Om Saraswati

af Swami Janakananda Saraswati


Asger Jorn, Le canard inquiétant (Den foruroligende ælling) Olie på canvas (modification), 53 x 64,5 cm – Museum Jorn, Silkeborg, © Donation Jorn, Silkeborg

Eventyrdigteren HC Andersen udtrykte en gang, „Jeg ved ikke om tilstedeværelsen af svaner betyder lykke – men mangel på svaner, ved jeg, betyder ulykke.” I overført betydning, som i hans eventyr Den Grimme Ælling, vil det sige, at mangel på skabende mennesker er ikke godt for et samfund. Et samfund hvor man ikke forstår at støtte den skabende aktivitet – det kan bringe ulykke. Og her taler jeg ikke om kritikere eller vagthunde, men om netop de mennesker der kommer med gode ideer, inspirerer hinanden og som forstår at spejle samfundet og dets individer og på den måde bevidstgøre det.

Fra det gamle Grækenland har vi fået muserne overleveret. De hjælper os med at vække inspirationen og holde den levende. Jeg hørte først om muserne i skolen, hvor vi lærte om den danske og europæiske kultur. Kunstnerne nævnte dem i de værker vi gennemgik, og i Oldtidskundskab hørte vi: ”Muserne vidste alt (de havde jo Mnemosýne, erindringen, til moder) og kunne inspirere digteren og lægge ham de rette ord i munden. Derfor bliver de litteraturens og efterhånden de andre skønne kunsters beskyttere.” (Leo Hjortsø).         

Muserne er oprindeligt kildernes nymfer. De som drikker af kildevandet bliver inspirerede. Senere deler de græske muser kunstarterne imellem sig, og får hver sin: historieskrivningen; tragedien; komedien; dansen; den erotiske lyrik; epos; fløjtespil; hymnerne til gudernes ære og astronomien – der var en muse for hver.

Et Saraswati yantra med mantraet OM VAD VAD Vagvadini Swaha; den som giver visdom, viden og veltalenhed.

I den Indiske kultur får vi en lignende kraft eller shakti præsenteret, den er samlet i én skikkelse, nemlig gudinden Saraswati. Hun står som en støtte for eller energi bag al viden og lærdom, bag videnskab, digtekunst, malerkunst og musik, blot for at nævne nogle af hendes attributter; men hun står også bag den visdom og kreativitet, som behøves til at formidle yoga og meditation. Er det mon derfor at den ene af Swami ordenens fire grene bærer hendes navn: Saraswati?

I 2005 befandt jeg mig i Kerala i Sydindien. På det tidspunkt blev Saraswati fejret med puja, musik og optog. Ved den flod hvor vi ankrede op for natten med vores båd i the Back Waters, lød musikken hele natten fra et tempel på den modsatte bred. Og dagen inden, ligegyldig hvor vi lagde til, var der skolebørn på kajen parate til at modtage vore gaver i form af hæfter og penne, til brug i skoleåret, som netop begyndte. Sådan fejrede vi Saraswati. Naturligvis! Hun er også skolernes og uddannelsens beskytterinde. Kerala var i øvrigt den første stat i Indien til helt at udrydde analfabetisme.

Saraswati ledsages af en svane, den leder os til yoga. På sanskrit kaldes svanen Hamsa, og repræsenterer et af de allervigtigste begreber i yoga, nemlig viveka: At skelne det virkelige fra det uvirkelige, det er svanens evne. I mytologien siges det at være ligeså svært som at skelne mælk fra vand i en blanding af begge. I meditationen opleves den individuelle sjæl eller selvet som den inderste virkelighed.

Swami Sivananda Saraswati var oprindelig læge og virkede som sådan i mange år, både som forsker og i praksis med et junglehospital i Burma. Da han vendte hjem til Indien for at lade sig indvie i Swami ordenen Saraswati og slå sig ned i Rishikesh, var det ikke for at blive passiv og trække sig tilbage fra livet, tværtimod. I begyndelsen, efter at han var kommet tilbage til Indien, var han stadig aktiv som læge for hvem der måtte behøve det. Han hjalp især de spedalske; der levede i en koloni udenfor Rishikesh. Og han begyndte tillige at undersøge kendskabet til yoga blandt sin generations yogier.

Han lærte mange af de yogier at kende, som opholdt sig på den tid i Rishikesh og Haridwar og tog del af deres erfaringer. Også senere andre steder i Indien mødtes han med yogier. Derved kunne han kortlægge en stor del af indholdet i den levende yogatradition af øvelser og praksis, og som forfatter, lærer og yogi videregive denne viden.

Swami Sivananda har inspireret mange mennesker til at fortsætte det arbejde som han påbegyndte, og klarlægge de muligheder der findes i yogatraditionen; ikke blot som en helbredende og sundhedsforstærkende terapi, men også som en vej i menneskets åndelige evolution. Swami Satyananda Saraswati, en elev der stod ham nær, blev inspireret til at gå i dybden med og klarlægge meditationerne i tantra-traditionen. Efter tolv år i ashrammen hos Swami Sivananda rejste Swami Satyananda i otte år som en vandrende swami rundt i Indien. Han fortalte mig hvordan han i denne periode bl.a. opsøgte tantriske kraftcentre og samlingssteder. Til sidst slog han sig ned i Monghyr i Bihar, hvor han efter en periode af intens sadhana begyndte at undervise.

Swami Sivananda (til venstre) og Swami Satyananda

Omkring Swami Sivananda i Rishikesh opstod der efterhånden en hel lille by eller ’nagar’, Sivanandanagar, med en velfungerende ashram, Sivananda Ashram, tillige med et øjenhospital, en ayurvedisk medicinproduktion, undervisningslokaler og et trykkeri til bøger og tidsskrifter om yoga og meditation. Swami Satyananda var i en periode ansvarlig for trykkeriet. Og en dag var der noget vigtigt som han absolut måtte snakke med Swami Sivananda om, så han brasede ind til ham i hans kutir. Der sidder Sivananda fordybet i en mantrameditation. Satyananda trækker sig skyndsomt tilbage. Når Swami Sivananda kommer ud, så spørger Swami Satyananda ham: ”Du er jo realiseret, behøver du virkelig at bruge denne enkle meditation?” Sivananda svarer: ”Det er bedst at være på den sikre side.”

Så man kan sige at navnet Saraswati virkelig passer til Swami Sivananda og til hans chela Swami Satyananda – når vi ser på alt hvad vi har fået i arv fra dem.

Da jeg begyndte at tænke over navnet Saraswati og hvordan det passer ind i mit liv – og på de mennesker som jeg omgives af og kender i forbindelse med mine aktiviteter, indså jeg at det ikke var nogen tilfældighed, at jeg traf netop Swami Satyananda og lod mig indvie i Saraswati ordenen. Mange af de skabende mennesker som blev del af mit liv har grundlæggende at gøre med den kreativitet, som jeg bruger til at formidle den tantriske yoga og meditation. Det gælder kunstnere, musikere, forskere, filmfolk og lærde. Og Tantratraditionen i sig selv, indeholder jo bl.a. kunst, videnskab, visdom, digtekunst, malerkunst og den anvendte videnskab af yoga og meditation. Jeg blev mildes talt overrasket over hvor godt denne muses eller gudindes kvaliteter passer ind i det store billede.

Hvad er musernes formål eller hensigt? Og Saraswatis? At tilskynde kunstneren, læreren, swamien, til at påvirke tilskueren, læseren, elevens og lytterens sind gennem kunst, musik, teater, dans og meditation, så det åbner sig og frigør sig af vanetanker og fordomme; så mennesket indser at det lever, så det udvider bevidstheden og finder frem til en indsigt, en evne til at opleve, hvorigennem det kommer til stede og kan gøre en forskel. Gennem disse medier kan en ændret tilstand fremkaldes i krop og sind – en åben tilstand.

Musen for teatret og komedien i det gamle Grækenland hed Thalia. Over sceneåbningen på det kongelige teater i København står der skrevet: ”Ej blot til Lyst”. Det vil jeg tolke som: Ej blot til en selvforglemmende underholdning, men til noget af en større værdi, noget som i det mindste vækker dig til eftertanke, så du ikke bare ved det hele i forvejen, men noget som kan anspore dig og få dig til at se livet i et nyt eller større perspektiv.

Af mangen en musiker i dag forventes en præstation, hvor denne optræder og underholder folk så de lader sig rive med og giver deres højlydte bifald, man klapper; her følger ingen stilhed musikken, så den kan klinge ud; ingen ro følger og muliggør at musikkens transformerende virkning kan lejre sig – end ikke til en kirkekoncert er der stilhed efter musikken! Det samme gælder for øvrigt også meditation, fra mangt en fællesmeditation kommer man ud med det samme, bevæger sig, gnubber kroppen, gnider øjnene eller begynder at snakke. Jeg foreslår, at man lige efter meditationen bliver siddende en stund og oplever omgivelserne som en helhed og sig selv i dem, og dermed bevarer en vigtig del af meditationens virkning.

”One good thing about music, when it hits you, you feel no pain.” (Bob Marley). 

Der findes en musik som transformerer, hvad det er for en, det må du selv finde ud af. På et tidspunkt i forløbet får den dig til at give slip på forståelsen eller værdsættelsen og i stedet hengive dig – som når du i meditationen giver slip på anstrengelsen og lader det ske, der sker af sig selv – som når du giver slip på forventningen om at noget skal ske. Det er det jeg kalder transformation – eller, som Maharishi Mahesh Yogi kaldte det: at transcendere.

Hvis musikeren er ude på at vise sig og få bifald, eller hvis man i meditationen søger oplevelser og præstationer og undgår hengivelsen, så har man ikke lukket Saraswati ind og modtaget hendes inspiration.

Hvis du derimod har oplevet at det kan ske i musikken, så kan du også finde det i meditationen – og hvis du kender det fra meditationen, så finder du det også i musikken.

Saraswati er musiker, hun spiller på vinaen.

”Uendelighedens fløjte spilles uden ophør,
og dens lyd er kærlighed:

Når kærligheden opgiver
enhver begrænsning
når den sandheden

Hvor vidt og bredt denne duft dog
breder sig! Den har ingen ende,
intet står i vejen for den

Denne melodis form er strålende
        som en million sole: uforlignelig
lyder vinaen, vinaen med
sandhedens klange.”

(Kabir)

_________________________________________________________________________

Lænker:

  • Roop Verma, I den vedhæftede link, fortæller om de to slags musik han har med sig fra sin indiske baggrund. Nada Yoga
  • Uendelighedens fløjte – Digtet af Kabir (oversat eller gendigtet til engelsk af Rabindranath Tagore) er citeret til minde om musikeren Roop Verma, som Swami Janakananda kendte i næsten 40 år. Kabir
  • Tantra – Yogien, Kunstneren og den Lærde – En artikel af Swami Janakananda skrevet for det tyske magasin Yoga Aktuell No 107 Dezember 2017/Januar 2018, Ausgabe 6
  • Namo Narayan – Swamiji