UDSKRIFT
Bindu 18

Artikel fra Bindu nr. 18

At vente på noget der skal briste

en beretning fra Alaskaeskimoerne

af Knud Rasmussen

"I gamle Dage fejrede vi hvert Efterår store Fester for Hvalens Sjæl og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Aanderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i Mørke og tænkte, alle Mænd baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.

Thi vore Forfædre havde den Tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til."