En yogaskole ser dagens lys
I 1970 vendte Swami Janakananda, efter et længere ophold i Indien, hjem til Danmark, hvor han grundlagde Skandinavisk Yoga og Meditationsskole.
Efter i mange år at have brugt yoga til at styrke sin kreativitet indenfor teater og malerkunst, og som et middel til at opdage mere om sig selv, blev Swami Janakananda inspireret af sin lærer Swami Satyananda til at dele sine erfaringer med andre.
I sommeren 1970 åbnede skolen i en lille butik i Viborggade på Østerbro i København. Den voksede sig hurtigt større, folk flyttede ind for at blive yogalærere eller blot for at leve et sted, hvor yoga var en del af hverdagen. Samme efterår opstod tillige et frugtbart samarbejde med grundlæggeren af aftenskolen F.O., Knud Brander. Det resulterede i mange aftenskoleklasser i yoga og afspænding rundt omkring i København.
Skolens lærere fik hurtigt så meget at lave, at det allerede efter et år blev nødvendigt at flytte til større lokaler i en villa på Nordkrog i Hellerup. I 1974, da denne også blev for trang, flyttede skolen til ejendommen på Købmagergade 65 i København - og blev en selvejende institution.
I slutningen af halvfjerdserne oprettede skolens lærere deres eget oplysningsforbund, da der i Danmark er tradition for at yoga undervises under aftenskolen. Skandinavisk Yoga og Meditationsskole i Købmagergade har i dag 6 undervisningslokaler, en butik og en tegnestue, foruden beboelse til en del af skolens lærere. Den fremstår som et aktivt center for yoga og meditation med undervisning, foredrag, koncerter og kunstudstillinger. Kvaliteten i undervisningen beror på en omfattende yoga- og meditationslæreruddannelse på heltid.
Med tiden er afdelinger af Skandinavisk Yoga og Meditationsskole vokset frem i Sverige, Norge, Tyskland og Frankrig. Udover skolen i København findes der i Danmark afdelinger i Århus, Ålborg, Esbjerg og Helsingør.
På Håå Internationale Kursuscenter for yoga og meditation i Sydsverige afholdes hvert år dybtgående kurser (retreats), f.eks. det årlige Tremåneders sadhanakursus. Kursuscentret, som er beliggende i Håå, Hamneda, 1½ times kørsel fra Helsingborg, åbnede for de første kurser i 1972. Gennem årene har Håå kursuscenter givet mennesker fra hele verden mulighed for at få overblik, indsigt og energi. Det er blevet et sted hvor folk kommer for at arbejde med dem selv og gøre sadhana, et sted hvor der bygges bro mellem det indre og det ydre liv. Kurserne er åbne for enhver, som vil lære noget om mangfoldigheden i tantrisk yoga og meditation.
Udover den daglige undervisning har skolens lærere i tidens løb undervist på sygehuse, i virksomheder, på ø-lejre og højskoler, i sportsklubber og foreninger, på musikfestivaler, i fængsler, på feriecentre, på charter- og helserejser til Middelhavet m.m. Gymnasier og andre undervisningssteder benytter ligeledes skolens lærere som foredragsholdere eller besøger skolen til introduktion og prøvelektion.
Yogalærerne har desuden medvirket ved et utal af konferencer og helsemesser i ind- og udland, bl.a. arrangerede skolen en yogakongres i Stockholm, i Kulturhuset på Sergels torg, med deltagere fra hele verden. Yogier fra Indien og USA, yogainteresserede, yogalærere og -elever, kunstnere, psykologer, psykiatere, sociologer, pædagoger, musikere (hvor 'Birds of Beauty', med bl.a. Carsten Vogel og Kim Menzer, stillede op som husorkester til kongressen), filmfolk, filosoffer og terapeuter mødtes og fik inspiration, deltog i undervisning, koncerter, fællesmeditationer og foredrag.
I 1970 deltog Swami Janakananda i Poex- udstillingerne om meditativ kunst, yoga og meditation, i
Den Frie Udstillingsbygning i København og i Kunsthuset i Århus. Siden da har mange kunstnere udstillet i skolens lokaler, og andre kreative mennesker har haft deres gang i skolen og har deltaget i kurser, bl.a. filmfolk og professionelle musikere.
Vi kan her nævne malerne Knud Hvidberg (med bl.a. Poex), Leif Madsen og den indiske i Danmark bosatte Sohan Qadri.
Film- og computerkunstneren Ronald Nameth, har lavet flere film om skolen, om Tantra og om kunstnere og komponister, bl.a. en film for Sveriges Fjernsyn med forfatteren Ajit Mookerjee. Ajit Mookerjee som også var en god ven af skolen og med hvem vi arrangerede flere programmer, har skrevet bøger om, "Yoga Art", "Tantra Art" og "Tantra Asana". Foruden at give en stærk æstetisk tilfredsstillelse, viser disse bøger forskellige sider af Tantra og nuancerer billedet af det.
Under Swami Janakananda's rejser og undervisning i USA traf han musikeren Roop Verma, som har et dybtgående kendskab til både den Indiske musik som blev spillet ved hofferne og den mere esoteriske tempel musik som påvirker i en mere meditativ retning. De to lavede sammen cd'en Oplev Yoga Nidra. Siden har Roop Verma givet mange koncerter og Nada Yoga seminarer i skolerne og for eleverne på flere af de årlige Tremåneders kurser.
Forskellige andre musikere har i tidens løb givet koncerter i skolen, bl.a. den svenske violinist og bratschist Henrik Frendin. Den danske musiker Peter Bastian, og komponisten og musikeren Søren Gorm har tillige lavet musik til film fra Håå Kursussted i Sverige. Som så mange andre har deres grundlæggende motiv været at give noget til den skole, hvor de lærte yogaen at kende.
I Sverige har især malerinderne Ingela Hageman, AnnMariBrenckert og Linda Gustavsson Nameth bidraget til udsmykningen af skolerne, og med illustrationer i tidsskriftet Bindu.
Dertil kommer vore egne kunstnere: Bjarke, som både er maler og skaber af websider, Turiya og Anandananda som begge er fotografer, musikere og designere af brochurer og websider. Og ikke at forglemme Hamsananda, som startede skolen i Hannover. Han har lavet layout til brochurer, udstillinger og webdesign. Desuden har han i tidens løb stået for meget af det praktiske og planlægningsmæssige arbejde på Håå Kursuscenters bygninger.
Desuden skal alle dem i England (Australien og USA),Tyskland, Sverige og Danmark, som behersker sproget og kan rette fejlene nævnes, især Bo Franzén, som har hjulpet med den seneste svenske udgave af Swami Janakanandas bog „ Yoga, tantra og meditation i min hverdag“. Den udkom første gang i 1975 og senest i 2003, væsentligt revideret og udvidet. Bogen er nu udgivet i Danmark, Sverige, Norge, Finland, England, USA, Tyskland og Frankrig. Desuden er oversættelser til spansk, rumænsk, polsk og tjekkisk under forberedelse.
Tidskriftet Bindu udkom første gang i Danmark i 1971. I dag kan Bindu læses på både dansk, svensk, engelsk og tysk. I tidens løb har Forlaget Bindu udgivet Lp’er, kassettebånd og cd'er med vejledning i meditation og dybdeafspænding, bl.a. den populære Oplev Yoga Nidra.
Til sidst skal nævnes Swami Satyananda, Swami Janakananda's lærer, som 12 år i træk mellem 1970 og 1982 besøgte Skandinavisk Yoga og Meditationsskole, og gav os inspiration og vejledning.
Skolens målsætning er:
- at undervise i yoga og meditation på et niveau som, frit af alt vedhæng og overtro, bygger på en grundig viden med rod i traditionens kilder, egen erfaring, menneskelig kontakt mellem lærer og elev, og den moderne psykologis og lægevidenskabs undersøgelser.
- at kunne tilbyde en praktisk yoga, som spænder fra fysisk og mental velvære til den åndelige indsigt, som oprindeligt Carl Jung efterlyste i vor kultur, hvor mennesket ikke bare lever på en overflade, men har et kreativt og bevidst forhold til hele sig selv og til livet omkring sig.
- at være en uafhængig skole, hvor folk kan komme og gå som de vil uden anden tilknytning end den undervisning, de deltager i.
Franz Jervidalo