Artikel fra Bindu nr. 18
Falder du i ellerfalder du ikke i?
Der er ikke noget der hedder "næsten musik", ligesom der heller ikke er noget der hedder "næsten gå på vandet". Falder du i eller falder du ikke i?
Nikola
I slutningen af tresserne, var jeg ved at være færdig med mit fysikstudium; jeg spillede klassisk fagot i Den Danske Blæserkvintet, og var samtidig dybt fascineret af den rytmiske musik, folkemusikeren osv. Og af alting, blev det den bulgarske folkemusik der kom til at åbne døren, i form af et postkort med grammofonpladeriller: jeg hørte en klarinetspiller spille noget musik, der i den grad ramte mig i hjertekulen, at jeg ikke var i stand til at blive færdig med den oplevelse.
Jeg købte mig en klarinet og begyndte at kopiere ham. jeg spillede pladen på halv hastighed for at høre hvordan forsiringerne blev spillet og hvordan vibratoet fungerede. jeg forsøgte at imitere hans klang og forskede i klarinetter og klarinetmundstykker, men lige meget hvordan jeg vred og vendte mig, var det mig umuligt at nærme mig det jeg hørte på postkortpladen. Det endte med, at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne og tog til Bulgarien med det faste mål, at finde postkortmusikeren.
Jeg vidste ikke hvad han hed, men den vanskelighed løste sig allerede den første dag i Bulgarien: jeg gik ind i en grammofonpladeforretning og bad om at få høre noget klarinetmusik, og den første! plade jeg fik høre var med samme musiker, hævet over enhver tvivl. På pladecoveret stod navnet: Nikola Jankov. Det kostede mig tre døgns detektivarbejde at finde ham. Han boede i en lille landsby uden for Plovdiv og der kørte jeg ud.
Jeg taler ikke et ord bulgarsk, men fik alligevel ved tegn og indianersprog forklaret ham hvad det handlede om. Han anede ikke at der var noget der hed Danmark, og tanken om at jeg var draget hele den lange vej for at træffe ham, kunne han godt lide. I hans køkken, hvor akustikken var bedst, spillede han de første toner for mig. Det var mildest talt overvældende. Det var tordnende kraftigt, øresønderrivende kraftigt, kraftigere end en trompet, og Nikola var fuldstændig afslappet at se på mens han spillede. Det første stykke han spillede, var dybt tragisk i sin grundfølelse og struben snørede sig sammen af bevægelse. Nikola spillede med et fredeligt og venligt glimt i øjnene og et skævt smil om munden. Den tragiske stemning afløstes lidt efter lidt af en sommerfugleagtig lethed og ubekymrethed. Til sidst væltede han et bjerg af energi ud i køkkenet og spillede en kædedans, swingende, legende, fnuglet og alligevel myndigt. Han kikkede hele tiden på mig og var tilsyneladende helt upåvirket af det følelseshav han lige havde skabt. Det var forvirrende. jeg havde altid troet, at den sandeste musik blev skabt når musikeren var helt ude af flippen, og glemte sig selv, spillede i en slags rus; og her stod en tilsyneladende helt nøgtern mand, og sendte intense følelser ind i mig med matematisk præcision, og fjernede dem igen!
Det var helt åbenbart, at Nikola Jankov kunne følelserne, og det satte jeg mig for at lære. Det kom ikke fra den ene dag til den anden, for det at kunne følelserne, som en skala, betyder, at jeg når som helst skal være i stand til at fremmane dem ved klarinettens hjælp. Klokken tre om natten. jeg gik i gang med krum hals, og med det effektive stykke værktøj i hænderne, som den bulgarske folkemusikers spilleteknik er, lykkedes det mig efterhånden. Så jeg begyndte at sende følelser ud i hovedet på mine arme landsmænd, (det var i Balkan Trioens dage) og jeg oplevede den berusende følelse det er, at kunne få en hel sal til at græde, juble og danse. Men det gik tit helt galt. Pludselig blev salen aggressiv eller kold. Eller dansen holdt op. Åh! en musiker der sidder og kæmper for at få gang i salen. Impotensens impotens!
Mustafa
Mustafa Kandirali, hedder en gudsbenådet klarinetist fra Tyrkiet. Han er meget berømt og forgudet i sit hjemland, så han var svær at komme ind på livet af.
Det lykkedes på den stive og umusiske måde, ved hjælp af ambassader, tolke og papirer fra kulturministeriet.
Dagen oprandt. Da Mustafas kone var syg, blev mødet arrangeret i hans vinterlejlighed, der var ubeboet på det tidspunkt. Møblerne var dækket til med hvide lagner, og der var skruet skodder for vinduerne, så kun et svagt lys sivede ind. Tilstede var to ambassadefolk, en tolk, en journalist og en fotograf, og stemningen var mildest talt underlig. Mustafa var hektisk og brovtende: "Det jeg har gjort på min klarinet, vil jeg sammenligne med mindst to universitetsgrader". Det var meningen at han skulle spille for os, og det trak ud.
Endelig hentede han sin klarinet, og jeg ventede at han ville tage fusen på os ved at spille et eller andet halsbrækkende svært, over stok og sten. Han prøvede ikke klarinetten først, men stod lidt med lukkede øjne. Så spillede han en tone. Ikke ret kraftigt, nærmest lidt forsagt. Ensomt. Klangen lidt klemt og støvet. Stille voksede der noget frem. Det var som om han meget blidt tegnede et billede af hvordan vi havde det, hvordan stemningen var mellem os. Han spillede den solo, der lå i rummet, og forsøgte ikke at presse et eller andet postuleret "se mine muskler" ned over hovedet på os.
Bagefter var stemningen selvfølgelig helt ændret. Den småpinlige, stive atmosfære, var afløst af lettelse og opstemthed, og dagen udviklede sig til en ren' fest.
Karakteristisk nok, ville Mustafa ikke høre den båndoptagelse jeg havde lavet, i modsætning til de fleste andre musikere jeg har "tappet". Han var øjensynlig helt klar over, hvad han havde sendt ud.
Bazaar
Følelserne er ikke musikken. Skalaerne er heller ikke musikken, tonerne er ikke musikken. Musik er en begivenhed i den menneskelige bevidsthed. Den har som årsag alle disse ting, men den er ikke disse ting.
Når begivenheden musik indtræffer, er der ikke noget "hvorfor og fordi". Det er når det ikke sker, at vi begynder at stille spørgsmål; som tilhører: "Hvad forhindrer mig i at opleve?", og som musiker: "Hvorfor letter den ikke?". Det kan være fordi orkesteret er jammerligt, ubevidst og egocentreret, eller musikken uformålstjeneligt komponeret. Det kan være fordi publikum er for stift og uigennemsigtigt. Det sidste har jeg tit oplevet til firmafester og i 1.maj fester for politisk enige. Publikums fællesbevidsthed, bygget op af deltagernes indbyrdes roller og masker, kan virke ubrydelig. Helheden, gruppen, er langt mindre end summen af delene, de enkelte mennesker. Men det er tit mere frugtbart at give sig selv skylden når musikken udebliver: Sagde jeg ja til hvad der var i rummet, ligesom Mustafa, eller havde jeg noget med hjemmefra, forventninger og fordomme osv, vi kender det: nu kommer det store sted i symfonien! og der sker intet som helst.
Det er min mest dyrekøbte erfaring som musiker, at det er afgørende at acceptere det der er i rummet, det der faktisk sker. Dyrekøbt og betalt, med aftner der røg på gulvet, festen der udeblev, et voldtaget publikum der ikke hentede andet end: "Hold kæft, hvor er de dygtige de musikere!".
Hvis jeg ikke kan få en bestemt stemning frem, så skal den ikke frem. Hvis musikken ikke vil lette, så skal den ikke lette. Hvis energien ikke vil op, så nytter det ikke at mase på. Se at komme ned under det energiniveau der faktisk er i salen og skru ned for viljen.
Pludselig oplever vi at musikken skaber sig selv. Min rolle bliver nærmest en iagtagerolle, for instrumenterne spiller selv. Som en raket flyver klarinetten afsted, og jeg skal bare holde godt fast i halen. Hvis jeg glemmer mig selv og mister bevidstheden, så falder jeg af, og det kan være svært at springe af på et tog i fuld fart; eller hvis jeg begynder at gribe for aktivt ind, så kan jeg på utrolig kort tid afspore toget. Skriig brems krasch!!! og publikum og musikere står blinkende på gulvet og virrer med hovedet.
Når musikken kører rigtigt, kan det være umuligt at afgøre hvem der skaber den. jeg har tit oplevet, at alle fire mand i mit orkester "Bazaar" på en gang, som var det nedskrevet på noder, kaster sig over et musikalsk forløb, der aldrig har været spillet før; med melodi, harmoni og rytme. Pludselig drejer musikken "Venstre om", og alle følger med. De første gange jeg oplevede det, blev jeg så forskrækket, at jeg røg af sporet, begyndte at grine eller kommentere, eller lod mig rive med af tanken: "Fantastisk! Dette er jo telepati. Eja!"
Jeg kan selvfølgelig også til en hvis grad styre musikken, men det er svært at sige hvordan. Det er på en måde som om jeg drømmer hvad der skal ske, og så sker det. Men er det så "mig" der styrer musikken?
Jeg husker en aften, hvor organisten (Anders Koppel) og jeg havde en fornemmelse af, at vi hele tiden spændte ben for hinanden. Vi kunne ikke finde ud af at improvisere sammen, så vi aftalte som med en mund: "Det går ikke i dag. Skal vi ikke bare skiftes til at holde rytmen og spille solo, uden at blande os i hinandens soloer?" Det var indrømmelse nok af, hvordan vi havde det: Få minutter efter kommunikerede vi så smukt og uforudsigeligt som aldrig før.
Vi har i Bazaar efterhånden fundet frem til en koncertpraksis, hvor vi starter med at spille helt uaftalt musik. Til at begynde med ingen rytme eller harmoni. Tilbageholdenhed med de musikalske tilbud. Den musik der kommer ud af det, er erfaringsmæssigt det bedste udgangspunkt for en aften. Senere kan vi spille de mere eller mindre fastlagte og forberedte numre. (For disse numre gælder i øvrigt nøjagtig det samme, som for den helt improviserede musik!) På en eller anden måde får vi spillet os selv og publikum "i fase", hvilket måske forklarer, at selv det mest aggressive publikum plejer at æde den tit meget sære musik, der kommer ud af det, råt.
Den grå Hal
Der havde været "narko-høring" på Christiania. "Den grå Hal" havde dagen igennem været rammen om en narkotikadebat, med alle mulige talere: politikere, narkomaner, læger, politifolk osv. Der var tusindvis af mennesker, og Bazaar skulle danne det "festlige punktum".
Stemningen var grufuld, folk var angste og aggressive, og mens vi rullede ledninger ud og stillede forstærkere op, slog publikums utålmodighed op mod os, i form af tilråb og trusler. Vi blev mere og mere febrilske, elektriciteten begyndte at drille, først satte forstærkeren ud, så svigtede en pedal. Scenens forkant var skjult under et bjerg af tomme flasker, der væltede rundt mellem hinanden bare vi så på dem. Da vi langt om længe var spilleklar, overvejede vi at lægge ud med et af de flotte gennemarrangerede risikofri numre, for med det samme at tage fusen på publikum men vi tog os i det, og besluttede at starte improviseret, som vi plejer. Musikken lagde sig næsten med det samme omkring c mol. jeg blev i det dybeste register på fagotten, rytmen var langsom og usammenhængende og musikken blev mørkere og ondere, tilsidst næsten makaber. Midt i det hele begyndte tre rockere at slås på gulvet foran os. Lysmanden rettede projektørerne mod dem, alt imens vi fortsatte med at spille, med voksende koncentration om kampen og de tre rockere. Ubevidst begyndte de at følge musikken i deres bevægelser, og deres kamp udviklede sig til en slags ballet. De omkringstående, begyndte at blande sig med dans og tilråb, og pludselig gik det op for de kæmpene hvad der foregik! I samme sekund blev musikken lys og dansende og salen på det nærmeste eksploderede af lettelse. På et øjeblik var gulvet fyldt af dansende mennesker og aftenen endte i lys.
