Artikel fra Bindu nr. 18
Fra "Glasperlespillet"
"Musikkens oprindelse ligger langt til bage. Den opstår af mådeholdets begreb og har rod i det store Ene. Dette frembringer de to poler; disse frembringer det mørkes og det lyses kraft.
Når verden befinder sig i fred, når alting er i ro og alle i deres gøremål følger dem som er sat over dem, da lader musikken sig bringe til fuldkommenhed. Når begær og lidenskab ikke vandrer ad falske veje, da lader musikken sig bringe til fuldkommenhed. Den fuldkomne musik har sin årsag. Den opstår af ligevægten. Den opstår af det rette, dette af verdens mening.
Derfor kan man om musikken kun tale med et menneske, der har erkendt verdens mening.
Musikken beror på harmonien mellem himmel og jord, på overensstemmelsen mellem mørket og lyset.
De stater, der er i opløsning, og de mennesker, der er modne til undergang, mangler ganske vist heller ikke musik, men deres musik er ikke munter. Derfor: jo mere berusende musikken er, des mere, tungsindige bliver menneskene, desto mere truet landet, desto dybere synker fyrsten. På denne måde går også musikkens væsen tabt.
Hvad alle de hellige fyrster har sat så højt ved musikken var dens munterhed.
Tyrannerne Giä og Dsjou Sin skabte berusende musik.
De anså de stærke klange for smukke og masseeffekter for interessante. De stræbte efter nye og sælsomme klangvirkninger, efter toner, som endnu intet øre havde hørt; de søgte at overbyde hinanden og overskred mådehold og mål.
Årsagen til staten Tsjus forfald var, at den opfandt tryllemusikken. Nok er en sådan musik berusende, Men i virkeligheden har den fjernet sig fra musikkens væsen. Da den har fjernet sig fra den egentlige musiks væsen, er denne musik ikke munter. Er musikken ikke munter, knurrer folket og dets tilværelse lider skade. Alt dette skyldes at man miskender musikkens væsen og kun stræber efter berusende klangvirkninger.
Derfor er en velordnet tidsalders musik rolig og munter og regeringen harmonisk. En urolig tidsalders musik er ophidset og forbitret, og en sådan tids regering er ilde stillet. En stat i opløsning har musik, der er sentimental og sørgmodig, og dens regering er i fare."