Pinsekurser

[dof id="aca56d45-ca5c-411d-8ba4-9d5a0133767c"]

Intensiv yoga

Pinsekursus 4. - 6. juni
Gå i dybden med yoga og meditation på 3 intensive dage i pinsen og få fornyet energi og overskud.

Undervisningen

I løbet af kurset vil du lære både yogastillinger, åndedrætsøvelser, dybdeafspænding, koncentration og meditation. Teknikkerne supplerer hinanden, men kan også bruges hver for sig, når kurset er slut. Alle kan deltage uanset niveau.

Yogastillinger. Vi begynder med enkle, lette øvelser, der løsner op i muskler og led, og går derefter over til mere dynamiske og dybtvirkende øvelser.

Ved at bruge kroppen i de forskellige øvelser og stillinger udvikler du en større følsomhed og opnår velvære og mere overskud.

Åndedrætsøvelser. Med åndedrætsøvelser kommer du i kontakt med din fysiske og psykiske energi. Åndedrættet afspejler din sindstilstand (om du er rolig, sløv, nervøs, klar, ophidset osv.), og derfor kan du også påvirke den positivt med disse øvelser.

Åndedrætsøvelser styrker nervesystemet, afspænder hjernen og øger kommunikationen mellem de to hjernehalvdele.

Afspænding og Yoga Nidra. Vi anvender enkle afspændingsteknikker, der er lette at bruge på egen hånd.

Desuden arbejder vi med Yoga Nidra, en meditativ dybdeafspænding, der bringer dig i kontakt med dig selv og skaber indre ro.

Meditation. På kurset bliver du introduceret til to meditationer - Energiens Kilde og Indre Stilhed.

I Energiens Kilde arbejder vi aktivt med kroppens energistrømme, frigør spændinger og øger energiniveauet. Under meditationen befinder hjernen sig i den afspændte alfa-tilstand, og giver du dig tid til at sidde en lille halv time kommer du derfor ind i en dyb ro - som påvirker resten af din dag.

Du lærer også de første grundlæggende trin af meditationen Indre Stilhed. Gennem enkle teknikker lærer du at afspænde sindet overfor ydre påvirkninger, og opøver evnen til at hvile i dig selv.

Husk

  • Det er bedst at lave yoga på tom mave, så undgå at spise et par timer før undervisningen.
  • Tag bekvemt tøj med, som du kan bevæge dig i.

Kontakt skolen

33 34 35 36
[email protected]
 Facebook
Instagram

Kontor 9.30 - 17.00
Undervisning 7.00 - 22.00
Købmagergade 65
1150 København K