Artikel fra Bindu nr. 21
Namo Narayan –
Efter 5 års ild-meditation, Panchagni, bryder Swami Satyananda isolationen og inviterer til Satsang
Namo Narayan er et mantra, som yogier, swamier og andre bruger, når de hilser på disciple fra en anden guru. En længere variation er OM Namo Narayanaya. Mantraet indebærer: jeg hilser gud i dig. Denne skik udtrykker en tolerance som er enestående for Indien - og uhyre vigtig for at en særlig åndelig tradition skal bestå.
Det, der for den enkelte ligger bag hilsnen, sikrer at alt ikke ender i overfladiskhed, at man ikke, af angst for at gå glip af noget, render fra den ene lærer og metode til den anden, uden nogensinde at konfrontere hele sig selv. Her er det faktisk tilladt at hengive sig til en lære og en lærer, når man mener det alvorligt med selvvirkeliggørelsen.
Brugen af Namo Narayan er også vigtig for samfundet. Man undgår sekteriske og bedrevidende "supporterklubber" omkring guruerne. I Indien opstår sjældent sekter med den negative betydning som kendes i vesten.
Begrebet Namo Narayan er fundamentalt i den del af indisk kultur, hvor yogaen er holdt levende. Mantraet udtrykker, at lige meget hvorfra du kommer, så respekterer jeg den vej, du har valgt. Jeg hilser dig! Du er min gæst, som gud er det. Jeg kan udveksle erfaringer med dig på lige fod.
Når så en kendt guru, som også for vesten har substans i sin lære, og som gennem årene har haft mange forskellige mennesker på besøg, nogle blot for at snuse, andre for at blive rørt ved og modtage en træning og atter andre for at få hjælp til at leve et liv i koncentration og meditation eller til at kunne udføre netop den opgave som vedkommende er kaldet til - når en sådan guru, en dag pludselig hilser sine disciple med Namo Narayan, hvad er der sket?
Lad mig fortælle det på en personlig måde: Sommeren 1988 opholdt jeg mig i USA bl.a. for at arbejde med den nye engelske udgave af min bog Yoga, Tantra og Meditation... I den forbindelse boede jeg en tid på Long Island, hvor jeg en sen eftermiddag sammen med et par venner tog ud for at bade i Atlanterhavets bølger. Men bølgerne var større end jeg havde ventet, og jeg blev slået omkuld adskillige gange. I begyndelsen blev jeg bare irriteret over, at mine badebukser gled ned og mit hår blev skyllet frem og dækkede mit ansigt, så jeg ikke kunne orientere mig. Men så gik det op for mig at det var alvor. Og efter, jeg ved ikke hvor mange gange, jeg var blevet væltet af bølgerne, fik jeg kæmpet mig i land. I hele mit voksne liv har jeg ikke været så stakåndet. Samtidig følte jeg mig utroligt godt tilpas ved at have kæmpet mig fri af bølgerne.
Oplevelsen gav mig perspektiv på mit liv. Jeg så de godt 20 år, jeg havde undervist i yoga, og følte mig stærkt inspireret til under en eller anden form at fortsætte i 20 år til.
Hjemme i Sverige har jeg så en dag en vision i min meditation - nej, en total oplevelse. Jeg befinder mig i et landskab, som ligner Himalayas forbjerge ved Rishikesh. Jeg har en følelse af lige at have forladt det hele - elever, administration, rutiner. Jeg føler mig uendeligt lettet. Nu er jeg fri og kan gå hvorhen jeg vil, og helt og holdent hellige mig min sadhana.
Bagefter undrede jeg mig over, at denne vidunderlige oplevelse af frihed kom netop nu, hvor jeg var så inspireret til at fortsætte!?
Nogle få uger senere fortæller Swami Pragyamurti fra London mig, at Swamiji har forladt ashrammen og det at være guru. At han, på det tidspunkt hvor jeg havde min vision, netop opholdt sig ved Rishikesh...
I nov. 1993 var jeg inviteret til at tale på en kongres i Monghyr og besøgte derfor min lærer Swami Satyananda. Da jeg fortalte ham om min vision, sagde han blot, "Ja, jeg syntes du skulle vide det."
Efter i nogle år at have rejst rundt og besøgt forskellige hellige steder i Indien, har Swamiji, efter eget ønske, levet relativt isoleret i sin nye ashram Alakh Bara. I de sidste fem år har han bl.a. helliget sig en helt enestående meditation mellem fem bål, Panchagni. Hver dag, fra 15. januar til 15. juli, fra solopgang til solnedgang. 4 stærke bål tæt ved, det femte er solen. Det siges, at siden Shankaracharya er der ingen, der har udført denne meditation. Og nu da de fem år er ovre, vil han se alle, som tager imod hans invitation. Derefter vil han fortsætte - de første fem år var kun en generalprøve.
Satsang betyder at være sammen, at modtage vejledning, at lytte, at få inspiration, eller blot at være - i selskab med en mester. I tiden mellem den 18. november og 17. december 1994, kan man sammen med mange andre, møde ham fra kl. 12 til 14.
Se også Lidt om min oplevelse af traditionen og Swami Satyananda >>
