Vælg en side

Attitude eller indsigt

leder af Mira


Kan man stadigvæk føle sig frustreret og utilstrækkelig selvom man har mediteret i mange år?”, spurgte en journalist mig fornylig, „eller går man rundt med et evigt smil på læberne?

Jeg kom til at tænke på en kvinde på et af vore meditationskurser. Da hun kom hjem efter meditationen, for hendes børn højlydt mod hende og omfavnede hende. Hun ville blive i den behagelige ro som hun havde opnået under meditationen og prøvede derfor at holde dem på afstand. Hun forestillede sig at børnene ville ødelægge det hele.

Jeg gav hende det råd at acceptere børnene helt og holdent og ikke forsøge at klamre sig til nogen tilstand. Virkningen af meditationen har man i alle tilfælde, samtidigt med at man deltager i livet og bruger sine forskellige sider – og så går det fint at reagere normalt.

Hver for sig oplever vi sikkert yoga og meditation individuelt, det er spændende at opdage og udforske øvelsernes muligheder på sig selv. Men stort set er effekten ens for alle – kroppen og sindet finder deres naturlige balance.

Har jeg haft fuld fart på hele dagen og svært ved at komme ned i omdrejninger om aftenen, så giver meditationen mig ro. Men er jeg træt og uinspireret, og ikke kan komme i gang med noget som helst, så giver den ny energi.

På et yoga- og meditationskursus som vi havde i Tyskland for nogle år siden deltog en kvinde med meget højt blodtryk. Hun havde prøvet alle mulige terapier, men intet havde hjulpet. Nu satte hun sin lid til yogaen. Hun havde et blodtryksapparat med sig, og vi tog hendes blodtryk ved forskellige lejligheder under kurset.

Efter dybdeafspændingen Yoga Nidra, fulgt af meditationen Energiens Kilde, som bl.a. er baseret på et specielt åndedræt, var hendes blodtryk næsten normalt.

En anden kvinde på kurset viste sig at have for lavt blodtryk, og når vi målte hende så vi til vor store overraskelse at det faktisk var steget efter de samme øvelser!

En forklaring på dette kan være at disse teknikker får os til at slappe af, og slippe de tanker, indtryk og tilstande som ellers sidder i muskler og organer og som påvirker nervesystemet – og blodtrykket normaliseres.

Når noget trykker en kan man sommetider opleve det som om man har en boble omkring sig, som om man næsten ikke kan se ud gennem øjnene. Når man så har løst problemet, eller sluppet det som bekymrede en – ja, så føles alting anderledes. Pludselig ser og hører man igen, man møder menneskene omkring sig og sætter pris på de små daglige begivenheder.

Yoga og meditation kan fjerne disse bobler – uanset om de kommer af bekymringer, idealer eller selvoptagethed – og ikke skabe nye. Hvis man kommer for skade at tillægge sig en ny „meditativ attitude” så havner man i en ny boble som kan hæmme ens opmærksomhed og meditation, og blive en byrde.

At indse at man ikke behøver at leve på attituder, men at man kan regne med sig selv og at meditationen ingen krykker behøver – det er grundlæggende i vor undervisning, som er inspireret af den tantriske tradition. Da jeg gik på mit første yogakursus på denne skole følte jeg at jeg kunne være som jeg var. Der var intet jeg skulle leve op til, og ingen forsøgte at overbevise mig om noget som helst. Det bevirkede at jeg kunne slappe af og opleve yogaens virkninger.

To unge fyre kom ind til mig på skolen en dag. De ville vide hvad yoga var.
Skal man tro på noget?” spurgte de. „Nej, yoga er som fodbold”, svarede jeg. „Det er noget man laver. Det er ikke noget man tror på.”

Måske får man et større perspektiv på forskellige ting, eller man får nye værdier, men det er ikke noget man tillægger sig, indsigten vokser frem af sig selv.