Artikel fra Bindu nr. 18
Musik ved nattetide
Denne juninat er måneløs, men så meget mere levende af stjerner. Dens mørke fyldes med duft af brisen fra de blomstrende lindetræer, lugten af våd jord og vinens usynlige grønne. Der hersker stilhed, men en stilhed, der ånder med havets sagte åndedrag og i en fårekyllings høje skingre filen vedholdende udbreder sig om sin egen dybe fuldkommenhed. Langt borte er et tog, der kører forbi, som et langt kærtegn, der blidt, med en ubønhørlig blidhed, bevæger sig over nattens varme krop.
Musik, siger De. Det ville være en god stund for musik. jamen, jeg har musik her i kassen, lukket inde som en ånd i en flaske fra Tusind og en Nat, parat til at bryde ud af sit fængsel ved den mindste berøring. Jeg udøver den nødvendige mekaniske magi, og pludselig, ved et mirakuløst sammentræf (for jeg havde valgt pladen i mørket uden at ane hvad kassen ville spille), pludselig begynder indledningen til Benedictus af Beethovens Missa Solemnis at tegne sine mønstre mod den måneløse himmel.
Benedictus. Velsignet og velsignende som denne musik er, er den på en måde et modstykke til natten, til det dybe og levende mørke, hvori denne musik strømmer, nu i et enkelt stød, nu i et fint spind af melodier, nu i pulserende og næsten solide klumper af harmonisk lyd, strømmer ustandseligt som tiden selv, som et livs stigende og faldende, faldende bane. Det er nattens modstykke i en anden tilværelsesform, som en duft er et modstykke til de blomster, den er destilleret fra.
Der er, eller synes ialt fald undertiden at være, en vis velsignelse i tingenes inderste, en mystisk velsignet tilstand, som tilfældige hændelser eller skæbnebestemte øjeblikke (og denne nat er et sådant øjeblik for mig) gør os dunkelt, eller undertiden intenst, men altid, ak så kortvarigt bevidst. I Benedictus giver Beethoven udtryk for denne bevidsthed om en velsignet tilstand. Hans musik svarer til denne nat ved Middelhavet, eller rettere til den velsignede tilstand, den ville være, hvis den kunne sies fri for irrelevante og tilfældige ting, raffineres og udskilles i sin rene kvintessens.
"Benedictus, benedictus ..." Den ene stemme efter den anden optager temaet, der føres frem af orkestret og kærligt formidles af en lang udsøgt solo for violin for velsignethed røber sig oftest for den enlige sjæl. "Benedictus, benedictus ..." Og så dør musikken pludseligt. Den flyvende djinn er stoppet i flasken igen, grammofonnålen skratter videre i stilheden med en tåbelig insektagtig vedholdenhed.
****
Når de i skolen lærte os det, der teknisk kaldes engelsk, plejede de at bede os "gengive med vore egne ord" et eller andet stykke fra det skuespil af Shakespeare, der i øjeblikket med samt alle noterne — især noterne — blev proppet i halsen på os modstræbende elever. Der sad vi så, et par rækker blækplettede småfyre og oversatte med møje og besvær "nu hviler silkepynt i skabets gem" til "nu ligger der smart silketøj i klædeskabet'' og "at være eller ikke at være" til "mon jeg skulle begå selvmord eller ej." Når vi var færdige, gav vi læreren stilene, og denne vagthavende pædagog gav os så karakter alt efter den nøjagtighed, hvormed vi "med vore egne ord" havde "udtrykt" skjaldens mening.
Han burde naturligvis have givet os allesammen nul og idømt sig selv hundrede liniers afskrivning for at have givet os den dumme opgave. Ingens "egne ord", bortset fra Shakespeares egne, kan på nogen mulig måde "udtrykke" hvad Shakespeare mente. Et kunstværks indhold er uadskilleligt fra dets form, dets sandhed og skønhed er to ting, og dog på mystisk vis eet. Det verbale udtryk for selv en metafysisk teori eller et etisk system, er næsten lige så udpræget et kunstværk som et kærlighedsdigt. Platons filosofi udtrykt i Jowetts "egne ord" er ikke Platons filosofi, og Paulus' lære er ikke Paulus' lære i f.eks. Billy Sundays gengivelse.
"Vore egne ord" slår ikke engang til, når vi skal gengive meningen med andre ord. Hvor langt mere utilstrækkelige er de ikke, når det gælder om at gengive meninger, der oprindeligt er udtrykt i musik eller en af de visuelle kunstarter! Hvad "betyder" musik f.eks.? Ved næsten enhver koncert kan man købe et analytisk program, der fortæller en ganske nøje, hvad den pågældende musik udtrykker. Alt for nøje. Det er sagen. Hver analytiker har sin egen version. Tænk Dem Faraos drøm udlagt af Josef, af de ægyptiske sandsigere, af Freud, af Revers, af Adler, af Jung, af Wohlgemuth den ville "betyde" en hel del ting. Men ikke nær så mange ting, som den femte symfoni i analytikernes ordflom, eller som jomfruen på Klippen eller den sixtinske Madonna har udtrykt på ikke mindre lyrisk vis.
Nogle kritikere, der er irriteret over ordskvalderet og denne latterlige mangfoldighed af "meninger", der tilskrives kunstværker, har erklæret, at musik og maleri ikke betyder andet end sig selv, og at det eneste de "udsiger" er noget om modulation og fuga, om farver, valører og tredimensionelle former. At de udsiger noget om menneskets skæbne eller universet som helhed, er en idé som disse purister affærdiger som det rene vås.
Hvis puristerne havde ret, måtte vi betragte malere og komponister som uhyrer. For det er i egentligste forstand umuligt at være menneske uden at have en eller anden opfattelse af universet, det er meget svært at være menneske og ikke udtrykke disse synspunkter, i alt fald indirekte. Det er imidlertid en iagttaget kendsgerning, at malere og musikere ikke er uhyrer. Derfor ... konklusionen følger uundgåeligt.
Det er ikke kun i programmusik og problembilleder, komponisterne og malerne udtrykker deres opfattelse af universet. De reneste og mest abstrakte kunstneriske værker kan, i deres eget specielle sprog, være lige så veltalende i denne henseende som de mest bevidst tendentiøse.
Sammenlign f.eks. en jomfru Maria af Piero delle Francesca med et tilsvarende billede af Tura. To madonnaer og de gældende symbolske konventioner er iagttaget af begge kunstnere. Forskellen, den vældige forskel, mellem de to billeder er en rent billedmæssig forskel, en forskel i former og i komposition af former, disposition af linier og flader og masser. For enhver, der er i mindste måde modtagelig for den rene forms veltalenhed, udsiger de to madonnaer aldeles forskellige ting om verden.
Pieros komposition er en sammensmeltning af glatte og smukt balancerede faste legemer. Alt i hans verden er forlenet med en art overnaturlig substantialitet, "er der" i langt højere grad end nogen genstand i den virkelige verden på nogen måde kunne være der. Og hvor sublimt rationelt, i ordets ædleste, mest menneskelige betydning, hvor filosofisk velordnet er landskabet og alle denne verdens indbyggere! Det er et værk af en gud, der "altid leger geometriker".
Hvad udsiger hun, denne madonna fra San Sepolcro? Hvis jeg ikke ganske har misfortolket den veltalenhed der findes i Pieros form, så fortæller hun os om menneskeåndens storhed og evne til at hæve sig over omstændighederne og beherske sin skæbne, Hvis man spurgte hende: "Hvordan skal jeg blive frelst?" ville hun rimeligvis svare: "Ved fornuften." Og foregribende Milton ville hun sige: "Ikke kun, ikke først og fremmest, ved korset, genvindes paradiset, men i de yderste ørkner, hvor mennesket sætter sin fornufts styrke op imod Satan." Denne Kristi moder er sandsynligvis ikke kristen.
Lad os nu vende os til Turas billede. Det er dannet af en substans, der er den levende legemliggørelse af flammer – flammekød, levende og følsomt og lidende. Hans overflade vrider sig bort fra blikket, som om de krympede sig i smerte. Linierne flyder i et indviklet spind med noget af den foruroligende og magiske kalligrafi, der karakteriserer visse tibetanske malerier. Se godt efter. Føl Dem ind i billedet, ind i malerens tanker og intuitioner og følelser. Det var en mand, der var nøgen og prisgivet skæbnen. For at kunne proklamere åndens stoiske uafhængighed, må man være i stand til at hæve hovedet op over tingenes strøm. Denne mand var nedsunket i strømmen, overvældet af den. Han kunne ikke indføre nogen orden i sin verden. Den forblev for ham et mystisk kaos, fantastisk oversået med pletter, snart af det rent himmelske, snart af det mest djævelske helvede. En skøn og forfærdende verden, er denne madonnas dom. En verden, der er som en inkarnation, en legemliggørelse af Ofelias galskab. Der er ingen vished i den, men der er lidelse og af og til lykke. Og hvad frelsen angår, hvem kender da frelsens vej? Der er måske mirakler til, og der er altid håb.
Grænserne for kritik nås hurtigt. Når kritikeren har udtrykt "i sine egne ord" så meget, eller rettere lidt, som hans egne ord kan udtrykke, kan han kun henvise læserne til det originale kunstværk: lad dem gå og se selv. De der går over grænsen, er enten temmelig tåbelige, forfængelige folk, der elsker deres "egne ord", og tror at de kan sige mere med dem, end "egne ord" i følge sagens natur kan udtrykke. Eller de er intelligente mennesker, der tilfældigvis er filosoffer eller litterære kunstnere og finder det bekvemt at gøre kritik af andres arbejder til springbræt for deres egen skabende virksomhed.
Hvad der gælder maleriet, gælder ligeså fuldt musikken. Musik "udsiger" ting om verden, men i et specifikt musikalsk sprog. Ethvert forsøg på at gengive disse musikalske udsagn i "vore egne ord" er nødvendigvis dømt til at slå fejl. Vi kan ikke isolere den sandhed, der rummes i et stykke musik, for det er en skønhed-sandhed og den er uadskillelig fra sin partner. Det bedste vi kan gøre, er at antyde i de alleralmindeligste vendinger, hvori den musikalske skønhed-sandhed består og så henvise de nysgerrige sandhedssøgere til originalen. Indledningen til Benedictus i Missa Solemnis er således et udsagn om den velsignede tilstand, der hersker i tingenes inderste væsen. Men det er så langt vi kan komme med "egne ord". Hvis vi med "egne ord", begyndte at beskrive, hvad Beethoven følte angående denne velsignede tilstand, hvordan han opfattede den, hvad han mente om dens væsen, ville vi snart opdage, at vi skrev lyrisk nonsens i samme stil som de analytiske programskribenter. Kun musik og kun Beethovens musik og kun dette særlige stykke af Beethoven kan med præcision fortælle os om Beethovens opfattelse af hvad den velsignede tilstand i tingenes inderste væsen virkelig bestod i. Hvis vi vil vide det, må vi lytte — helst en stille juninat, med det usynlige havs åndedrag som baggrund for musikken og duften af lindetræer i mørket som en yndig blid harmoni, der opfattes af en anden sans.
