Skønlitteratur
Bøgerne kan købes i Yogabutikken >>
J. Anker Larsen: De vises sten
Bogen handler om mennesker, der søger og søger i håb om at finde de vises sten, den gyldne nøgle, som skal lukke op for livet og lykken. Handlingen begynder i landsbyen – mellem kirkegården: de døde, dogmerne, fortiden - og legepladsen: børnene, livet, fremtiden. Den fortsætter i det københavnske miljø hvor vi møder århundredeskiftets åndelige strømninger: teosofien, katolicismen, rationalismen, opfindere, drømmere og den konventionelle folkekirkekristendom. J. Anker Larsen vil ikke sige at kirken kan undværes, han frygter blot at den med sin stivnede teologi skal blive en dødningegrav. Den lykke mennesket søger er allerede vist os, da det blev sagt at vi skulle ligne ufordærvede, åbne, undrende, tillidsfulde børn der kan dvæle i nuet.
”De vises Sten”, er J. Anker Larsens største roman. Den vandt førsteprisen i den nordiske romankonkurrence i tyverne og blev kendt over hele den vestlige verden.
Bogen er et fotografisk optryk af 1. uforkortede udgave, der udkom 1923. 503 sider. Sankt Ansgars forlag ISBN 87-875-0549-5.
J. Anker Larsen: For åben dør
J. Anker Larsen (1874-1957) vandt i 1923 Gyldendals store romankonkurrence med romanen De vises Sten. I 1926 udsendte han sit nu klassiske værk For åben Dør, som hermed udkommer i syvende oplag. Med denne smukke og personlige bog placerede Anker Larsen sig som en original naturmystiker i dansk litteratur.
I For åben Dør fortæller han ægte og selvfølgeligt om glimt af evig natur - øjeblikke hvor den nære virkelighed udvider sig til at omfatte altet og evigheden.
Nogle vil genkende disse glimt; Anker Larsen gennemlevede dem og gjorde dem til livsførelse.
Sankt Ansgars forlag ISBN 87-89452-26-7.
J. Anker Larsen: Sognet som vokser ind i himlen
J. Anker Larsen er den eneste danske forfatter, som er mystiker og har beskrevet sine transcendentale og immanente Guds-oplevelser. I ingen af hans bøger er dette så tydeligt gjort som i denne. Bogen er skrevet som roman, men det er ikke handlingen og personerne, som bærer den - de er blot forfatterens midler til at delagtiggøre os i sine kosmiske bevidsthedsglimt, som han antagelig har oplevet dem i drengeårene og som voksen. Beskrivelsen er enestående i dansk litteratur, somme tider utroligt morsom og lun, somme tider så dyb, at man må lægge den fra sig for at tænke over hvad der er sagt. "Sognet som vokser ind i himmelen" er en stor bog, skrevet af en stor sjæl, som det var vort held at få til landsmand.
VISDOMSBØGERNE, Sankt Ansgars Forlag, 2. udgave 4. oplag, 1997, 222 sider.
Sankt Ansgars forlag ISBN 87-87505-14-2.