Artikel fra Bindu nr. 18
Väinämöinens spil
To afsnit fra det finske nationalepos Kalevala
Väinämöinen laver en Kantele
Gamle, vise Väinämöinen styrede fra den lange Odde, bort fra den usle By. Syngende styrede han over Vandet, jublende hen over Bølgerne.
Jomfruerne paa Stranden saa og undredes: "Hvad er det for en jubel paa Havet, hvad er det for en Sang paa Bølgerne?"
Mellem Skærene styrede Väinämöinen gennem de vilde Brændinger. Ikke stødte Træbaaden, den gamle Seers Fartøj, paa Grund: Først da den var kommet ud paa de vide Vande, stoppede den i Farten; fast stod den uden at kunne komme af Stedet.
Det var Smeden Ilmarinen, det var den sorgløse Lemminkäinen. Begge stak de en Aare i Søen, stagede og stampede og søgte at komme løs, men Baaden rørte sig ikke.
Sagde den gamle, vise Väinämöinen: "Oh, du sorgløse Lemminkäinen! Bøj dig ud og se, hvor Baaden sidder fast, om det er paa en Sten eller maaske paa et Træ."
Lemminkäinen bøjede sig frem, saa ind under Baaden og sagde: "Baaden sidder ikke fast paa en Sten, ikke paa et Træ. Den sidder fast paa en Geddes Skuldre."
Sagde den gamle Väinämöinen: "Et og andet findes i Havet, snart omstyrtede Træer, snart Gedder. Om Baaden sidder fast paa en Geddes Skuldre, drag da dit Sværd i Vandet, skær Gedden i to Stykker."
Det var den sorgløse Lemminkäinen, den blomstrende Skælm. Han drog Sværdet fra Bæltet, bøjede sig ud over Rælingen, men rullede selv i Vandet.
Da tog Smeden tag i Haaret, løftede Manden op fra Havet og sagde: "Alle roser de sig af at være Mænd, alle er de stolte af at bære Skæg, og dog forstaar de ikke at gøre Mands Gærning."
Sværdet drog han fra sit Bælte og søgte at nå Fisken under Baaden. Men Sværdet sønderbrødes, og Gedden vidste intet derom.
Gamle, vise Väinämöinen tog da til Orde: "Ikke findes der i Eder blot en halv Mand, ikke en Tredjedel af en Kæmpe. Om der en Gang imellem kræves en Mands Forstand, da er det skralt fat, da er al Dygtighed blæst bort." Selv drog han ud sit Sværd og hug det i Fisken under Baaden. Den gamle Väinämöinen løftede Gedden op fra Havet, men den faldt i to Stykker; Bagkroppen faldt i Søen. Hovedet tumlede ned i Baaden.
Nu begyndte Baaden at gaa frem. Men den gamle styrede den imod en Klippe. Han vendte og drejede Fiskens Hoved: "Den, som er ældst blandt alle, han maa udskære Gedden."
Mændene svarede da fra Baaden, Kvinderne talede fra Tofterne: "Dueligst er Fangerens Hænder, retteligst skærer hans Fingre."
Gamle, vise Väinämöinen drog da Kniven af Skeden, og med den sønderdelte han gedden. Han sagde: "Den som er yngst blandt Terner, skal koge Gedden til Middag."
Straks ilede en Skare Jomfruer til for at koge Fisken.
Men efter Maaltidet laa der mange Ben paa Klippen. Gamle, vise Väinämöinen betragtede dem, vendte dem og sagde: "Hvad kunne der blive af disse, af Geddens Tænder, af dens brede Kæber, om de kom i en kunstfærdig mands Hænder?"
Svarede Smeden Ilmarinen: "Intet bliver af intet, end ikke i en Smeds Esse. "
Gamle, vise Väinämöinen sagde: "Af disse kunde der sikkert blive en Fiskebens-Kantele, om blot den fandtes, som kunde lave den."
Da ingen kom, da ingen anden kunde lave en Kantele, gjorde gamle Väinämöinen sig selv til Mester, forfærdigede en Strængeleg af Fiskeben, en evig Glæde.
Af hvad er Kanteles Sangbund? Af den store Geddes Tænder.
Alle unge Mænd kom for at se paa, ogsaa gifte Helte, ogsaa midaldrende Mænd, ligesaa alle Smaapiger, unge Jomfruer, gamle Hustruer og midaldrende Kvinder.
Gamle, vise Väinämöinen bad den unge, bad den gamle, bad den midaldrende spille med Fingrene paa denne Kantele af Fiskeben. De unge spillede, Fingrene bøjede sig spænstigt, de gamle prøvede, Hovedet rokkede, men Glæden blev ikke til rigtig Glæde, Spillet hævede sig ikke til rigtigt Spil.
Da sagde den sorgløse Lemminkäinen: "Ak, I uforstandige Drenge, I enfoldige Piger, og du øvrige, uduelige Folk! Ikke duer I til at spille. Før hid Kantele til mig, læg den paa mine Knæ , under mine ti Fingre."
Og den sorgløse Lemminkäinen fik Kantele under sine Hænder, Glædebringeren nærmere ind til sig. Han prøvede Spillet, han vendte og drejede Kantele, men Spillet spillede ikke, Glæden lignede ikke Glæde.
Da sagde den gamle Väinämöinen: "Ikke findes der blandt denne Ungdom, i denne opvoksende Slægt, ikke heller blandt de gamle, den, der kan spille paa denne Kantele, som kan fremelske Glæde af deres Sangkunst. Kan mon Pohjola bedre faa Spillet til at klinge, Glæden til at lyde? Hvad om jeg sendte Kantelen til Pohjola!
Saa sendte han Strængelegen til Pohjola, og Pohjolas Drenge spillede, baade Drenge og Piger; gifte Mænd prøvede, ogsaa gifte Kvinder, selve Husmoderen tog Kantele, vendte den, saa paa den, prøvede med sine ti Fingre. Men Glæden klang ikke som Glæde, Spillet ikke som rigtigt Spil. Strængene slog Knuder, Hestens Haar jamrede sig, Lyden var skærende, Tonen skurrende.
En blind laa og sov i Hjørnet, den gamle Gubbe oppe paa Ovnen. Halvvaagen skreg han: "Hold op, slut af! Mislyden sprænger mine Øren, piner mit arme Hoved og røver min Søvn for en hel Uge. Om ikke Suomi Folkets Strængeleg længere fremkalder Glæde eller luller i Søvn og maner til Hvile, kast den da i Vandet, lad den drukne i Bølgerne, eller før den tilbage til den Mand, hvis Hænder har gjort den."
Men Kantele svarede hastigt: "Endnu vil jeg ikke i Vandet, lægger mig ej under Bølgerne; hellere spiller jeg hos den, der kan spille, toner kraftigt hos den, som har gjort mig."
Väinämöinens Spil
Gamle, vise Väinämöinen den evige Sanger, stillede sine Fingre, vadskede begge sine Tommelfingre, satte sig paa Glædesstenen, tog Sæde paa Sangerklippen, paa den sølvglinsende Bakke, paa den guldskinnende Top. Tog saa Kantele under sine Fingre, lagde den paa sine Knæ og sagde: "Nu maa enhver komme og lytte, som ikke før har hørt den evige Sangers Glæde, Klangen af Kantele."
Saa begyndte den gamle Våina at spille lifligt, Fingrene hævede sig hastigt, Tommelen bevægede sig let.
Nu lød Glæden som Glæde, jubelen brød ud i jubel, nu tonede Spillet som Spil, nu klang Sangen som Sang.
Det dyr fandtes ikke i Skoven springende paa fire Fødder, eller kravlende frem paa krogede Ben, som ikke kom for at lytte, for at undre sig over Glædesspillet.
Egerner strakte sig frem fra Gren til Gren, Væselerne ilede op paa Gærdestaverne, Elsdyrene sprang paa Svielandene, Lossen legede af Glæde.
Ogsaa Ulven vaagnede i Kæret, Bjørnen rejste sig fra sit Hi i Ødemarken og støttede sig tilsidst imod et Gærde. Gærdet faldt omkuld ved dens Vægt; da krøb den op i en Gran for at høre paa Spillet, for at undres over Glædestonerne.
Tapiolas vagtsomme Gubbe, selve Metsolas Husbond og alt Tapios Folk, baade jomfruer og Ynglinge, gik op paa Højens Top for at lytte til Spillet. Ogsaa Skovens Husmoder, Tapios driftige Hustru, klædte sig i fine, blaa Strømper, smykkede sig med Guldsnorer, satte sig paa en kroget Birkestamme for at lytte til Kantele, for at nyde dens Toner.
Hvad der fandtes af Fugle i Luften, flyvende paa to Vinger, de kom som Hvirvelvinden for at høre det liflige Spil.
Da Ørnen i sin Rede hørte det liflige SuomiSpil, da forlod den Ungerne i Hjemmet og begav sig flyvende ud efter Heltens daarende Toner. Fra det høje fløj Ørnen, Høgen gennem Skyerne, Allikerne fra de dybe Vover, Svanerne fra de isfri Kær og smaa Bogfinker, trallende Sangfugle i hundredevis, henimod tusinde Lærker glædedes i Luften, snakkede sammen paa Sangerens Skuldre, medens den gamle spillede.
Selve Luftens Gudinder, Luftens herlige jomfruer, undredes over Spillets, Glæde, lyttede til Kantele, én siddende i Glans paa Himlens Bue, en anden hvilende i fyldig Skønhed paa Randen af en Rosensky.
Maanens Datter, den høje Mø, og Solens flinke jomfru holdt Væven an, løftede Skafterne og vævede de gyldne Tøjer paa Randen af en rødmende Sky. Da de fik Tonerne at høre fra denne skønne Strængeleg, faldt Skyttelen af deres Hænder, Spolen gled ud mellem deres Fingre, Guldtraaden brast, og Sølvskafterne sprængtes. Men den gamle Vaina spillede en Dag, spillede tvende. Ikke fandtes den Helt, ikke den koldblodige Kæmpe, ikke Mand, ej heller Kvinde, ikke den fletningprydede Ungmø, som kunde holdt Graaden tilbage, hvis Hjærte ikke vilde have svulmet. Der græd unge, der græd gamle, der græd ugifte Mænd og gifte Kæmper, der græd halvvoksne Drenge, baade Ynglinge og jomfruer, til og med Smaapigerne, thi saa sælsom var Tonen, saa lifligt var Gubbens Spil.
Ikke fandtes der et levende Væsen, end ikke i Vandet, ikke det Dyr, som rørte sig med seks Finner, ikke den Fiskestime, som jo ikke ville være kommet for at lytte, for at undres over Glædesspillet.
Gedderne kom klodset svømmende, Laksen ilede fra Undervands Kilderne, Sildene fra Dybet, smaa Skaller, Aborrer og andre Fisk, trængte sig ved Siden af hinanden i Sivene, lagde sig langs Stranden for at høre Vaina Sang, for at lytte til Strængelegen.
Ahti, Bølgernes Konge, Vandets Gubbe med Skæg af Tang, hævede sig op i Vandskorpen, gled ind mellem Aakanderne, lyttede der til jubelen og brast i Ord: "Ikke har jeg før hørt noget saadant, aldrig i mit Liv noget som Vaina Spil, som den gamle Sangers jubel. "
Søstrene Sotkottaret, de i Sivene boende, børstede deres Lokker med en sølverne Børste; de fik de uvante Toner at høre, fornam dette herlige Spil. Kammen gled i Vandet, Børsten forsvandt i Bølgerne, Haaret hang uredt, Lokkerne ubørstede.
Selve Vandets Husmoder med det tangindhyllede Bryst lagde sig paa en Vandklippe for at høre paa disse Toner, paa Väinämöinens Spil, thi Tonen var sælsom, Spillet over al Maade herligt. Der slumrede hun sødelig ind, liggende foroverbøjet paa den brogede Stens Ryg, paa den mægtige Klippebloks Side.
Selv den gamle Väinämöinen fældede Taarer. Vanddraaber randt fra hans Øjne, Draaber større end Tranebær, rundere end Ærter, fyldigere end Hjærpeæg, tykkere end Svalehoveder. Taarerne randt fra hans Øjne, trillede ned over hans Kinder, paa hans skønne Ansigt paa den brede Hage, fra den brede Hage paa det mægtige Bryst, fra det mægtige Bryst paa de kraftige Knæ, fra de kraftige Knæ ned paa Fødderne, fra Fødderne ned paa jorden under hans Fødder gennem fem Uldkapper, gennem seks Uldbælter, gennem syv blaa Kofter, gennem otte Klædeskjortler.
Og Taarerne trillede bort fra den gamle Väinämöinen ned til det blaa Havs Strand under de klare Vande paa det mørke Bundgrus.
Da brast den gamle Sanger i Ord: "Findes der blandt denne Ungdom, blandt denne skønne, opvoksende Slægt, blandt disse mange stammebeslægtede en, som kan opsamle mine Taarer under de klare Vande?"
De unge svarede da, og de gamle genmælede: "Ikke blandt denne Ungdom, ikke blandt denne skønne, opvoksende Slægt, blandt disse mange Stammefrænder, findes den, som kan opsamle dine Taarer."
Da sagde den gamle Väinämöinen: "Til den, som vil hente mig mine Taarer, som vil plukke Vanddraaberne under de klare Vande, til den skænker jeg en kostbar Dragt, smykket med Søfugleskind."
Ravnen kom skræppende; til den sagde Väinämöinen: "Henter du, Ravn, mine Taarer! Dig giver jeg da den kostbare Dragt."
Ikke kunde Ravnen.
Dette hørte den blaa And. Til den sagde Vaina: "Ofte dykker du ned, du blaa And, gaa, pluk mine Taarer under de klare Bølger, og du skal faa den bedste Løn."
Anden dukkede ned til det mørke Bundgrus, plukkede Taarerne fra Havets Bund, gav Vaina dem i Haanden. Men allerede var de forvandlede, allerede var de vokset til skønne Perler, havde omskabt sig til Muslinger, til Kongens Ære, til de mægtiges evige Fryd.
Træsnittene er af Akseli Gallen-Kallela (1865 – 1931)
