” tænker han, men efterhånden som han nærmer sig manden taber han lysten og passerer ham uden at spørge.

Lidt efter kommer han til et vejkryds, og da der ikke er nogen skilte, må han give op og gå tilbage til landsbyen for at spørge om vej. Det første hus kan kommer til i landsbyen er en cykelforretning. Middagspausen er nu forbi, så han går ind og spørger en ung mand, der står i værkstedet, om vej.

Mens de snakker sammen, ser han, at den gamle mand sidder inde i gården. „Nu slår det mig pludselig, at jeg gik forbi den gamle mand, der sidder derinde”, siger Sohan til cykelsmeden. „Men jeg kunne ikke spørge ham om vej, det var da egentlig mærkeligt”. „Nej", siger cykelsmeden, „det er det ikke, det er min far, han er en Muni, han holder tavshed (Mauna).”

Håå internationale Retreat Center

Tre-måneders Sadhana Retreatet

Et-måneds Kriya Yoga Retreatet

Fortsættelsen til denne artikel er:
"Drivhuset, processen og ritualet i avanceret Kriya Yoga – Om at indvie og blive indviet i avanceret Kriya Yoga"