Artikel fra Bindu nr. 18
Meditativ lyttemåde
Den følgende tekst er et afsnit i bearbejdet form fra mit magisterspeciale "Undersøgelser omkring eksperimentbegrebet og eksperimentets rolle i vestlig kunstmusik efter 1945". Det handler om instrumental, vokal og elektronisk musik der går ud over traditionelle normer, og som kan være skrevet ned med andre symboler end noder. Nogle af de kendteste repræsentanter for denne "avantgardeklassiske" musik er amerikaneren John Cage og tyskeren Karlheinz Stockhausen.
Det er min opfattelse, at der i denne vores egen tids musik efter 1945 sker et nyt skred i bevidsthedsudvidende retning, ligesom der gjorde tidligere omkring 1. verdenskrig. Idet musikkens tilvante sprogkarakter og funktion synes at blive ødelagt, åbnes samtidig for det nye og ukendte.
Meditativ Lyttemåde - Meditativ Musik
For Strobel havde den kunstneriske modernisme i dette århundrede generelt den betydning, at "illusionismen" blev ophævet og at det "uendelige" blev kunstens genstand. Og i 1952 har Stockhausen beskrevet en ikke fokusering af lyttemåden, i forhold til den indsnæverthed, som forventningerne om noget velkendt kan betyde:
"Musik konsumeres i dag i ønskekoncerter. Det at lytte er blevet til at man lytter efter det man ønsker og forventer at høre. En musik som er uden indhold og som mennesker ville kunne rette deres ønsker imod (man ønsker sig nemlig ikke blot et eller andet, men noget bestemt), en sådan musik vil forblive uhørt indtil man holder op med at lytte efter sit ønske og begynder at lytte meditativt. En sådan ændring kan følge som resultat af selvdisciplin." (Stockhausen: Situation des Handwerks)
Det meditative eller meditativt vedkommende i musikken angår først og fremmest lyttemåden; i 1943 findes en sådan indgående beskrevet som et fortløbende lytteeksperiment af Anne Medley (The Introspective Listener, Music and Letters). Og om end hun her taler om musik som i denne fremstillings sammenhæng hører ind under det traditionelle, kommer en manglende interesse for det at huske forløb og hændelser for dagen noget der imidlertid bliver programmatisk udarbejdet i Cage's og Stockhausens teorier, idet musikkens fremadskridende og momentære karakter netop betones.
Hentydninger til det meditative i litteraturen om eksperimenterende musik er utallige, og det beskrives af en del forfattere som en selvstændig tendens. "Meditativ musik" begrænser sig ikke i sit indhold til vilkårlige betydninger i retning af noget vagt poetisk eller lignende. I den musiks eksperimenterende hastigt foranderlige situationer er de meditative kvaliteter ikke altid lette at præcisere, men en række kendetegn kan dog skelnes:
Musik kan i form, udøvelse og forløb være ganske lig visse meditationsteknikker. Udfra den betragtning synes der at være to hovedkategorier: når musikken forløber som en uafbrudt "stream of consciousness" (bevidsthedsstrøm), og når musikken afspejler det stadigt tilbagevendende monotone som i mantra-meditationen.
Når det at lytte til musik sammenlignes med at meditere er der store ligheder selv om meditation normalt ikke foregår ved hjælp af musik, hvis der da overhovedet findes eksempler herpå. Men musikken anvendt som ritual peger undertiden hen på en beslægtet form for aktivitet, idet musikken suggestivt kan fremkalde lignende former for koncentration og fysiske virkninger:
"Under opførelsen og oplevelsen af musikalske forløb kan man opleve at deltage i et særligt frigørende og upersonligt ritual. At fokusere på forløbet i musikken muliggør et skift i opmærksomheden bort fra ham og hende og du og jeg henimod det. " (Steve Reich: Music as a Gradual Process)
I Stockhausens tekststykker kommer en indstilling svarende til en "betragtende lytten" i særlig udpræget grad til udtryk i måden musikken bliver opført på. I Setz die Segel zur Sonne fra Aus den sieben Tagen 1968, opfordrer han til at man lytter efter den klanglige helhed:
"Spil en tone så længe, at du kan høre dens enkelte svingninger. Fasthold den og lyt til de andres toner alle på en gang, ikke på en alene ..."
En betragtende lytten beskrives ganske i overensstemmelse hermed i en anvisning fra meditationsteknikken Antar Mouna (Indre Stilhed), 1. trin:
" ... hør alting omkring dig,
alle lyde, i alle retninger.
Hør uafbrudt alle lydene i omgivelserne,
alle på én gang, hele tiden, ikke bare én lyd,
men alle lydene som en helhed.
...
Bevidstheden opfatter alting
med samme interesse,
intet fremhæves, intet skubbes bort.
Læg mærke til bilen på gaden
og fuglen som synger
samtidig med urets tikken
og naboens radio eller TV.
Opfat alt omkring dig,
alle lydene på én gang. . ."(Swami Janakananda Saraswati:
Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag)
I ES fra ovennævnte samling af Stockhausen må der kun spilles når man befinder sig i en tilstand af ikke tænkning. Tavs meditation indgår, dels kollektivt før de første lyde kan melde sig og i de fælles pauser, dels individuelt når tanker dukker op. Stykket består af følgende tekst:
"Tænk INGENTING Vent til der er helt stille i dig. Når du har opnået det, begynd så at spille. Så snart du begynder at tænke, hold da op og forsøg igen at nå IKKE TÆNKNINGENS tilstand. Spil så videre."
Ikke tænkningens tilstand kræver mere fuldstændig koncentration end blot det at lytte åbent (svarende til det 6. trin af Antar Mauna, idet sindet dog er blevet forberedt gennem de tidligere 5 trin af meditationen).
Man kan fastholde overfor skeptikere der betvivler at det overhovedet skulle være muligt, at for det første kan tænkning ses som noget andet end den kropsbevidsthed hvormed man omgås musikinstrumentet og de dermed forbundne tilskyndelser til at spille og improvisere og bevæge kroppen; for det andet kan lyden og det at spille forstærke og vedligeholde koncentrationen. Hvad anvisningen udelukker, er alt hvad der ikke er direkte impulser til at spille.
For Cage er det ligeledes påfaldende, hvordan musikinstrumentet ikke forbindes med praktiske formål:
"En ting leder til andre ting, hvorimod et musikinstrument leder til ingenting."
(Cage: Lecture on Nothing)
Sønderdelingen af musikken, betoningen af de enkelte øjeblikke og forholdet mellem disse i sammenhæng med en fortløbende helhed kan sammenlignes med tilsvarende fremgangsmåder i meditationspraksis. Ligheden i hvad der udtrykkes i de to følgende citater synes således påfaldende:
"Jeg måtte lære at blive i stand til at holde min bevidsthed fri fra ethvert forudgående øjeblik for at være i stand til at skabe det næste. Hvad det betød for mig var, at det gav en frihed, frihed til at gøre hvad som helst, og på den måde lærte jeg at være fri en hel time af gangen." (John Tilbury)
"Det næste trin (4. trin i Antar Mauna) ... er ... at opleve at du ser på dine tanker; men så snart du har set dem så afbryd dem ... vær hele tiden parat til nye tanker, der dukker op." (Swami Janakananda Saraswati)
Den anden måde hvorpå musik kan sammenlignes med meditation er ved at have lydkvaliteter der er egnede til at betone det stadige, vedblivende, identiske og gentagne. Hamel taler om "periodisk musik" og "minimal musik", hvor korte motiver gentages, som hos Terry Riley, LaMonte Young, Steve Reich, Phil Glass, Robert Moran og Frederic Rjewski; beslægtet hermed er hans egen "koncentriske musik".
Til illustration af det stadige og gentagnes betydning i meditationspraksis kan nævnes, at der inden for yogaen findes såvel teknikker der anvender koncentration på objekter (såvel "ydre" objekter, f.eks. en stearinlysflamme, som "indre") som mantrateknikker, hvor et "lydord" gentages højt eller mentalt.
Østlig, meditationsnær filosofi kan optræde som inspiration og udgangspunkt for musikteori. Der bliver her tale om en kompleks sammensmeltning af ideer. For Cage har Zen og denne traditions læggen vægt på det enestående øjeblik været en afgørende faktor og hans musik forbindes i overensstemmelse med sin hensigt ofte med ideer forbundet hermed. LaMonte Young har skabt musik ud fra studier i Nada Yoga (lydøvelser) og traditionel indisk vokalmusik. Og Stockhausens musikalske ideer står ofte i nær tilknytning til filosofiske ideer med tilknytning til bl.a. yogaen.
Vestlig "meditativ musik" kan ofte påpeges at have visse ligheder med orientalsk musik. Cage har eksperimenteret sig hen i mod en klangverden der ligner et slags mikrokosmos af gamelan-orkesteret, når der fra det af ham behandlede vestlige flygel stiger uensartede, slagtøjsagtige lyde op. Ligheder med orientalsk musik er dog ofte spredt forekommende og af indirekte art.
At betragte musik i forbindelse med ritualer og indstilling på meditation er ikke nyt for musiketnologer, men derimod ikke almindelig kendt udfra vestlig musikbetragtning; Anne Medley's lytteeksperimenter fra fyrrerne fremtræder stadig som yderliggående i forhold til de gængse musikteoretiske begreber.
Den meditative tendens synes at rokke ved den vestlige kunstmusiks naturbeherskelses-rettede teoretiske karakter. I særlig belysning sættes denne mulighed, når 0. Goswami's kritik af den vestlige klassiske musik betragtes. Goswami taler ud fra det princip i den indiske klassiske musik, at den musikalske lyd forstås som en del af den generelle lydverden. Indskrænkningen af antallet af skalaer til to, nemlig dur og mol, forekommer ham pedantisk, og tendenser der muliggør en klanglig fuldkommenhed betragter han positivt:
"Det var ikke før i slutningen af det nittende århundrede at nogle vestlige musikere ubevidst begyndte at søge efter et mere naturligt ståsted.
Det store romantiske opbrud er et af eksemplerne på denne, ubevidste anstrengelse. Erik Satie's og Debussy's harmoniske tonerækker var tegn på denne bevægelse mod et nyt musikalsk ideal, og det takket være pianoets pedaleffekter, som — når der spilles på en naturlig og direkte måde — er i stand til at frembringe en slags sammenblandet strøm af lyde hvor tonerne i en vis udstrækning mister deres individualitet og bliver dele af en helhed. Men denne integration er stadig en skygge — et svagt billede af den sande form for gammel musik som stadig er fremherskende i Østen.
Denne bevægelse og søgen hen mod dette ideal fortsætter stadig og vil fortsætte indtil vesterlændingene er klare til at ændre deres indstilling til musik og rekonstruere hele det musikalske system udfra de naturlige love for lyde." (0. Goswami: The Story of Indian music)
