Lidt om den Skandinaviske? (vestlige? nordlige?) tantriske tradition.

Dynamisk yoga for vesten

Anmeldelse af Swami Janakanandas „ Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag” ved Jan Oluf Mallander i det finske Huvudsladsbladet den 24/2 1976.

„ Får man syndernes forladelse hvis man står på hovedet et kvarter om dagen? ”
Sådan kan det faktisk lyde når Vest møder Øst her på hjemmebane.

Eksemplet er taget fra et læserbrev i Kirkepressen dette efterår da yoga og meditation blev diskuteret i spalterne. Det siger en del om hvor uvidende de kristne stadig er om bevidsthedens egen natur og de metoder der existerer for at påvirke den mod højere mål.

Nej, sådan går det nok ikke til i Yoga. En af grundene til at Yoga og meditation spreder sig så stærkt netop nu blandt unge aktive mennesker − mens den kristne kirke stadig synes at leve på sine tanter og en vis gruppe vildfarne eller meget frejdige unge mennesker − er sikkert netop den at det drejer sig om helt konkrete teknikker, praktisk brugbare metoder til at udvikle bevidstheden, livskundskaben.

Disse metoder er ikke svære og kræver ingen tro hid eller did. Hvem som helst kan bruge dem, og enhver har sikkert nytte af dem. De fører til øget selverkendelse, uanset bekendelse, politisk anskuelse, alder, køn. De virker effektivt ved mange former for ubalance, personlighedssplittelse, tilpasningsvanskeligheder og alvorlige åndelige problemer, hvor andre vestlige systemer kun kan afskaffe symptomerne, eller komme med lidt trøst. Det er metoder som integrerer individet og derved hjælper det til at overvinde de ulyksalige ideologier og trossystemer som til stadighed bliver påduttet en i forskellige indpakninger. Der er ingen grund til at undervurdere den forskydning af kulturdebattens tyngdepunkter som kommer til at ske ved disse fænomener.

Kosmisk småborgerlighed

Yoga og meditationsteknikkerne kommer til den kristne kulturs område i en krisetid. De kristne har åbenbart forstået at de kommer til at miste yderligere terræn hvis de ikke tager sig sammen, det er vel derfor de er så nervøse for Yoga og Meditation og ‚indiske frelsningslærdomme‛. Selv klamrer de sig dog stædigt fast til deres synder, deres teologi − og dermed netop til hele den dualistiske verdensanskuelse som hindrer dem i at udvikle deres bevidsthed.

Hovedstand er en af de vigtigste yogastillinger. Man får ikke syndernes forladelse ved at bruge den, men derimod er den nyttig for at aflaste blodomløbet i benene, den regulerer kirtelfunktionen − blandt andet kønskirtlerne - den er god mod hovedpine, astma, høfeber, sløvhed og depressioner. Hele kroppen har gavn af denne stilling.

For det er vist længe siden at der fra kristen side er kommet nogle praktisk anvendelige metoder til positiv selvudvikling, meningsfyldt livsvisdom. Det virker som om det er et stærkt tabuområde inden for den kristne kirke. Man skal sandelig ikke tro at man er noget som helst selv! Folkekirkens præster, Guds tjenere på jorden, fede og kedelige, uden den mindste smule glød eller lys, energi eller dynamisk bevidsthed, står så der og taler om nogen, som døde for snart to tusind år siden, som de aldrig har mødt og altså ikke selv kender. På dette tjener de deres levebrød. Hvorledes mennesket kan udvikles i denne verden siger de ingenting om. Alligevel undser de sig ikke for at hævde at Jesus Kristus - som mange yogier dog anser som deres lige, da de har set ham indefra - ikke virker uden for kirken! Hvilket elendigt forræderi, hvilken kosmisk småborgerlighed !

Yoga integrerer individet

Nej, nej, det er kristendommen det er synd for. Den begynder mere og mere at lyde som en vildfaren, skrattende gammel 78'er alt imens andre åndelige metoder tager overhånd på de områder − selve bevidstheden - som de har forsømt i deres uvidenhed om højere åndelige systemer.

Hvad det handler om kan muligvis illustreres med følgende parabler. Selvfølgelig bader vi nok hver dag , og børster tænder; vore gryder vasker vi efter hvert måltid; vor krop tømmer vi regelmæssigt. Men selve bevidstheden renser vi ikke og tømmer den heller ikke så ofte som enhver af os mindst har brug for i dette samfund som propper os lige så meget med information, som vi proppes med forbrugsvarer. De fleste mennesker anstrenger sig bevidst eller ubevidst for at nå noget − uden at indse at dette mål

som oftest kan nås meget lettere ved den modsatte metode: afspænding. Der findes mennesker der går omkring og ved alt muligt om dit og dat, men ikke engang ved hvordan man trækker vejret rigtigt − og hvilken virkning en rigtig vejrtrækning har på bevidsthedens udvikling.

Det er netop sådanne forhold Yoga tager sigte på. Kristendommen har jo ikke noget at sige om åndedrættet. Her findes et stort vakuum at udfylde for Yoga i Vesten. At krop, bevidsthed og åndedræt hører sammen og påvirker hinanden indbyrdes har Yogaen altid været klar over i meget højere grad end kristendommen. Ved at påvirke en af disse tre, påvirker man de andre. Ved sådanne mangegrenede hændelser udvikles selverkendelsen, individet bliver sundt, frit og harmonisk. Det er Yoga: ikke selve stillingerne, men integrationen.

På boghandlerdiskene findes der efterhånden ganske mange yogabøger. Mange af dem er skrevet af vesterlændinge som har lært Yoga ved en eller anden yogaskole i Vesten og måske endda studeret Yoga i Indien. Kvaliteten er skiftende. Påfaldende mange er skrevet af kvinder. En gang imellem får man indtryk af at Yogaens rolle er at bevare kroppens former, forhindre alderdom, afhjælpe stress og uro og spænde af.

Den danske yogalærer Swami Janakananda er en lysende undtagelse. Der findes få bøger som forener en sådan førstehåndsviden om emnet med en sådan dynamisk og levende fremstillingsform som hans Yoga, Tantra og Meditation i min hverdag . Det er ikke for lidt at sige at det er den første virkeligt brugbare Yogabog som er udkommet i lang tid.

En karismatisk personlighed

Forfatteren selv er et levende eksempel på at Yoga også kan være en dynamisk metode til selvvirkeliggørelse midt inde i samfundet.
I 60-erne arbejdede han meget med eksperimenterende kunst, poesi og mest teater (pantomime). Som opvarmning brugte han ofte yogalignende øvelser. Senere lavede han regelmæssigt Yoga sideløbende med teatret. Så kom han til et punkt hvor han ikke kunne komme længere i Danmark. Han rejste til Indien og arbejdede i 2 år med Yoga under vejledning af sin guru, Swami Satyananda. I 1970 var han tilbage og begyndte uden en øre på lommen at undervise i Yoga i en kælder i København. I dag har det udviklet sig til en hel virksomhed.

Swami Janakananda står for en ashram, en Yoga og Meditationsskole i København med filialer i Sverige , han har forlagsvirksomhed, udgiver et tidsskrift (Bindu) samt rejser omkring og holder seminarer, kurser m.m. Han har været i Finland flere gange.

En af årsagerne til Swami Janakanandas fremgang er hans karismatiske personlighed: åben, gavmild, kommunikerende, udadvendt og altid aktiv. En anden er at han som vesterlænding har et grundigt kendskab til de problemer som kan opstå når vi her skal

bruge yogametoderne. For det er klart at der opstår mange problemer, frustrationer m.m. − noget som yogabøgerne sjældent tager med. Indernes stolte idealismer plejer ofte at fortrænge eller forringe de mange banale problemer som hverdagen indeholder − derfor fungerer landet jo praktisk set heller ikke.

Fornægt ikke hverdagen

Janakanandas øjne er åbent vendt mod hverdagens udfordring. Det er ikke meningen at man gennem Yoga skal lyve sig bort fra sin hverdag. Det er ikke nødvendigt at føre en eneboertilværelse for at blive salig. Også her adskiller Janakanandas metode sig fra andre skoler med importerede indiske systemer. Tag f.eks. de udenlandske guruer som
kommer hertil og lynhurtigt indvier en række unge mennesker, som derefter overlades til deres skæbne med deres meget vestlige problemer. Hvad skal der f.eks. blive af alle de teenagere som saligt svømmer omkring i drengeguruens nådige solskin når de bliver ældre, og livet begynder at trænge sig på med dets tilhørende kriser, tvivl og skuffelser? Indser disse lynindvigere ikke at det ofte er forbundet med stor angst at virkelig bruge disse metoder − at forandringerne som går i dybden ikke udelukkende er positive?

Swami Janakananda skjuler ikke problemerne, han tager dem tværtimod frem og viser hvordan man skal overvinde dem. Ortodokse yogier rynker måske på næsen, men netop gennem denne åbenhed giver bogen et solidt grundlag for sund selvtillid i sådanne sammenhænge. Det er en usædvanlig kvalitet, en styrke som Janakananda, så vidt jeg ved, er ret alene om blandt yogalærere her i Vesten.

Med hensyn til emnerne findes der meget som også findes i andre yogabøger. Den gennemgår hovedgrenene inden for Yoga, koncentrations- og af spændingsmetoder, stillinger og ‚låse‛ , åndedrætsøvelser m. m. Derimod er den verbale fremstilling friere og klarere end i de fleste bøger man kan læse om emnet. Unødvendige fremmedord undgås så vidt muligt. Pædagogisk gennemgår forfatteren de forskellige metoder, redegør for deres virkning og anvendelsesmulighed, eventuelle problemer etc. Et rigt og anskueligt billedmateriale forhøjer bogens pædagogiske værdi. Ikke et øjeblik taber den dog Yogaens mål af sigte, alle vesterlandske indrømmelser til trods.

Det burde altså efter min mening stå klart for så mange som muligt at Swami Janakananda er en af de vigtigste kulturarbejdere i Norden netop nu. Denne bog er sandelig meget vigtigere end Luthers katekismus. For det gælder også om at omsætte Guds ord i handling...

Det gælder om at kunne handle klogt i løbet af den korte dag. Denne bog er en god hjælp.