Han-shan

– digte fra Det Kolde Bjerg

af Stig Andersen

Jeg kom til verden for tredive år siden,
tusindvis af kilometer har jeg strejfet omkring,
Langs floder hvor frodigt grønt græs breder sig,
hinsides grænsen hvor det røde sand fyger.
Jeg blandede magiske drikke i frugtløse forsøg på at nå evigt liv,
Jeg læste bøger og sang om historien.
I dag er jeg vendt hjem til Det Kolde Bjerg
Jeg bruger bækken som pude og renser min hørelse.

Første gang jeg læste Han-shans digte var i begyndelsen af halvfjerdserne. I denne periode boede jeg nogle år i Himalaya. Jeg gik flere månedslange vandreture højt oppe i bjergene. Digtene fremkaldte billeder jeg kunne genkende med det samme. De svingede ikke kun med den ydre verden i bjergene, men også med den indre. På en måde byggede digtene bro mellem det ydre og det indre, fik dem til at smelte sammen og blive et.

Siden dengang har digtene fulgt mig og er stadig i dag den klareste og mest inspirerende poesi jeg kender til.

Om Han-shan ved man ikke så meget mere end det man kan læse i hans digte. Ingen ved således hvor han kommer fra, udover at han var en fattig excentrisk lærd mand som havde trukket sig tilbage til bjergene. Den eneste beskrivelse udefra stammer fra slutningen af det ottende århundrede. Den kommer fra en embedsmand fra Tang Dynastiet ved navn Lü-ch’iu Yin. Han beskriver sit møde med Han-shan og hans ven Shihte.

Shih-te, som også var digter, arbejdede i køkkenet på et buddhistisk kloster. Han gav ofte Han-shan madrester fra køkkenet når han kom ned fra sin klippehule på Det Kolde Bjerg. Munkene på klosteret anså vennerne for at være mere eller mindre gale. Historien fortæller at Han-shan kunne vandre rundt i timevis i korridorerne på klosteret, mens han grinede højlydt eller snakkede med sig selv. Hvis munkene prøvede at give ham noget at lave eller forsøgte at jage ham på porten, stod han stille, lo højt, klappede i hænderne og forsvandt.

Embedsmanden havde hørt at de to venner var inkarnationer af boddhisattvaer og kom derfor med gaver til de to fattiglemmer. Han bukkede ovenikøbet for dem, hvilket munkene på klosteret blev meget overraskede over. Da Han-shan så Lü-ch’iu og hans mænd komme med gaverne som bestod af tøj og medicin, råbte han; „tyveknægte! tyveknægte“! Han løb ind i en åbning i bjerget som lukkede sig efter ham, og de så ham aldrig mere.

Lüch’iu beordrede da sine mænd til at indsamle Han-shans digte som var skrevet på væggene i klippehulen hvor han boede. De fandt også digte som var skriblet ned på barkstykker og på træer i nærheden. På denne måde blev digtene bevarede og er i dag en del af den kinesiske litteraturskat. I Japan er digtene også meget værdsatte. Der går den store digter under navnet Kanzan.

Digtene bevæger sig over et bredt spektrum. Fra digte som vidner om dyb åndelig indsigt til digte af en mere verdslig karakter. Fra satire over samfundet og den menneskelige naturs forfængelighed, til sorg over livets korthed og de lidelser livet fører med sig.

Mennesket som lever i støvet
er som en bille fanget i en skål.
Dagen lang famler man rundt og rundt,
men undslipper aldrig skålens fængsel.
De udødelige er uden for rækkevidde –
begæret har ingen ende,
alt imens måneder og år flyder forbi som en flod,
pludseligt på et kort øjeblik er man blevet gammel.

De virkelige mesterværker finder man i digtene fra og om Det Kolde Bjerg.

Ifølge digtene trak Han-shan sig tilbage til en klippehule højt oppe i bjergene efter at have levet et almindeligt liv i cirka tredive år.

Digtene beskriver ved første øjekast naturen i bjergene men de er egentlig ligeså meget lignelser over meditative tilstande og åndelig opvågnen.

Navnet Han-shan oversættes tit som „mesteren fra Det Kolde Bjerg“ eller slet og ret „Kolde Bjerg“. Kolde Bjerg er således Han-shan selv. Når jeg læser digtene oplever jeg dog ikke kun Kolde Bjerg som værende Han-shan, men som en metafor for selvet. Det er styrken i digtene. At de giver en direkte oplevelse når man læser dem.

Han-shan beskriver ofte hvordan han kommer frem til, eller hjem til Det Kolde Bjerg, til sig selv. Digtene er at ligne med den meditative proces, hvor man også søger sig ind mod selvet.

Jeg klatrer op ad stien til Kolde Bjerg,
stien som ingen ende har.
Dalene er lange og overstrøede med sten
vandløbene er brede og frodigt græs vokser langs kanterne.
Mosset er glat, skønt det ikke har regnet
fyrretræerne sukker, men det er ikke vinden.
Hvem vil bryde verdens lænker
for at sidde med mig mellem hvide skyer?

Af og til omtales Han-shan som Zen digteren. Der findes dog så mange referencer til den klassiske taoistiske tekst Tao Te King i hans digte at det formodentlig er mere rigtigt at kalde ham taoistisk digter.

Slægtskabet med Tantra er også tydeligt i mange af digtene:

Hele mit liv har jeg været doven,
aldrig kunnet fordrage det højtidelige,
fundet det enkle mere tiltalende.
Andre må studere hvordan man tjener penge,
Jeg har kun en eneste tekst.
Jeg bryder mig ikke om at have den i et fint foderal,
ej heller gør jeg mig besvær med at slæbe rundt på den.
Som lægen der skriver en medicin ud for hver sygdom,
bruger jeg de midler som står til rådighed for at redde verden.
Kun når sindet er fri fra bekymring kan indsigtens lys nå hver eneste afkrog.

Jeg bruger de midler som står til rådighed for at redde verden. På samme måde arbejder man i Tantra. Man benytter sig af det som findes her og nu. I yogastillingerne, arbejder man med kroppen. Kroppen som den er. Blød eller stiv. Ung eller gammel.

I meditation benytter man sig af det som sker i sindet under meditationen. Man forsøger ikke at undgå det. På den måde transformeres energien. Man har som Han-shan reddet sin verden. Det har man gjort med de midler som fandtes til rådighed under netop denne meditation. I næste meditation gentager man processen, igen med de midler man har til sin rådighed da. Man vender tilbage til Det Kolde Bjerg.

Fuglene og deres kvidren overvælder mig med følelse;
da ligger jeg ned i min hytte.
Vilde kirsebær lyser med karmoisinrød ild
piletræer slynger deres tynde grene.
Morgensolen sprænger sig fri af de blå tinders kæber.
Strålende skyer bades i grønne søer.
Hvem ville ha troet at jeg skulle forlade den støvede verden
og gå med stormskridt op af Kolde Bjergs sydside.