Vælg en side

Skomagersvenden

– og ægget

Et dansk folkeeventyr

Der var en gang en fattig enke, som havde en ene­ste søn. Ham satte hun i skomagerlære, for han skulle da lære noget. Da drengen havde stået sin læretid ud og var blevet en dygtig skomagersvend, kom han tilbage til sin moder. Hun ville endelig beholde ham hjemme hos sig, skønt hun var meget fattig. Men hvor gerne hun end ville, blev det hen­de umuligt at føde ham længer, hvad hun også sagde til ham. »Du ved«, sagde han, »at jeg bestan­dig har sagt, at jeg burde rejse ud i verden, for at lære noget mere og prøve min lykke ligesom andre, unge svende, giv mig derfor din velsignelse, så snører jeg min ransel og vandrer min vej.« Hun forstod, at det jo ikke kunne være anderledes; derfor gav hun ham med, hvad smågodt hun havde, ønskede ham Guds fred og bad ham fare vel både i gry og i kvæld.

Som han nu vandrede hen ad vejen med sko­magerranselen på nakken, kom der en uhyre stor hund forbi ham i en sådan fart, at man knap kunne kaste sine øjne på den, så var den ikke til at øjne. Hvad mon den store hund havde så travlt for, tænkte han, men det var aldrig så snart tænkt af ham, så ser han en bjørn med samme fart løbe sig forbi. Det var da underligt, som dyrene kiler af i dag, hvad mon det har at betyde, tænkte han. I det samme fik han øje på en orm, der bugtede sig hen ad jorden, alt hvad den kunne, og til sidst så han en hvid falk, der kom farende gennem luften som et lyn. Alle dyrene forsvandt i den store skov forude på skomagersvendens vej.

Da nu skomagersvenden når hen til skoven, ser han igen den store hund foran sig. Hunden beder ham følge med ind i skoven at dele en hjort, som bjørnen, falken, ormen og den selv havde fanget, og som de nu ikke kunne komme til rette om at dele. »Det vil vi nu bede dig om at gøre for os«, sagde hunden. »Ja såmænd, det kan jeg gerne prøve på, bare I så vil være fornøjede med min dom.« »Jo det vil vi da«, svarede hunden. Nu følger skomagersvenden med ind i skoven, hen til det sted hvor bjørnen, falken og ormen venter på ham. Han skærer først hovedet af hjorten og giver til ormen; »det er din part«, sagde han; så skærer han hjorten op, tager indvoldene ud og giver til falken: »her er din part«. Derefter skærer han kødet fra benene og giver til bjørnen: »her er din part«, og endelig giver han benene til hunden at gnave: »det er så din part.«

Skomagersvenden sagde nu Farvel og gik videre, og de fire dyr kastede sig med grådighed over den part, skomagersvenden havde tildelt dem. Men da han var kommet et stykke vej ind i skoven, hører han en stærk raslen bag sig; han vender sig om og ser hunden stå foran sig. »Følg med til­bage«, sagde den, »bjørnen, falken, ormen og jeg vil hver skænke dig en gave, fordi du har delt hjor­ten så godt for os.« »Det vil jeg gerne«, sagde skomagersvenden, og følger med hunden tilbage til bjørnen, falken og ormen. »Jeg vil give dig et ønske«, siger bjørnen, »og det er, at når du ønsker dig til bjørn, så skal du også blive en bjørn, dob­belt så stærk som jeg. Og når du ikke vil være bjørn længer, så skal du blive menneske, ganske som før.« »Og jeg vil give dig et ønske«, siger den store hund, »og det er, at når du ønsker dig til hund, så skal du også blive en hund, der kan løbe dobbelt så hurtigt som jeg; og når du ikke vil være hund længer, så skal du blive menneske igen, ganske som før.« »Også jeg vil give dig et ønske«, siger den skønne hvide falk, »og det er, at når du ønsker dig til falk, så skal du også blive til en falk, der kan flyve dobbelt så hurtigt og dobbelt så langt som jeg; og når du ikke vil være falk længer, så skal du blive menneske igen, ganske som før.« »Og jeg vil med give dig et ønske«, siger den lille orm, »og det er, at når du ønsker at være en orm, så skal du også kunne blive en orm, dobbelt så dygtig til at krybe gennem sprækker og revner som jeg; og vil du så ikke være orm længer, så skal du blive menneske igen, ganske som før.« Skomagersvenden takkede de fire dyr for den gave, de hver især havde givet ham, og fortsatte sin vej.

Da han nu havde gået en tid lang, kom han i tanker om, at han ville prøve, om han virkelig havde magt til at skabe sig fra menneske til dyr, og tilbage til menneske igen, lige som han ville, og det gik så meget godt. Så skabte han sig til sidst til falk, for den kunne flyve hurtigst og komme videst.

Som falk flyver nu vor skomagersvend over mange riger og lande, men endelig daler han ned i et træ i en dejlig slotshave. Der var det underlige ved det slot, at det kun havde vinduer imod nord, ikke derimod i øst, syd eller vest. Idet nu den hvide falk sætter sig i træet, kommer kongedatteren og hendes hofdamer til vinduerne og får øje på den skønne fugl. »Det var dog en herlig falk«, siger hun til hofdamerne, »bare man kunne fange den.« Fal­ken hørte nok, hvad den dejlige kongedatter sagde, og den lovede sig selv, at den skulde ikke blive svær at fange. Kongedatteren sætter lokkemad på vindueskarmen, og hun glæder sig ved at se den hvide falk tage for sig af kødet. Hun lægger kød i vinduet, og falken flyver ind i vinduet og tager kødet. Hun tager nu kød i sin egen hånd, og falken flyver helt ind og spiser kødet af hendes hånd. Hun taler gode ord til den, klapper den og kæler for den og får den så inderlig kær.

Om aftenen bliver falken sat i et bur, der bli­ver stillet ind i kongedatterens sovekammer; hun ville have sin kære falk hos sig natten igennem. Da alt var blevet stille, og den dejlige unge kongedatter sov, ønskede falken sig til orm, krøb ud mellem burets tremmer, og så ønskede han sig til menneske. Han går helt hen til kongedatterens seng, vækker hende blideligt og hilser hende venligt og stille. Først blev hun meget forskrækket, men da han sagde hende, at han var hendes hvide falk, og viste hende, hvorledes han kunne skabe sig til falk, så fik hun ham inderlig kær. Derefter viste han hende, hvorledes han kunne skabe sig til bjørn, til hund, og til orm, og havde hun ikke været forelsket i ham før, så blev hun det nu. Hun fortalte ham, at hun en gang var lovet hen til en prins, som hun ikke kendte, men som hun på ingen måde ville have, da hun så, hvor hæslig han var. Nu var denne prins en mægtig troldmand, og han sagde, at hvis solen herefterdags nogensinde kom til at skinne på hende, så hørte hun ham til. »Derfor er der kun vinduer mod nord her på slottet, og derfor kan jeg aldrig gifte mig, uden at jeg får en, som vil leve med mig i disse mørke stuer, hvor solen aldrig skinner«. »Ja, det ville jeg, hvis jeg bare var en prins, og ikke kun en fattig skomagersvend«. »Her har du en Pung fuld af Guld, den kan du flyve bort med, og så kan du komme i optog som en kongesøn og bejle til mig. Så skal du nok få ja både af min fader og af mig«, siger kongedatter­en. Han ønskede sig til falk, tog pungen med guldpengene i sin klo og fløj bort. Kongedatteren lod, som hun sørgede meget over, at hendes hvide falk var fløjet sin vej, men hun længtes meget efter, at den skulle komme tilbage igen.

Månedsdagen derefter sad kongedatteren ved vinduet og tænkte på sin falk. Op ad slotsgården kom der ridende en fornem prins med et stolt følge, og det var ganske rigtig ham, som hun ventede. Den fremmede prins bad hendes fader om hendes hånd. Han fik straks ja både af kongen og hans datter, og der blev holdt et pragtfuldt bryllup.

De levede så overmåde godt med hinanden, men han gjorde sig aldrig til falk mere, det havde hverken han eller hun længer nogen fornøjelse af. Så en dag, det var meget mørkt og overskyet i vejret, spørger han, om de ikke skulle prøve at køre ud en tur, der kunne da vist ingen fare være for, at solen skulle komme til at skinne den dag. »Ja, det vil jeg hellere end gerne, bare det dog kunne gå an«. Så kører de ud, og hun især var så hjertensglad derover, hun havde jo ikke været ude i luften i flere år. Det gik så godt, at hun var lige ved at tro, at der vist ikke kunne være noget i vejen for, at de kunne køre ud i solskin også. Endelig kører kusken hjemad, og det går også godt, men lige i det øjeblik, hvor de skal køre ind i slotsgården, trænger solen så meget gennem skyerne, at den sender en stråle ind i vognen til kongedatteren. I samme nu bliver hun revet bort fra sin mands side. Hendes mand sagde ikke et eneste ord, han ønskede sig straks til falk og fløj ud i den vide verden for at søge sin hustru op. Han fløj over mange lande og over mange vande; han spurgte sig for over alt, men han kunne aldrig få noget at vide om på, hvor hun var røvet hen af den hæslige trold.

En dag havde han fløjet over hav så længe, at vingerne næppe kunne bære ham længere, og han så ikke land hverken fjern eller nær. Endnu et langt stykke fløj han, og kræfterne svandt mere og mere; da øjnede han en klippe langt borte i havet. Efter den klippe styrede han sin flugt, og han nåede den også til sidst; men så afkræftet var han, at han mere faldt end satte sig på den. Da han nu havde hvilet sig lidt og var kommet en smule til kræfter igen, ville han se, om han kunne opdage noget at spise. Som han nu sad og vejrede derefter, fik han øje på en lille revne i klippen. Den revne måtte han have set nærmere efter, for skønt han som falk havde gode øjne, kunne han hverken se ende eller bund på den. Så ønskede han sig til orm, krøb ind i revnen, og ville se den godt efter. Nej, der var endnu ingen bund at opdage, men endelig, da han havde krøbet længe omkring, blev revnen større og større, den udvidede sig til hele værelser og endelig til et helt underjordisk slot.

Som orm vedblev prinsen nu at krybe omkring fra det ene værelse til det andet. Endelig kommer han ind i et værelse, hvor der sidder en dejlig kvinde, der har den hæsligste trold, man kunne tænke sig, liggende med hovedet i sit skød. Den stakkels kvinde måtte ovenikøbet sidde og rede det grimme troldehoved, mens han lå og sov. Da or­men fik set nærmere til, genkender han sin egen hustru. Man kan jo nok tænke, hvorledes han blev til mode ved at se den elendighed: hans hustru i en hæslig trolds vold, indespærret i en klippe mile­vidt ude i det vilde hav, men han ville da prøve at frelse hende, om det så skulle koste ham hans liv.

Derfor krøb ormen ganske stille op på hendes skulder; hun fik straks øje på den og kendte, at det måtte være hendes mand, der var kommet til hende i ormeskikkelse. Hun gav tegn til, at han skulde vogte sig for ikke at vække trolden. Men i det sted hvisker han til hende: »Se at lokke ud af ham, om der ikke er en eller anden betingelse, hvorpå du kan blive løst af dette fangenskab og komme til din faders slot igen. Du kan jo prøve at holde op med at rede ham et øjeblik.« Det gør kongedatteren, og trolden vågner op og brum­mer: »Hvad er der i vejen med dig, hvorfor passer du ikke, hvad du skal?« »Åh, du må ikke være vred, jeg kom til at tænke på, om jeg skulle blive her alle mine dage og aldrig komme tilbage til min faders slot?« »Nå, så det gjorde du«, sagde trolden og slog en hånlatter op, »nej, du kan bande på, at du skal få lov at blive her hos mig alle dine dage, pas du hellere, hvad du skal, og gør mig ikke gal i hovedet«.

Kongedatteren giver sig nu igen til at rede det fæle troldehoved, og trolden snorker ind. »Spørg igen«, hvisker ormen. »Åh, jeg tør ikke«. »Du skal ikke være bange, husk, at jeg kan forvandle mig til bjørn«. Kongedatteren reder troldens hoved en tid lang, så holder hun pludselig op. Trolden vågner op af søvne og brummer. »Hvad går der af dig, hvorfor holder du nu igen op med dit arbejde?« »Åh, du må ikke være vred«, siger kongedatteren og græder, »jeg længes så meget efter min fader, og jeg kan ikke lade være at tænke på, at der vist må være en betingelse, hvorpå jeg kan komme tilbage til min faders slot?« »Ja, det er der«, siger trolden, og slår igen en hånlatter op, »men den får du bare ikke at vide. Pas du nu hellere, hvad du skal, ellers går det dig galt«. Kongedatteren giver sig da på ny til at rede troldens skidne hår med sine fine fingre, og trolden snorker ind.

»Spørg ham nu for sidste gang«, hvisker ormen. »Åh, jeg tør ikke mere«. »Jo, du må«, svarer ormen »ellers er det umuligt, at du kan blive frelst«. Kongedatteren lader nu en god tid gå hen, så holder hun igen pludselig op med at rede troldens hår. Trolden vågner op, og er rasende gal. »Sidder du nu igen og tænker på at komme fra mig, som elsker dig så højt?« »Nej, det gør jeg slet ikke, for jeg ved, at det er umuligt, men jeg tænker på, at en så mægtig prins som du virkelig er bange for at sige mig, hvad betingelse der er for, at jeg kan komme tilbage til min faders slot«. »Bange for at fortælle dig det«, svarer trolden, »nej, det er jeg virkelig mindst af alt«. »Ja, så skulle du prøve at fortælle mig det«. »Ja, det skal jeg også«, svarer trolden, »så kan du selv høre, hvor umuligt der er. Et sted langt borte herfra ude i havet er der en drage, inden i den drage er der en hare, inden i haren er der en due, inden i duen er der et æg. Kan nogen få fat i det æg og knuse det mod min pande, så skal du komme tilbage til din faders slot, men ellers må du blive her alle dine dage. Nu kan du tænke på det og passe dit arbejde«. Kongedatteren giver sig igen til at rede troldens hoved, og trolden snorker ind.

Nu hviskede ormen farvel til sin hustru, krøb op af slottet og ud af sprækken. Da ormen kom op på klippens top, ønskede den sig til falk igen, og fløj ind til land. Her skabte den sig til menneske igen, og spurgte høj og lav om dragen, men ingen havde hørt det mindste om den, eller vidste hvor den var. Så ønskede han sig på ny til falk, og fløj så viden om, over mange riger og lande, men aldrig kunne han finde oplysninger om dragen.

En dag lange tider efter kommer falken flyvende til en strand, gør sig til menneske og sætter sig til hvile på en sten. Som han nu sidder der og hviler sig, kommer der en mand drivende forbi med syv fede svin. Prinsen giver sig i snak med svinedriveren, og får meget at vide af ham: »Ude i havet tæt herved er der en drage«, fortæller svinedriveren. »Den drage vil have vor kongedat­ter, eller også syv fede svin hver dag. I syv år har landet holdt ud at give ham syv fede svin hver dag, men om tre dage er alle svinene gået med, og så er vi nødt til at give ham vor kongedatter, ellers lægger han riget øde og oversvømmer landet«. »Nå«, tænkte prinsen, »her har vi nok dragen«. Han går op på slottet og siger til kongen, at han vil prøve at frelse riget fra dragen. »Kan du det«, svarer kongen, »så skal du få min datter til brud, og riget i arv efter mig«. »Jeg vil gøre det, uden at få noget som helst derfor«, svarer prinsen.

Næste dag går prinsen ned til stranden, ønsker sig til bjørn og venter på dragen. Snart efter kommer dragen og brøler: »Hvor har du mine syv fede svin, lad mig øjeblikkelig få dem!« »De syv fede svin får du ikke, du får tage kamp med mig i stedet!« svarer bjørnen. Så opstod der en forfær­delig kamp, hvori den ene ikke kunne overvinde den anden. Til sidst lå de fuldkommen udmattede over for hinanden. »Havde jeg nu haft mine syv fede svin at æde, så skulle det have været ude med dig«, brøler dragen. »Og havde jeg blot et hvede­brød og en slurk vin i min mund, så skulle jeg let gøre det af med dig«, råber bjørnen. Derefter vælter dragen sig i havet, uden at få sine syv fede svin at æde, men bjørnen ønsker sig til prins, går op til slottet og fortæller om udfaldet af kampen.

Næste morgen er bjørnen igen nede ved stranden og venter på dragen. Snart efter kommer dragen ude fra havet og brøler: »Hvor har du mine fjorten fede svin, kom straks med dem!« »De fjorten fede svin får du ikke, du får tage kamp med mig i stedet«, råber bjørnen. Dragen var ikke så mægtig som dagen før, den havde jo ikke fået sine syv fede svin at æde, men bjørnen kunne alligevel ikke få bugt med den, hvor meget den så anstrengte sig derfor. Til sidst lå de fuldkommen udmattede over for hinanden. »Havde jeg nu haft mine fjorten fede svin at æde, skulle jeg let gøre det af med dig«, brøler dragen. »Og havde jeg blot et hvedebrød og en slurk vin i min mund, så skulle jeg sagtens kunne rive dig ihjel«, råber bjørnen. De ord er der en vovehals som hører, og han melder dem til kongen. Dragen vælter sig i havet, uden at få sine fjorten fede svin at æde, og bjørnen ønsker sig til prins og går op på slottet.

Tredje morgen er bjørnen igen nede ved havet og venter på dragen. Snart efter kommer dragen og brøler af raseri: »Hvor har du mine enogtyve fede svin, kom med dem, lige på stedet!« »De enogtyve fede svin får du ikke, du får tage kamp med mig i stedet!« råber bjørnen. Skønt dragen er ganske afkræftet af den lange sult, kan bjørnen alligevel ikke overvinde den. De kæmper længe med stor forbitrelse, men til sidst synker drage og bjørn fuldkommen udmattede ned over for hinanden. »Havde jeg nu haft mine enogtyve fede svin at æde, skulle jeg let have revet dig ihjel«, brøler dragen. »Ja, havde jeg blot haft et hvedebrød og en slurk vin i min mund, så skulle det være mig en let sag at splitte dig ad i stumper og stykker«, råber bjørnen. Vovehalsen er til rede og kaster i samme øjeblik et hvedebrød og en slurk vin i bjørnens gab. Bjørnen får ny kraft af brødet og vinen, farer løs på den udsultede drage, og det varer kun kort, før dragen er revet i stumper og stykker.

I samme nu springer der en hare ud af den sønderrevne drage, og den piler af, alt hvad den kan, bort fra stedet. Straks ønsker bjørnen sig til hund og sætter efter haren. Hunden når haren og river den i stykker. Men op fra stumperne af haren svinger der sig en due, som flyver bort ud over havet, det bedste den kan. Straks ønsker hunden sig til falk, opdager med sine skarpe øjne duen i det fjerne, indhenter den og dræber den med sit næb og sine skarpe kløer. Inde i duen finder falken et æg, og det tager den i sin klo.

Først flyver falken op til kongens slot, ønsker sig til prins igen, og fortæller, at nu er dragen overvundet og kongedatteren frelst. Men hvor meget de så tigger og beder ham, kongen og alle hans stormænd, vil han ikke have kongedatteren til brud, men siger farvel og går, så kan vi jo nok vide, hvor han tager hen.

Så ønsker han sig til falk og flyver den nærmeste vej til klippen derude i havet; den var langt nærmere, end han havde tænkt sig. Derefter ønsker han sig til orm og kryber gennem sprækken ned i det underjordiske slot. Hans hustru sidder ligesom sidst med troldens hoved i sit skød og reder det fæle troldehoved. Ormen ønsker sig til menneske og viser sin hustru det mærkelige æg. Hun falder ham om halsen og kysser ham. I samme nu vågner trolden og springer op, men den unge prins slynger ægget lige midt i troldens pande. Straks falder trolden om og ligger død for deres fødder. I samme øjeblik lyder der en torden, så slottet ryster og bæver. Klippen revner fra øverst til nederst, de føres med lynets fart bort gennem luften lige til det sted, hvor kongedatteren engang blev røvet af den hæslige trold. Solen skinner, og det er det dejligste vejr, men det gør ikke konge­datteren det allermindste.

Den gamle konge bliver ude af sig selv af glæde over at se sin datter og hendes mand igen, han havde aldrig ventet at se dem mere. Kongedatteren fortæller sin fader, hvorledes hendes mand havde frelst hende af troldprinsens vold, og til sidst fortæller hun, at hendes mand ikke var prins, som de havde bildt kongen ind, han var kun skomagersvend. Men den gamle konge siger: »Endda du kun er skomagersvend, dyrt har du fortjent min datter. Hent du din moder herhen til mig, vi gamle kan vist godt tale sammen, og I unge da med, som jeg ved«. Nu hentede skomager­svenden sin moder hjemme i sit eget land; hun blev meget glad ved at gense sin søn, som hun havde længtes så meget efter. Da han nu kom tilbage til kongeslottet med sin moder, var der vinduer på alle slottets sider, og der blev holdt et prægtigt bryllup. Siden levede de gamle og de unge med hinanden i herlighed og glæde.