Vælg en side

Vinterferiekurser

Tilmelding: Vælg kursus og tilmeld dig her

Vinterferiekurser

Velkommen til vinterferiekurserne på Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Intensive dage, der giver den enkelte mulighed for at gøre egne erfaringer med yoga, afspænding og meditation og mærke hvordan de forskellige øvelser og metoder virker.

Der undervises på to niveauer: grundkursus og mellemtrin/fortsættere.

Grundkurset kræver ingen forudsætninger. Det er en god introduktion for den der ikke før har beskæftiget sig med yoga og meditation; du lærer noget du kan have glæde af i din hverdag bagefter. For den der allerede er igang vil det intensive forløb på kurset for mellemtrin/fortsættere give ny inspiration.

 

Undervisningen omfatter

Kurserne omfatter en række afvekslende forløb, hvor der arbejdes med både krop og åndedræt, dybdeafspænding, koncentration og meditation.
Øvelser og metoder der supplerer hinanden og tilsammen udgør en helhed. Bagefter kan de bruges hver for sig sådan som du selv har lyst til.

Fysiske øvelser: vi begynder med enkle, lette øvelser, der løsner op i muskler og led, og går derefter over til mere dynamiske og dybtvirkende øvelser.

Ved at bruge kroppen i de forskellige yogaøvelser og stillinger opdager du den påny, udvikler en større følsomhed og opnår velvære og mere overskud.

Nadi Shodana

Åndedrætsøvelser: allerede under de fysiske øvelser mærker du, hvordan krop og åndedræt kan fungere sammen.

Med åndedrætsøvelser kommer du på en præcis måde i kontakt med din fysiske og psykiske energi. Åndedrættet afspejler din tilstand (om du er rolig, sløv, nervøs, klar, ophidset osv.) og derfor kan du også bruge åndedrætsøvelserne til at ændre på din tilstand.

Åndedrætsøvelser styrker nervesystemet, afspænder hjernen og øger kommunikationen mellem de to hjernehalvdele.

Holdninger og låse: små øvelser der bygger på kendskabet til de områder i kroppen, hvor energien kan kontaktes og spændinger fjernes.

Næseskylning: Instruktion i næseskylning samt orientering om andre Hatha Yoga renselsesprocesser.

Afspænding og Yoga Nidra: Vi anvender enkle afspændingsteknikker, der er lette at bruge i hverdagen når som helst, du har brug for det.

Desuden kommer vi til at arbejde med Yoga Nidra, en meditativ dybdeafspænding, hvor du gennem lærerens instruktioner vågent kontakter og afspænder sindets forskellige lag. Yoga Nidra er en bevidst dybdeafspænding, der bringer dig i større kontakt med dig selv og stabiliserer den indre balance.

Når krop og åndedræt er afspændt bliver det lettere at arbejde med koncentration og meditation.

Tratak: en øjenstyrkende teknik som fremmer evnen til spontan koncentration.

Meditation: i løbet af grundkurset indlæres meditationen “Energiens Kilde” . Det er en teknik, som bygger på et åndedræt, der frigør spændinger og giver energi. Teknikken fordybes gennem opdagelsen af nogle af kroppens centrale energistrømme. Gennem bl.a. et mantra fordybes tilstanden yderligere og dit sind koncentreres.

Det har vist sig ved målinger, som vi har foretaget i samarbejde med læger ved universitetsklinikken i Köln, at hjernen under denne meditation befinder sig i den afspændte “alfa”-tilstand og ikke reagerer på pres. Hvis du giver dig tid til at sidde en lille halv time, kommer du derfor ind i en dyb ro – som påvirker resten af din dag.

I kurset indgår også de første trin af meditationen “Indre Stilhed” . Det er en helt grundlæggende teknik inden for al meditation. Du lærer at spænde af over for påvirkninger som lyde, tanker og følelser, og du opøver evnen til at hvile i dig selv – at opleve og handle bevidst.

Husk

Det er ikke behageligt at lave yoga med fyldt mave, så undlad at spise umiddelbart inden du kommer. Tag bekvemt tøj med til undervisningen.

Kontakt

Købmagergade 65
1150 København K
33 34 35 36
kbh@nullyoga.dk
 Facebook