Odysseus

- et personligt vidnesbyrd til kulturarven i Danmark

af Swami Janakananda

Forord
I begyndelsen af 2000 blev jeg opfordret til at medvirke i et projekt på en hjemmeside ved navn Odysseus. Kuno Arnkilde var initiativtageren. Han ville undersøge hvad kulturarven i Danmark måtte indeholde.

I dag kunne det se ud som om Kuno Arnkildes oprindelige ide om at lade forskellige kendte danskere beskrive deres baggrund, blev (mis)brugt af nogle af de deltagende politikere til en kulturkanon. Denne kanon skulle vejlede os i hvad vi og efterfølgende generationer bør læse. Noget som let kan få til følge at man, i stedet for at inspirere, medvirker til at begrænse mangfoldigheden – eller – er kanonen blot, som den følgende tekst, endnu en del af mangfoldigheden? Tak for inspirationen, Kuno!

Indtrykkene

Kulturen!
Bekræftede den det jeg søgte?
Eller
Formede den mig?

Ud af en stor rigdom af tekster, billeder, film og hvad jeg har fået fortalt har jeg valgt det følgende. Musikken som betyder så meget kunne jeg ikke få med, da den skal høres, ikke omtales. Mine multimedieevner rakte ikke så langt. Jeg har valgt at løse denne opgave i form af en collage, et forløb, hvor jeg især lader overskrifterne kommentere teksterne - og har i øvrigt været sparsommelig med fortolkninger, jeg håber at citaterne og sammensætningen taler for sig selv. Læs den gerne som et forløb med en begyndelse og en slutning.

Den tidlige BARNDOM

"Der var en tid, da jeg var meget lille,
min hele krop var kun en alen lang;
sødt, når jeg denne tænker, tårer trille,
og derfor tænker jeg den mangen gang.

Jeg spøged i min ømme moders arme –
og sad til hest på bedstefaders knæ,
og kendte mismod, uro, grublen, harme
så lidt som penge, græsk og Galathe.

Da syntes mig, vor jord var meget mindre,
men tillige meget mindre slem;
da så jeg stjernerne som prikker tindre
og ønskte vinger for at fange dem.

Da så jeg månen ned bag øen glide
og tænkte: gid jeg var på øen dér!
Så kunde jeg dog rigtig få at vide
hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor køn den er!

Da så jeg undrende Guds sol at dale
mod vester ned i havets gyldne skød,
og dog om morgnen tidlig atter male
den hele himmelegn i østen rød, -

og tænkte på den nådige Gud fader,
som skabte mig og denne smukke sol
og alle disse himlens perlerader,
som vrimle fra hans hænder pol til pol.

Med barnlig andagt bad min unge læbe
den bøn, min fromme moder lærte mig:
O, gode Gud! O! lad mig altid stræbe
at blive viis og god og lyde dig!

Så bad jeg for min fader, for min moder
og for søster og den hele by
og for den ukendte konge og den stodder,
som gik mig krum og sukkende forbi.

De svandt, de svandt, de blide barndomsdage!
Min rolighed, min fryd med dem svandt hen!
Jeg kun erindringen har nu tilbage:
Gud, lad mig aldrig, aldrig tabe den!"

Fra tid til anden, siden jeg lærte den i skolen, er de første strofer af sangen (digtet) af Jens Baggesen dukket op i mit sind – og når jeg nu læser hele sangen igen, så må jeg undres, hvor tæt den er på at beskrive min egen tidlige barndom – og min aftenbøn.

At denne digter også har beskrevet en erkendelse i Labyrinten som stemmer overens med en tilsvarende viden, jeg som voksen har fundet andetsteds og selv erfaret sandheden af, er et andet sammentræf. Nemlig at livet består (eller bør bestå) af to ting: væren og vorden; det at være og det at blive til, at forandres, at handle. Her følger et citat fra Labyrinten:

"Kun ved at forandre sig, eksisterer mennesket;
kun ved at forblive uforanderligt eksisterer mennesket.
Forestillet i sin fuldendelse ville det således være den konstante enhed,
som i forandringens bølger evigt forbliver den samme."

(Jens Baggesen)

ANE VANE

Er kulturen, som vi betragter eller forestiller os den, baseret på ønsketænkning eller på en direkte oplevelse? Har vi ikke en tendens til at kalde det kultur som vi snobber for eller som inspirerer os, nemlig kunst, musik og litteratur? I sin Europas kulturhistorie siger Hartvig Frisch at kultur er vaner. Og ser vi på fremmede kulturer, eller kulturer langt tilbage i tiden, f.eks. bronzealder- eller stenalder-"kulturerne", så beskrives de ikke kun gennem deres kunstneriske udtryk i f.eks. helleristninger, men også gennem deres køkkenmøddinger og de rester af klædedragter som vi kan finde. Kultur er med andre ord hvad vi spiser, hvordan vi spiser, hvordan vi bader, vores klædedragt, vores sprog og hvordan vi udtrykker det, vores samfærdsels- og kommunikationsmidler m.m. - og naturligvis vores kunst, musik og litteratur.

Jamen, er kunsten af i dag en vane? Nej, det mener jeg ikke. Megen kunst i dag søger at bevidstgøre tilskueren gennem at vise livet på en måde, så det ser nyt og anderledes ud. Indenfor moderne litteratur og i psykologien findes begrebet deautomatisation. Det sker når man går fra at være vant til noget, noget som man tager for givet, til at opleve det på ny. Eksempler fra malerkunsten viser os dette: Andy Warhols Campbells Soup i flere variationer, Claes Oldenburgs skulptur af en murske i kæmpeformat og Roy Lichtensteins forstørrelser af tegneserier – alt sammen ting som vi er vant til, men som vi ser på ny, når kunstnere viser os dem igen (bortset fra at disse eksempler allerede er så gamle at vi har vænnet os til dem). Det hjælper ikke at vi udbryder: Ska dét være kunst?! Vores automatiske opfattelse af konservesdåsen er forstyrret, vi ser den på ny, om vi så vil det eller ej.

Kulturen ændrer sig altså ved at vi tillægger os nye vaner, og ved at vi afvænner os nogle af de gamle. Alting forandres livet igennem og vi kan få hjælp til at tilpasse os denne forandring af den de-automatiserende oplevelse som bl.a. kunsten giver os. Når vi bliver bevidste om hvordan vi forholder os til det vi oplever, så kan vi vælge hvilke meninger og holdninger vi vil beholde og hvilke vi vil give slip på. Det samme sker i forhold til vore tanker og følelser når vi mediterer. Når vi ikke identificerer os med sindets indhold, men nøjes med at opleve det, bliver vi friere stillet overfor hvilke impulser og ideer vi vil følge og hvilke vi vil ignorere.

Billede fra "Min amerikanske onkel" af Alain Resnais

I Alain Resnais film Min amerikanske onkel beskrives kulturen på samme måde som Hartvig Frisch en generation tidligere forestillede sig den. Filmen er et mesterværk, som enhver der ønsker at få et perspektiv på kulturen og vort forhold til den bør kende til. Sideløbende med filmens handling som må betegnes som en krads komedie beskriver Professor Henri Laborit de underliggende mekanismer for det der sker i filmen - hvordan vi reagerer som sociale individer, fysiologisk og emotionelt. Han fortæller også hvad der kan ske, når vi ikke kender os selv:

Billede fra "Min amerikanske onkel" af Alain Resnais

Det ubevidste er et frygtindgydende hjælpemiddel, ikke så meget på grund af det som er undertrykt, undertrykt fordi det er altfor smerteligt hvis det kommer til udtryk og fordi omgivelserne, sociokulturen, i så fald skulle straffe det; men tværtimod på grund af det som samme sociokultur tillader og til tider endog belønner. Alt præges fra den tidligste barndom i personens sind, og skønt individet er ubevidst om det, så er det netop denne del der bestemmer dets handlinger. Det er dette ikke-freudianske ubevidste som er det farligste.

Det vi kalder personligheden er en sammenblanding af værdiladede vurderinger, fordomme, og sandheder enhver tager for givet, den stivner i takt med at individet bliver ældre og mindre og mindre drager den i tvivl. Fjernes bare en enkelt sten fra denne bygning, så styrter den sammen. Angsten dukker frem. For at komme til udtryk vil denne angst ikke vige tilbage for mord eller i større skala for folkedrab og krig.

Vi begynder netop at forstå gennem hvilke mekanismer - hvordan og hvorfor - lag efter lag af dominerende hierarkier er opstået op igennem historien og ind i vor tid.

For at kunne rejse til månen må man kende til loven om tyngdekraften. Det at kende denne lov betyder ikke at vi er fri af tyngdekraften, men blot at vi kan bruge den til at gøre noget andet. Så længe vi ikke har fået formidlet til menneskene på denne planet, hvordan deres hjerner fungerer, og hvordan de bruger dem, hovedsagelig til at dominere andre med, sålænge vil der ikke være megen chance for forandring."

MYTERNE

Fra læsebogen i første klasse (1946?) husker jeg kun de islandske sagaer og myter. Skønt det at komme i skole var en chokerende forandring i mit liv, så var den tid jeg tilbragte i første klasse, takket være en klasselærer med format, den bedste af alle årene i skolen.

Gunnar Nyborg-Jensen der var kendt fra radioens børnetimer Vi synger sammen, for de seks til tiaarige og fra bogen De små synger, var en levende lærer. Han var interesseret i sine elever og i det de skulle lære. Ligeledes var han tolerant, og lod mig skrive med venstre hånd.

Siden gik det knapt så godt, da Nyborg-Jensen havde forladt Kirkebjergskolen i Vanløse, pga. en håbløs inspektør, blev min skrift og til dels min selvtillid ødelagt. Det begyndte i anden klasse hvor fem, 5, på hinanden følgende klasselærere, indenfor et og samme skoleår, hver med sin metode, tvang mig til at skrive med højre hånd. "The teachers that taught me weren’t cool..." sang the Beatles, så jeg var altså ikke alene dengang.

Fra tredje til femte klasse havde vi i det mindste kun een klasselærer, Monrad. En dag stod han sammen med en kollega foran alle os 32 drenge (pigerne var i en anden del af skolen), og talte om den fattigste dreng. Han sad naturligvis bagerst på den tredje række længst væk fra vinduet. Det var pladsen for den som efter lærerens vurdering var dummest i klassen. Jeg husker denne dreng som konstant forkølet, med en kæmpestor grå snotklat hængende ud af næsen. Af og til stak han tungen op for at smage på den, han havde forlængst opgivet at fjerne den...: "Det er da ikke noget under at han er dum, sådan som hjernen løber ud af ham," sagde Monrad. Og så lo vi alle sammen (pligtskyldigt?).

Men jeg glemte ikke min første læsebog og timerne med Gunnar Nyborg Jensen – den oldnordiske litteratur var sandelig en anden verden end den i Vanløse og også den i mit hjem, hvor Biblen var den vigtigste bog. Sagaerne og Eddaerne (den ældre og den yngre) havde overlevet på Island, men ikke desto mindre indeholder de hele det nordeuropæiske områdes sproglige og litterære rødder, plus en tidligere religion og mytologi. Jeg husker historier om Tor og Loke, Balder og Freja, om Fenrisulven og Midgårdsormen. Det som jeg i dag vil citere er dog brudstykker fra Odins og Sigurd Fafnersbanes indvielser.

Hvordan Odin fik runerne i sin magt

Odin på hesten Sleipner. Ovenover flyver en valkyrie.
Odin på hesten Sleipner. Ovenover flyver en valkyrie.
Detalje fra en billedsten fra Tjängvide, Alskog på Gotland. Fra begyndelsen af 800-tallet.

Fra Havamal i den gamle Edda. Vers 138 –142, 144.

"Jeg ved, at jeg hang på verdenstræet
ni hele nætter
såret med spyd og viet Odin,
jeg selv viet til mig selv,
bundet til det træ,
hvorom ingen ved
hvorhen dets rødder når.

Ingen gav mig brød
Ingen gav mig drikkehorn
ned i det dybeste jeg så,
tog runer op, skrigende
oplevede jeg at de blev del af mig
hvorefter jeg faldt ned derfra.

Ni kraftdigte lærte jeg
af Bøltorns berømte søn
Bestlas fader.
Og drik fik jeg af mjøden,
med den særlige virkning,
øset fra Odhrærir*

Fyldt af skabertrang blev jeg da
og vis
og voksede og nåede velmagt
for hvert ord jeg søgte
til flere ord jeg førtes
fra den ene dåd til den anden
Runer skal du finde
og stave der kan tydes,
meget store stave, meget stærke stave,
som Fimbulthulur** tegnede,
som de mægtige guder gjorde
og magternes Hroptur*** ristede.

Ved du hvordan man rister dem?
Ved du hvordan man tyder dem?
Ved du hvordan man maler dem?
Ved du hvordan man får dem til at virke?
Kan du bede med dem? Kan du blote med dem?
Ved du hvordan man sender dem af sted?
Ved du hvordan du kan stoppe deres virkning?"

*Den ældste betydning af Od er sind, sjæl, intellekt, men det betyder også digt, poesi, digtergave. Rerir eller Hrærir er det/den som rører, bevæger eller inspirerer.

** Fimbulthulur: "den store vismand": Odin.

*** Hroptur: Odin.

Det sidste vers i dette afsnit af Eddaen (145) handler om at det er bedre slet ikke at bruge runerne end at bruge dem for meget. Derefter følger et afsnit med atten vers som omtaler atten "sange" der beskriver brugen af runerne til atten forskellige formål (vers 146 til 163). Alt dette kan opsummeres som i det følgende vers. Det er fra sangen om Sigrdriva som jeg omtaler nedenfor i forbindelse med Sigurd.

Der findes runer til helbredelse
Der er runer til undsætning
Og runer for sejr
Og kostbare runer for kraft
Hvis du ikke sløser med dem
Og hvis du er uden vildfarelse
Vil runerne være lykkebringende
Må du have nytte af dem
til guderne forgår!

Fra Sigurds indvielse

Sigurdsristningen ved Ramsundsberget

Sigurdsristningen ved Ramsundsberget, i nærheden af Sundbyholm udenfor Eskilstuna, er Södermanlands mærkeligste og Sveriges største runeristning. Runeteksten har intet med motivet at gøre, men fortæller at "Sigrid Ormsdatter, mor til Alrik, gjorde denne bro for hendes mage Holmgers sjæl, far til Sigröd". Broen over Ramsundet som må have været omkring 60 meter lang var sikkert et imponerende bygningsværk bygget af træ. Af broen er kun fragmenter af et fundament tilbage.

Runeteksten til Sigurdsristningen ved Ramsundsberget

Billederne skildrer indholdet i Sigurd Fafnesbanes saga som blev nedskrevet på Island i 1200-talet, men den södermanlandske ristningen - som blev gjort i 1000-tallet - beviser altså at denne saga levede i disse bygder allerede dengang.

"Sindsruner skal du kunne,
hvis du i snilde vil overgå alle."

(fra sangen om Sigrdriva i den ældre Edda)

Min kommentar: Efter at Sigurd havde sejret over dragen Fafner red han op på Hindarfjellet og tog vejen sydover til Frankland. Han kommer til en skjoldborg, hvor han finder Sigrdriva. Odin havde for lang tid forinden stukket Sigrdriva med en søvntorn, men det lykkes Sigurd at vække hende. Hun var en kvinde med stor indsigt, en såkaldt valkyrie. Hun lærer nu Sigurd at bruge forskellige runer: sejrruner til kamp, ølruner for ikke at blive udsat for svig og list under et drikkegilde; hjælperuner, for at hjælpe fødende kvinder; brændingsruner til at bjerge nødstedte skibe, målruner for at beskytte sig mod andres had og harm, kvisteruner som kan bruges til at læge sår med. Og sidst men ikke mindst Hugruner, af det gamle ord hug (håg på svensk), eller hu, "gram i hu", "det huer mig ikke" som i dag oversættes med sind.

På Sanskrit har man ordet mantra som kommer af manas = sind, og trayate = frigøre. Mantra betyder altså at frigøre sindet underforstået gennem en bestemt lyd eller vibration. Og ud fra hvad vi får at vide i ovenstående citat, må vi formode, at det er det sindsrunerne er blevet brugt til. .

I Finland har man et epos som svarer til Eddaen. Det har overlevet i en mundtlig tradition op gennem århundrederne, for at blive nedskrevet i 1800-tallet. Det hedder Kalevala. Her finder vi også urord, kraftord, oprindelsesord, fødselsord... Når man skulle smede et sværd, så sang man bestemte strofer for at give sværdet kraft, når man byggede en båd ligeså...

Og denne tradition lever videre. Der er stadig folk her i Norden som kan stoppe en blødning med hjælp af sådanne stavelser – det har jeg bl.a. fået at vide fra en læge som arbejder på et hospital i Nordsverige.

MYSTIKKEN

For Åben Dør af J. Anker Larsen (med forord af Vilh. Grønbech, Gyldendal 1954) stødte jeg på da jeg gik på Ahms studenterkursus. Også den spejlede oplevelser jeg havde.

I 1923 fik J. Anker Larsen Gyldendals litteraturpris for romanen De vises sten. Jeg fik bogen på engelsk af en Amerikansk elev i New York engang i 80'erne. Da jeg kom hjem fra USA, fandt jeg den på dansk i bogkasserne i Fiolstræde, tillige med flere samlinger af hans indsigtsfulde og til tider ironiske noveller om ændrede bevidsthedstilstande, forestillinger om livet m.m. Følgende citat er fra For åben dør.

"Der var en tid, da jeg holdt meget af at tale om "det åbne" og "det lukkede"; en dame, der betegner sig selv som afgjort "lukket", sagde til mig: "Efter mange samtaler med dig forstår jeg nu din skelnen mellem åbent og lukket, men det er en rent tør, intellektuel forstaaelse, en teoretisk begriben. En levende opfattelse af det åbne har jeg ikke." - En dag da vi sad og talte om ingen verdens ting, kom hun til at se ud af vinduet; der stod et bøgetræ med aftensol over toppen. I det nu hendes blik faldt på træet, blev hun grebet af en dyb lykke over, at træet stod der og groede, og en dyb taknemlighed over, at hun havde lov til at se det. Overvældet vendte hun sig mod mig og sagde det. Da hun derpå så hen på træet, stod det endnu med sol i toppen – det samme træ, hun nu saa, var smukt og vakte et æstetisk behag. Det var tilmed hendes ejendom, hun kunde have, hvad formål med det hun vilde. Hun kunde hugge det om eller lade det stå, være god og give brændet til de fattige, en meget etisk anvendelse af træet. I det korte lykkelige øjeblik derimod var træet ikke hendes og ikke smukt eller grimt. Det var blot et træ, der stod og groede og fyldte hende med taknemlighed over at være til. Være til uden bagtanke.

I det øjeblik så hun i et glimt virkeligheden."

KVINDEN

"Du sökte en blomma
och fann en frukt.

Du sökte en källa
och fann ett hav.

Du sökte en kvinna
och fann en själ –

du är besviken."

Måske ville jeg have skrevet den sidste linje anderledes, som et spørgsmål: är du besviken? (besviken = skuffet). Men hvem er jeg at kritisere en af Nordens store digterinder? Hun levede i begyndelsen af det 20ende århundrede - den finsk-svenske digterinde Edith Södergran.

GUDINDEN

(i mig)

Den kraft der betegnes som bevidsthed i alle væsener,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der kendes som fornuft i alle væsener,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som søvn,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som sult,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som skygge,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som energi,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som tørst,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som tilgivelse,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener i form af de forskellige arter,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som generthed,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som fred,
hengiv dig til hende hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som tillid,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som kærlighed,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som lykke,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som et kald
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som hukommelse,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som medlidenhed,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som fuldbyrdelse,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som moder,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

Den kraft der findes i alle væsener som illusion,
hengiv dig til hende, hengiv dig til hende,
hengiv dig til hende, hengivelse, hengivelse.

(Tantrisk sang)

Sangen kunne være meget længere, den findes i Puranaerne. Den indeholder alle aspekter af livet og skelner ikke, som man kan se af versene ovenfor, mellem "positive" og "negative" aspekter. Alt er ét. Sangen opfordrer til at hengive sig til det der sker, det der alligevel sker, det der er - om det så er ydre betingelser, oplevelser, begivenheder eller alt det man går igennem - kort sagt, at man kan vove at leve livet som det er, i stedet for frustreret og utilfreds at stritte imod. At man kan vove at tage chancen og acceptere livet fuldt ud og hengive sig til det. Derigennem opnås en forandring, som ikke beror på tvang eller viljesanstrengelse, men på evnen til at opleve.

Men før jeg kom til denne indsigt, var der sket andet på den litterære front som havde været med til at bane vejen.

OPGØRET MED SKOLEÅRENE OG LÆREÅRENE

Først var det bogen Ross Dane af Aksel Sandemose. Om en vild dansker i Canada. Den blev læst op i klasserne af vores tegnelærer, kunstneren Bøgild, det sidste år jeg gik på Bagsværd Kostskole. Hvilken beskrivelse af en fødsel! Hvor en vild og blodig Ross Dane til slut kommer stavrende ud af døren til sin hytte efter at hans kvinde har født ham et barn...

I årene efter min skoletid var der ikke meget åndelig føde tilgængelig (udover radioteatret som det var midt i 50erne. Uden at anstrenge mig husker jeg Gustav Vieds Livsens Ondskab, Arthur Miller’s En Sælgers Død og en dramatisering af Koestlers Mørke midt på dagen, et stykke om Stalins rædselsvælde, hvor borger Rubasjov bliver stillet for retten i Moskva; samt skuespillere som Clara Phontopidan og Poul Reumert). Jeg var nemlig blevet sat i lære som snedker i 4 år.

I slutningen af det sidste læreår blev jeg sengeliggende og kunne derfor tage fat på den voksne litteratur. Det var mindet om Ross Dane som fik mig til at søge efter Aksel Sandemose, og i vinteren 1957-58 læste jeg En flygtning krydser sit spor og ikke mindst John Steinbecks Øst for paradis. Begge bøger handler om et ungt menneskes opgør med betingelserne. I Steinbecks bog var det især forholdet til faderen der sagde mig noget.

En flygtning krydser sit spor bidrog til et vendepunkt i mit liv. At få beskrevet de indbyrdes undertrykkende mekanismer i et samfund, mekanismer som jeg knap nok havde været bevidst om, og alligevel lidt under, var den første meget stærke impuls til den indsigt som efterhånden voksede frem, nemlig at jeg er ansvarlig for mit liv.

Bogen gjorde mig ikke negativt indstillet overfor samfundet som sådan, men hjalp mig i opgøret med de påvirkninger jeg var blevet udsat for og de komplekser jeg slæbte rundt på fra skole og læretid.

Foruden Jantelovens 10 bud og en kriminallov: "Du tror måske ikke jeg ved noget om dig?", så indeholder bogen en grundig og nuanceret beskrivelse af det som Aksel Sandemose kalder terroren mennesker bruger til at holde hinanden nede.

Mange siger de kender Janteloven og smider den i hovedet på hinanden ved enhver lejlighed, eller bryster sig med den. Sådan var det ikke for mig dengang. Jeg var fuldstændig uforberedt på bogens styrke og budskab.

Færre kender Jantelovens 10 bud ordret, og endnu færre har overhovedet læst bogen – de mangler derfor helt det dybere kendskab til hvordan Sandemose afslører disse mekanismer. Jeg vil sige, glem alt om Janteloven, den bliver alt for tit brugt af kujoner som ikke vover at tage livet i egne hænder og som mangler en undskyldning. Læs bogen og opdag at du ikke er alene!

Et par citater fra "En flygtning krydser sit spor" kan ikke fyldestgørende beskrive den mangfoldighed og den spænding som den indeholder. Og jeg tror knapt at en filmatisering af den vil kunne vride kniven i såret i en sådan grad som bogens tekst gør det. På den anden side blev jeg ved gensynet med bogen i dag overrasket af hans ensporede bitterhed og mangel på humor.

Lad mig citere følgende:

"Over det skrevne ord hænger dragen frøken Nibe. Hun troede, at et ord kan skrives rigtigt, og at der er ting, man kan sige og ting, man ikke kan sige. Begge dele er jo det rene sludder. Det eneste, vi har lært at udtrykke på prent er vor afhængighed. Et sted i mine blege skriverier skrev jeg "for pokker", og jeg husker tydeligt min stolthed over at turde. Det kan forekomme mærkeligt, at en mand med betydeligt værre ting bag sig skulle etablere et stort opbud af mod for at skrive pokker på et stykke papir, men så enkel er sagen nu heller ikke. Når man er bange, går man villigt ind bag formalismens jerntæppe og gemmer sig der. Man gemmer sig i det mest rigtige, verden har set, nemlig det sprog, Niberne har lært os. Frøken Nibe vidste, at "pokker" skrev man ikke, og der fandtes ikke skyggen af det i skrivebogen. En fanatisk modstander af den moderne skole sagde engang: Og der sidder børnene og skriver deres eget sludder! Ja, hvad ellers? Du skal ikke standse eller forkrøble dine børns skabertrang med røde, skræmmende streger. Du skal lade dem snakke, skrive og tegne, som de vil, og aldrig rette på noget. Du tapper blodet og modet ud af dine børn, hvis du gør det. Du tvinger deres fantasi ned i en kælder, eller dræber den. Vil du lære et barn det "rigtige" – og fornuftigt opfattet må barnet jo lære det – så skal det ske ved hjælp af afskrift og diktater, hvor barnets skabende evne og lyst ikke er impliceret. Jeg kan aldrig tilgive, hvordan mine første stile – som jeg skrev med lyst og glæde – blev sværtet til med røde streger af en dum mand. Han gjorde mig ulykkelig og ude af stand til at udtrykke mig. Stil kan man ikke lære et barn – man kan kun ødelægge den, som barnet allerede har."

Selv skrev jeg engang, lidt mere fredeligt, men med samme hensigt, semikolon til diktat i stedet for tegnet ";". Jeg mødte frøken Trane, som var min klasselærer på Søndermarksskolen, elleve år senere på Jægersborg Station (ikke et ondt ord om hende, hun var en af de bedste lærere jeg havde i skolen). Hun kunne stadig huske mig, skønt jeg kun havde været hendes elev i lidt over et år – "Jo, du skrev semikolon til diktat. Gjorde du det med vilje?"

Og så et citat fra Sandemose der i dag bl.a. kunne passe til visse politikeres og dermed mediernes hetz mod indvandrerne, men ikke kun:

"Vi møder angsten hver dag, i aviserne, i politik, overalt. Ladet med affekt nærmer menneskene sig et nyt problem. De tror, at de kan grupperes efter deres meninger, men de kan kun grupperes efter angstformer. Når der skal være valg, går terroren med sit blanke kranium grinende gennem gaden. Når man ikke vover at sætte lid til vælgernes fornuft, men bygger på det ukontrollerbare, svævende og meningsløse og bliver regering på grundlag af det, ville det være nærliggende at søge årsagerne til samfundsulykkerne her.

Man opererer med evig forskrækkelse. Da jeg var barn, stod der tit triste betragtninger i aviserne om overbefolkningen. Om hundrede år ville der næppe være plads til os her. Senere blev situationen en anden. Der kom langstrakte diskussioner om, hvor det skulle ende, når ingen ville have børn. Man mobiliserede både Gud og præster og hensyn til samfundet, og folk måtte sandelig tænke sig om!

Men da Syndfloden satte ind i 1929, glemte man både Gud og præsten og hensynet til samfundet og talte igen om overbefolkning. Nogle fandt snart ud af, at ulykken var, at fattigfolk lavede for mange unger i forrige generation. Ingen bryder sig om at blive mindet om, hvad de sagde om umoralen i 1928. I det hele taget findes der ingen moralister, som ikke nægter eller bortforklarer det, de sagde i forfjor.

Af de forbud, vi mødte som børn, blev nogle bestemmende for livet. Barnet søger løsningen på livsgåden, det søger famlende og usikkert, men vender hurtigt blikket mod forbuddene. Der er noget, de voksne vil skjule! De store sidder inde med alle forklaringerne og alle sandhederne og vil skjule dem for de små. Terroren lærer os hurtigt at resonere sådan, og på den måde er der skabt en basis for tyve, bedragere, forbrydere i almindelighed, og ikke mindst kikkere."

(Aksel Sandemose, En flygtning krydser sit spor, 1933.)

SKUMRINGSTIMEN

en del af det danske (de nordiske) folks kultur som er ved at blive glemt

Det er en artikel som jeg skrev for nogle år siden. Den er baseret på en samling tekster fra folk jeg har spurgt om emnet og på dansk kunst og litteratur. Jeg anser emnet for uhyre vigtigt, når jeg skal beskrive mine kulturelle forudsætninger. Da artiklen er fyldig i sig selv, og for at undgå at den skal dominere forløbet her, har jeg valgt at give den et særligt link, hvor man kan klikke sig hen og se på den. Læs Skumringstimen – tid til at være

ERKENDELSEN og atomet

"I denne sammenhæng kræver imidlertid skellet mellem subjekt og objekt særlig opmærksomhed. Enhver entydig meddelelse om vor sindstilstand indebærer naturligvis en skelnen mellem indholdet af vor bevidsthed og den baggrund, som vi løst beskriver som "os selv."

(Niels Bohr)

Jeg vil kommentere Niels Bohrs udsagn med en tekst fra det gamle Indien. Samtidig vil jeg vende det om og lade Niels Bohr med sin tekst kommentere den indiske og på den måde berige dem begge:

"Du alene er tilskueren og som sådan har du faktisk altid været fri.
Det eneste som bandt dig var at du anså en anden for at være tilskueren."

(Ashtavakra Gita)

DIGTEREN

Torkild Bjørnvig var for mig DIGTEREN i det som, i de tidlige tressere, var min danske nutidslitteratur. Hver gang jeg læste i en af hans bøger, blev inspirationen så stærk, at jeg selv måtte digte - ungdoms digte.

Et af hans digte - som svingede og var fyldt med genkendelige billeder, af oplevelser, som fra en sommerferiedag i skoven på Hohøj ved Mariager fjord, af følelser, af noget som man, som barn af det danske landskab, havde tilfælles med ham - det var Soria Moria fra samlingen Stjærnen bag gavlen (Gyldendal, 1961):

Ave Soria Moria –
Foraaret endnu engang,
Landet, det længselsfødte,
hvorom Fuglene sang.

Vi laa paa Græsset, og Luften
var klar og septembersval;
Solen lyste orange
over den skyggeblå Dal.

Du var som et Foraar, genrejst
af Skovbundens kølige Frugt;
din Kjole bar endnu Spor
af Løvfaldets æggende Lugt.

Ave den evige Ungdoms
Land, hvor vi vaagned – ja, Ave
den stærke Eros, som stiger
rosenfingret af Grave.

Den høje Middag var sval;
en blændende Bølge af Sol
skred over Skovene – duftfyldt
af Skovmærker og Viol.

Vi laante hinanden Ild
og Kølighed, Mund imod Mund;
dit Blik var det stille graa Hav,
som ejer den dybe Grund.

Ave Soria Moria –
Ave Solen, som steg –
Ave dit dejlige Ansigt,
hvorfra Skyggerne veg.

... Allerede vajede
Kirsebærrene røde
over vor Kærligheds unge
skovvilde Stævnemøde.

Allerede plettedes
Skovbrynets grønne Væg
med brunt – som Spurvenes varme
knapt udrugede Æg.

For alting skete det blide
berusende Øjeblik
imellem to Kys, hvor jeg lyttede
til dit Hjærtes Musik –

Sekundet, hvor Foraar og Sommer
og Høst drog gennem vort Sind
som Farver og dirrende Trækfugleskrig
og flyvende Sommerspind - -

Ave Sekundet, som parrer
de lette og flygtige Ting,
Sekundet, som magisk lukker
Aarstidernes Ring.

Ave Sekundet, Sekundet –
thi Ringen sprang op – og alt
blev Afstand og Stjærnestriber,
og Mørke hvori vi faldt.

Den skallede måne støtter
i sorte Grene sin Hage ...
Ingen Besværgelser; - intet
kalder sekundet tilbage.

Kun naar en fin Orient
bues septembersval,
sværmer den unge Pan
beruset i Dødsrigets Dal,

blæser fra Fløjten en Regn
Toner saa søde og vilde,
at Lyset brydes – og Landet
staar flygtigt og regnbuestille.

Ave dit Ansigt og Solen –
Ave det flygtende Spil –
Ave Soria Moria;
Landet, som aldrig var til.

Når jeg i dag atter slår op i Figur og ild (Gyldendal, 1959) falder mine øjne på et digt, som jeg dengang ikke havde bidt mærke i, men som jeg nu forstår. Samtidig forstår jeg måske også, hvorfor netop Bjørnvig (hvad jeg fik at vide af en kollega som havde talt med ham) havde værdsat mine skriverier i tidsskriftet Bindu i firserne. Tak! Netop hvad angår det at skrive, kunne ingen anden varme mit hjerte mere:

Grænsen

Ophører du med at skabe selv, men iagttager
flortynde Vinger bevæget i Puppen, Frøkærner svulme i Skallen,
Stjærner, som fødes – ser du, grebet af Skabelsens Gaade –
i en refleksagtig Vægring mod Selvudslettelsens Kalden –

ser du tilslut paa dig selv, til du stivner: aldrig
saa du dig selv med lukkede Øjne!
Stum barnlighed strømmer fra lukkede Øjenlåg,
dækket af Søvndis, uendeligt nøgne.

VISDOMMEN og det umiddelbare

Klodshans

Klods-Hans af H.C. Andersen er så velkendt at jeg ikke vil citere hele eventyret. Eventyret handler for mig om at forholde sig intuitivt og kreativt til livet og de opgaver man bliver stillet overfor. Det indeholder også andre ting som jeg absolut er enig med Andersen i, sandsynligvis fordi han i høj grad har været med til at præge mig. Allerede før jeg kunne læse fik jeg go’nathistorier af min mor:

... "Det er en svær Varme her er herinde!" sagde frieren.

"Det er fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger!" sagde Kongedatteren.
"Bæ!" der stod han, den tale havde han ikke ventet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget Morsomt vilde han have sagt. "Bæ!"

"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!" og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder.

"Her er en forfærdelig Hede!" – sagde han.

"Ja, vi steger Hanekyllinger i Dag!" sagde Kongedatteren

"Hvad be – hvad?!" sagde han, og alle Skriverne skrev Hvad be – hvad!

"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!"

Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i stuen. "Det var da en gloende Hede" sagde han.

"Det er fordi jeg steger Hanekyllinger!" sagde Kongedatteren.

"Det var jo rart det" sagde Klods-Hans, "saa kan jeg vel faae en Krage stegt?"

"Det kan De meget godt!" sagde Kongedatteren, "men har De Noget at stege den i, for jeg har hverken Potte eller Pande!"

"Men det har jeg!" sagde Klods-Hans. "Her er Kogetøi med Tinkrampe!" og saa tog han den gamle Træsko frem og satte Kragen midt i den.

"Det er et heelt Maaltid!" sagde Kongedatteren, "men hvor får vi Dyppelse fra!"

"Den har jeg i Lommen!" sagde Klods-Hans. "Jeg har saa meget at jeg kan spilde af det!" og saa hældte han lidt Pludder af Lommen.

"Det kan jeg lide!" sagde Kongedatteren, "Du kan da svare! og Du kan tale og Dig vil jeg have til Mand! ..."

Dette eventyr vil jeg lade et citat fra I Ching kommentere, fra tegnet ’besiddelse i stor målestok’:

"’Han, hvis sandhed er tilgængelig’ - vækker ved sin pålidelighed andres viljer. Hans lykkebringende værdighed kommer af at han handler ubesværet, uden forberedelse."

Når Klods-Hans begiver sig af sted på frierfærd, har han ikke planlagt det i forvejen, i modsætning til sine brødre. Han har heller ikke planlagt at han skal finde en død krage, træskoen eller mudderet, de er der bare. Han ser tingene og forstår at bruge dem.

Under samme overskrift må jeg nævne Tao Te Ching af Lao Tze – hvis man kun må tage én bog med på en øde ø, så er dette bogen som jeg vil tage med. Jeg stødte på den i 1967, hvor en bekendt til mig sad og oversatte den, så jeg fik en lille bid af den, hver gang jeg besøgte ham.

De følgende citater har fulgt mig siden, og dog er de kun en lille del af det som denne bog er for mig: Selve essensen af visdom. Alligevel er jeg ikke ’taoist’.

"... når Tao slippes
er der kraften,
når kraften slippes
er der godgørenhed,
når godgørenhed slippes
er der retfærdighed,
når retfærdigheden slippes
er der formalisme.

Men at holde på formerne er kun fortyndet troskab,
og tro er begyndelsen til forvirring,
traditionen er kun Tao’s blomst
og begyndelsen til uvidenhed.

Derfor vil en stor og mægtig leder holde sig til det solide
og ikke dvæle i det ydre,
han holder sig til frugten og dvæler ikke i blomsten.
Derfor undgår han den sidste og vælger den første.

...

Vend tilbage til det rene.
Opgiv hellighed,
lad betænksomhed fare,
og folket vil vinde hundredfold,
opgiv godgørenhed, lad retfærdighed fare,
og folket vil vende tilbage til sønlig kærlighed og faderlig ømhed,
opgiv snildhed, lad gevinsten fare,
og tyve og røvere vil ikke findes ..."

(Tao Te Ching ved Åge Delbanco)

ØVELSEN, UNIVERSET og HUMOREN

Lidt astrogymnastik (Piet Hein, fra Gruk 2.samling 1941 Politikkens Forlag)

(Piet Hein, fra Gruk 2. samling 1941 Politikens Forlag)

Selvfølgelig skulle jeg have skrevet om Storm P .: "Hvad mener du om verdenssituationen? Det ved jeg ikke, jeg har fået en flue i øjet." Eller Halfdan Rasmussen som jeg gjorde et kort bekendtskab med, da jeg arbejdede med et stykke på Det Lille Teater han skrev om i Politiken - et yderst sympatisk menneske med stor medfølelse og indlevelsesevne – og sikke nogle dejlige tosserier. Jeg kunne også have valgt Fritz Jürgensen: "Fa’er! Er det verdenshavet? Nej, lille Gysse, det er Frederiksholms kanal."

Jeg valgte Piet Hein, fordi han ikke bare har en humor der er parret med visdom, men han repræsenterer også dansk arkitektur og møbelarkitektur, og han havde en verdensopfattelse som var videnskabelig uden at være snæversynet, ja, den var så omfattende at han endog har givet verdensaltet en form. Det er en form som kommer tæt på den moderne astronomis computersimuleringer, på grundlag af de seneste målinger

(se NASAs hjemmesider på webben:
https://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/ap971214.html
https://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/ap980121.html
https://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/ap990627.html
https://antwrp.gsfc.nasa.gov/apod/ap980321.html ),

nemlig hans superellipse. De gamle Indere kaldte det en Brahmanda (Altets æg). Den form opstår når stenene ligger i nogle bestemte flodlejer i Indien, hvor to floder løber sammen i en.

Brahmanda Piet Heins superellipse
BrahmandaPiet Heins superellipse

DET ENDELIGE OG DET UENDELIGE

- vil jeg lade min svenske favoritforfatter og digter Harry Martinson udtrykke. Hvis jeg skal gå ud fra hvor meget hans forfatterskab har betydet for mig, både hvad angår følsomhed og perspektiv på livet og døden, på det vedtagne almindelige og det ualmindelige - det som opleves uden forventninger - og endelig hans bekymring for Jordens tilstand på et tidspunkt før nogen anden havde indset faren ved forureningen. Så kan jeg ikke andet end at anbefale det hele, fra barndomserindringerne Nässlorna blommar over Vägen till Klockrike om vagabonden Bolle som vandrer rundt i Sverige, gennem alle hans digte, til hans store epos Aniara om det kæmpestore rumskib som på vej mod Mars bliver slået ud af kurs af en asteroide og nu har kurs mod stjernebilledet Lyren:

"På sjätte året Aniara drog
med oförminskad fart mot Lyrans bild.
Chefsastronomen höll ett föredrag
för emigranterna om rymdens djup.

I handen höll han upp en vacker skål av glas:

Jag skall berätta vad jag hört om glas
och då skall ni förstå. I varje glas
som står tillräckligt länge oberört
förflyttas glasets blåsa efterhand
oändligt sakta mot en annan punkt
i glasets kropp och efter tusen år
har blåsan gjort en resa i sitt glas.

På samma sätt i en oändlig rymd
där svalg av ljusårs djup sin välvning slår
kring blåsan Aniara där hon går.
Ty fastän farten som hon gör är stor
och mycket högre än en snabb planets
är hennes hastighet med rymdmått sedd
på pricken svarande mot den vi vet
att blåsan gör i denna skål av glas."

Og et digt fra hans tidlige sømandsår:

Resans slut

"Många som varit på bio tala
som om de varit i Guatemala.

Pojken som verkligen varit därborta
kommer bland alla därhemma till korta.

När han berättar om livet därute,
sucka de: "Ack om på bio vi sute."

Den sidste mening i digtet kan også oversættes til nutidsdansk med: "Åh om vi dog sad foran fjernsynet".

Og igen til Aniara. (Goldonder = rumskib):

" Spjutet (spydet)

På elfte året fick vi se en syn;
den smalaste, den magraste av syner:
ett spjut som rörde sig i Universum.
Det kom från samma håll som vår goldonder
och böjde inte av men höll sin bana.
Dess hastighet var större än goldonderns,
med följd att spjutet
snabbt drog bort ifrån oss.

Men efteråt satt vi i grupper länge
och talade uppjagat med varandra,
om spjutet, om dess väg och om dess ursprung.
Men ingen visste, ingen kunde veta.
Någon gissade, men ingen trodde:
Det var på något sätt ej till att tro på,
var meningslöst som föremål för tro.
Det bara flög igenom Universum.
Tomhetens spjut gick meningslöst sin bana.
Men ändå hade denna syn
en makt att ändra hjärnorna hos många:
Tre blev galna, en tog livet av sig:
Och ännu en begynte med en sekt,
en skrikigt torr, asketiskt tråkig skara,
som länge bråkade i Aniara.

Så träffades vi lika fullt av spjutet."

Jo, han fik Nobelprisen, men hans samtids avundsjuka tog kål på ham.

HELHEDEN

De valg, jeg har gjort til denne artikel har for en stor del at gøre med oplægget, nemlig de rødder der stikker så dybt at indtrykkene er forblevet varige. Og her står Paul Klee, som en af dem der indenfor malerkunsten har haft den allerstærkeste indflydelse på mig.

Foruden et par eksempler af Klees underfundige og mindre kendte tegninger har jeg valgt maleriet Mit dem Adler. Det repræsenterer en tidlig og oprindelig påvirkning i min ungdom og har bevaret sin kraft som en del af det mønster, hvoraf min personlighed er opbygget.

Naturligvis har jeg haft andre påvirkninger fra malere som jeg værdsætter højt, ligesom jeg har haft kunstnere som lærere da jeg i 1960 gik på St. Martins School of Art i London og da jeg lærte emaljemaleri af maleren Giorgio Musoni i Jægersborg midt i 60'erne, og mange af mine venner er kunstmalere, men netop Paul Klee kom tidligt ind i min bevidsthed og bliver ved med at rumstere der.

En af de ting som fascinerer mig ved Klee er at han går ind lige under huden. Der beskæftiger han sig med de forskellige sindstilstande og holdninger som vi klamrer os til, men som vi ikke ser hos os selv, idet vi kun ser det vi forventer. Vi lægger altid ansigtet i de samme folder når vi ser os i spejlet. Eller sagt med Klee’s egne ord og tegninger:

"tænker for meget" - af Paul Klee"nu gælder det om at holde ud!" - af Paul Klee
"tænker for meget""det gælder om at holde ud!"

"Mange vil ikke erkende mit spejls sandhed. Man burde betænke, at jeg ikke er til for at spejle overfladen (det kan den fotografiske plade), men må trænge ind i det indre. Jeg spejler helt ind i hjertet. Jeg skriver ordene på panden og omkring mundvigene. Mine menneskeansigter er sandere end de virkelige." (Paul Klee)

"Mit dem Adler" (med Ørnen) af Paul Klee

Mit dem Adler (med Ørnen) repræsenterer for mig den tilstand man er i, når man ikke analyserer eller kritisk går in og fortaber sig i en detalje, men vover at være tilstede i helheden, det er en tilstand, men ikke en begrænset en. Det er ikke noget tilfælde at Klee har valgt ørnen og et øje som motiv og symbol.

"Versunkenheit – fordybelse" selvportræt 1919 af Paul Klee
"Versunkenheit – fordybelse" selvportræt af Paul Klee 1919

Netop ørnen (eller en lignende fugl, i Danmark er det en falk i det gamle folkeeventyr, Skomagersvenden) repræsenterer bevidstheden i sig selv, overblikket, den seende. Det forekommer i shamanismen og i folkelitteraturen overalt på kloden.

Samtidig viser billedet et landskab med dyr, et hus og mennesker. Vi er i naturen - som for mig ofte er stedet hvor helhedsoplevelser spontant opstår – eller er vi? Vi er også i sindet, hvor vi oplever.

"Overensstemmelsen mellem indre og ydre er ikke noget formelt problem men derimod et spørgsmål om den sjælelige helhed, det åndelige indhold." (Paul Klee)

Begge citater er fra Das bildnerische Denken, Benno Schwabe-Verlag, Basel 1956. Oversat af Poul Vad for Statens museum for kunst 1959).

BEVIDSTHEDEN

Jeg vil lade disse 3 digte af Kabir tale for sig selv. Kabir regnes for en af Indiens gennem tiderne største digtere.

"Min bror! når jeg var glemsom, viste min sande guru mig vejen.
Da forlod jeg alle ritualer og ceremonier,
Jeg badede ikke mere i det hellige vand:
Da lærte jeg, at jeg alene var gal,
og hele verden omkring mig var forstandig
- jeg havde forstyrret disse vise mennesker.

Fra da af kunne jeg ikke mere rulle mig i støvet af lydighed:
Jeg ringer ikke med tempelklokken:
Jeg sætter ikke idolet på sin trone:
Jeg tilbeder ikke billedet med blomster.

Det er ikke askesen, som plager kødet der behager Herren:
Når du smider dit tøj væk og dræber dine sanser, behager du ikke Herren:
Det menneske, som er venligt og retskaffent,
som forbliver sig selv midt i verdens begivenheder,
som betragter alle væsener på jorden, som sig selv,
Han når til den Udødelige Væren, den sande Gud er altid hos ham.

Kabir siger:

’Han hvis ord er rene, og som er fri fra stolthed og indbildskhed,
opnår det sande Navn.’"

"Menneske, hvis ikke du kender din egen Herre,
af hvad er du da så stolt?
Smid din kløgt overbord.
Ord alene skal aldrig knytte dig til Ham.
Bedrag ikke dig selv med de hellige skrifters vidnesbyrd.

Kærlighed er noget andet end dette,
og den,
som ærligt har søgt den,
han har fundet."

"Mellem det bevidstes og det ubevidstes poler
har sindet svunget sig.
Heri bæres alle væsener og alle verdener,
og denne svingen stopper aldrig.

Millioner af væsener er der: solen og månen i deres baner er der:
Millioner af tidsaldre forløber, og svingningen fortsætter.
Alt svinger! himlen og jorden og luften og vandet,
og Herren selv, som tager form:

Og synet af dette har gjort Kabir til en tjener."

Kabir er født i Indien ca. 1440, ifølge ham selv "på en gang barn af Allah og Rama (islam og hinduisme). Disse digte har jeg oversat fra Rabindranath Tagores engelske gendigtning, med undtagelse af "Menneske, hvis..." det er taget fra "Digte af Kabir", på dansk ved Niels Holt. Borgens Forlag, 1954.

DAGLIGDAGEN og oplevelsen

fra Lover’s Gift af Rabindranath Tagore

"I travelled the old road every day, I took the fruits to the market, my cattle to the meadows, I ferried my boat across the stream and all the ways were well known to me.

One morning my basket was heavy with wares. Men were busy in the fields, the pastures crowded with cattle; the breast of earth heaved with the mirth of ripening rice.

Suddenly there was a tremor in the air, and the sky seemed to kiss me on my forehead. My mind started up like the morning out of mist.

I forgot to follow the track. I stepped a few paces from the path, and my familiar world appeared strange to me, like a flower I had only known in bud.

My everyday wisdom was ashamed. I went astray in the fairyland of things. It was the best luck of my life that I lost my path that morning, and found my eternal childhood."

AT FINDE SIG TIL RETTE

Kvinden i Sandet Suna no Onna, en Japansk film fra 1964 af Hiroshi Teshigahara.

Billede fra "Kvinden i Sandet" Suna no Onna, en Japansk film fra 1964 af Hiroshi Teshigahara.

Den intellektuelle del af vor kultur har en tendens til at lære os en kritisk og skeptisk holdning overfor livet, som om det var et udtryk for klogskab. En sådan holdning giver os ikke mulighed for at undersøge hvordan her er, idet vi mener at vide det på forhånd. En sådan holdning fratager os formålet med vore liv - at vi er del af et fællesskab og har noget at udrette i det. Ofte har vi en forestilling om at vi burde lave os selv om, uden egentlig at kende til det vi vil lave om. Vi løber fra situation til situation uden at vide hvilke muligheder den situation vi lige passerede igennem kunne have haft for os. Vi forfølger ting som kan give os ære og berømmelse, uden at de i sig selv har noget virkeligt indhold. Man kan sige at det er en sådan holdning der er udgangspunktet for den ene af de to hovedpersoner i Kvinden i Sandet.

Filmen er dog langt fra "intellektuel" men et spændende kunstværk og en handlingsfilm. En mand er på studieudflugt fra storbyen til klitterne ude ved havet for at finde sjældne insekter. Her bliver han fanget i en situation som han ikke kan slippe fra... Jeg vil ikke beskrive handlingen i detaljer, den må man selv opleve, og hvis handlingen ikke er nok, så er filmens billedkvalitet mere end nok for at se filmen.

Gennem dens kunstneriske økonomi har Hiroshi Teshigahara opnået en sjælden intensitet. Han begrænser sig til ét element, nemlig sandet. Det er levende og flytter på sig, det drysser, bevæger sig i bølger, fyger og søger at udfylde alle fordybninger, ligesom det har den egenskab at tiltrække fugt...

Er det mon en tradition i Japansk film at lade et element være den grundlæggende baggrund for handlingen? I Rashomon lod Kuroshawa det øsregne gennem hele filmen og i Onibaba (1964) af Kaneto Shindo er det blæsten som dominerer.

Billede fra "Kvinden i Sandet" Suna no Onna, en Japansk film fra 1964 af Hiroshi Teshigahara

Kvinden i Sandet er for mig en af det tyvende århundredes største film. Fotograferingen er helt enestående og er medvirkende til at filmen gennemsyres af en stærk sensualisme, uden at forfalde til pornografi. Jeg så den, da den var ny i 64, og igen i de senere år i filmhuset. Filmmuseets kopi er dog så skadet, at man ikke fatter, at det ikke indgår i museets funktioner at passe godt på de film de har, og eventuelt at restaurere dem. Nu har jeg skaffet en kopi fra England på DVD, da jeg ønsker at vise den for andre.

Selvfølgelig er der hundredvis af gode film at vælge imellem - fra Orson Welles i Amerika, Politiets blinde øje og Citizen Kane, over Ingemar Bergman, ja, hvad skal man nævne? Det sjunde inseglet, tror jeg og Carl T.H. Dreyer, Vredens Dag og Jeanne d’Arc, til de nyere danske film som Idioterne af Lars von Trier. I en del af mit liv har min interesse været rettet mod film, både som et studium ved Københavns Universitet, men fremfor alt som en lidenskab, en tørst efter god "litteratur". Jeg har allerede nævnt Alain Resnais, som en fremragende filmskaber. Han blev kendt med Hiroshima mon amour, men har lavet andre film, som Muriel og Sidste år i Marienbad og kortfilmen Nacht und Nebel om koncentrationslejrene under anden verdenskrig. Og jeg kunne blive i Frankrig med "la nouvelle vouge" fra begyndelsen af 60'erne. Skal jeg fremhæve en fra den gang, må det blive outsideren Lola af Jacques Demy, hvad der måske vil undre nogen. Denne instruktør er også kendt fra syngefilmen Pigen med paraplyerne. I hovedrollen ses Anouk Aimee i en af hendes bedste roller. På min DVD citeres Time Out tidskriftet fra London: "A vibrant reminder of all that cinema has lost in the last thirty years. Miss it at your peril."

Lola er en film, der som Kvinden i Sandet handler om skæbne, men på en helt anden måde. I Lola er det som om alle livets strukturer er fastlagt på forhånd, og selvom der er flere generationer i filmen, ser det ud som om at de repræsenterer de samme personer på forskellige alderstrin, de samme grundlæggende drømme og tendenser eller at alt sker i form af cykler som gentager sig livet igennem og bringer personerne mod deres bestemmelse. Handlingen spænder over nogle få dage og foregår i havnebyen Nantes i det vestlige Frankrig. I løbet af disse dage møder filmens alle personer hinanden i forskellige situationer og får indbyrdes afgørende betydning på de omvæltninger der således sker i deres liv. Filmen handler om kærlighed, om den første kærlighed, om troen på den, om håbet – og for Lola om at vente i syv år – og alligevel, den har også undertoner af angsten for at give slip og åbne sig.

Kvinden i sandet er mere lineær, den har en frustrerende begyndelse og en forløsende slutning. Er det mon konkrete ydre omstændigheder der tvinger et menneske til at møde sig selv og den livssituation det er havnet i - eller er hele livet lagt tilrette med dette ene formål?

Billede fra "Lola" af Jacques Demy

Begge film har en lykkelig slutning kan jeg afsløre – Kvinden i Sandet, næsten som en Zen-historie, Lola er på en gang en dyb, kunstnerisk og let fortælling om mennesker og deres relationer – en slags tidlig popkunst til klassisk musik og med litterære hentydninger.

Lola stimulerede mig først og fremmest følelsesmæssigt. Den blev lavet i 1960, hvor jeg selv havde forlovet mig med en fransk kvinde i London.

Billede fra "Kvinden i Sandet" Suna no Onna, en Japansk film fra 1964 af Hiroshi Teshigahara

Kvinden i Sandet var med til at pege på, at det er muligt at få det bedste ud af netop det liv som jeg lever, med de betingelser som jeg har, og som jeg kan skabe med på. At gøre en opdagelse som har et formål, og som også kan være til nytte for andre, giver tilværelsen mening og tilfredsheden indfinder sig.

ÅNDELIGHEDEN

Da jeg i 1959 arbejdede i havnen i Bremen, gik jeg også på en skole, hvor jeg, som det bedste, lærte om tysk litteratur. Hr. Johneweit var min litteraturlærer. Han var flygtning fra Østpreussen. Og skønt han derfor havde ret til en slags pension, som han ikke havde fået – så ville han hellere dø af sult end at gå op på et kontor og stå foran en bureaukrat med hatten i hånden. Men han var rig på en anden måde, han ejede den tyske litteratur, og havde en evne til at dele den med andre. En dag gav han mig et stykke papir med et digt af Herman Hesse. Det har fulgt mig lige siden:

Stufen

Wie jede blüte welkt
und jede jugend dem alter weicht ...

Dette digt er oprindelig trykt i bogen Das Glasperlenspiel som et af Magister Ludis, Josef Knechts efterladte skrifter. Med Glasperlespillet forudser Hesse på en måde det der i dag sker med internettet, men også denne collage af citater og kommentarer som jeg har lavet her, kunne meget vel have været en opgave for mesteren i leg, Magister Ludi.

Trin

Som hver blomst visner og hver ungdom
For alderen viger, blomstrer hvert livstrin,
Blomstrer hver visdom og hver dyd
Til sin tid og må ikke evigt vare.

Hjertet må, hver gang livet kalder
Parat til afsked være og til på ny at begynde
For med tapperhed og uden sorg
At hengive sig i andre, nye bindinger.

Og i hver begyndelse bor en trolddom
Som beskytter os og hjælper os at leve.

Muntert skal fra rum til rum vi skride
Men til intet, som til vor hjemstavn, os klynge
Verdensånden vil os ikke lænke eller begrænse os
Den vil, trin for trin, os højne, udvide...

Knap føler vi os hjemme i en livskreds
Og trygt vænnet os derved, så truer søvnigheden
Kun den som er klar til opbrud og til at rejse,
Kan løsrive sig fra lammende vaner
Måske vil også dødsøjeblikket
Os, som unge, videre til nye steder sende
Livets kald på os vil aldrig ende,
Velan da hjerte, tag afsked og bliv sund!

En tekst på linie med denne, om min kulturelle baggrund, men med et andet udgangspunkt, finder du under Tid til at lære… tid til indsigt… tid til at undervise…