En anden form for tilværelse?!

Oplevelser fra det første tremåneders- Sadhana-kursus i 1975

af Synne Kappel

Hvad vil jeg lige nu?
Hvad er det jeg vil med mit liv?
Være mere fri til udfoldelse, kunne slappe mere af — og også være stærkere — kunne opleve mere intenst, leve med — og gøre noget der er noget værd.

Hvad er det der forhindrer mig?
Sygdomme, angst — sløvhed, søvnighed — ligegyldighed, spændinger og hæmninger.

Behøver jeg at ligge under for disse tilstande eller kan jeg lære at beherske dem?

Begyndelsen

Kurset begyndte d. 20. januar 1975 og varede 3 måneder.

Det foregik på skolens kursussted i Småland, ude på landet ved skov og sø. Vi var ca. 25 deltagere og Swami Janakananda.

Vi startede med begynder-yoga-programmer. Den værste stivhed forsvandt efterhånden ved det daglige arbejde med lette fysiske øvelser. Kroppen blev blødere og mere smidig.

Men der var også anden træghed der skulle ud. I tre dage prøvede vi at skifte mellem forskellige meditationer og kirtaner, hvor vi sang, spillede og dansede.

Hele tiden blev vi udfordret, hver dag ledet til at yde langt mere end vi troede vi kunne.

For eksempel kom vi slappe og fysisk udmattede til en eftermiddags-kirtan, tydelig nok hver især lukket inde i en „nej-jeg-orker-altså-ikke-mere” holdning.

Kirtanen startede langsomt og roligt, men blev efterhånden triviel. Så fik vi at vide at det var meningen at vi skulle op og danse, nu, allesammen.

Vi begyndte modstræbende, lidt efter lidt løsnedes op igen, energien var kaldt frem, og vi fortsatte af hjertens lyst.

Forberedelsen

Efter denne opblødning begyndte vi at gå igang med de teknikker som efterhånden blev uundværlige redskaber for mig. Antar Mauna, Yoga Nidra, Ajapa Japa, Neti, Tratak, Nada Yoga, Andedrætsteknikker og de fysiske stillinger.

Det blev klarere for mig hvilke ting der dagligt hæmmede mig. F.ex. min bekymring om hvordan jeg så ud. På samme måde bedømte jeg jo også andre. Jeg begyndte at forestille mig hvor meget lettere det ville være hvis jeg tog lidt mere naturligt på det.

Jeg ville nå frem til at opleve at jeg var den samme, hvad enten håret sad på den ene eller anden måde, ligemeget om øjenvipperne var sorte eller ej, og uanset hvilke klæder jeg havde på.

Der var jo mange ting der tilfredsstillede mig langt mere end det at pynte mig selv. Alligevel faldt jeg hele tiden tilbage i vanen med at smøre mig ind.

Jeg opdagede også at der var forskel på at tænke noget om noget og så virkelig at opleve og leve med. Og det at jeg hele tiden spurgte mig selv, ‚Har du det godt eller skidt?‛, eller fastslog ‚Idag har jeg det rigtignok bedre/dårligere end igår‛ gjorde at jeg havde langt sværere ved at åbne mig og få noget ud af det jeg var med til. Alligevel måtte jeg acceptere at sådan tænkte jeg faktisk.

Vi talte om hvordan man tager beslutninger så de virker, (se Bindu nr. 13).

Nogle aftener i træk, før jeg sov, tog jeg så en beslutning i afslappet tilstand: ‚Du behøver ikke bekymre dig om hvordan du ser ud eller hvordan du har det‛. Desuden tog jeg resolut en dag og smed alt hvad jeg havde af kosmetik og cremer i skraldespanden. Næste gang jeg følte mig usikker og trangen til at smøre mig ind kom over mig, måtte jeg bøje mig og finde på noget andet. Efterhånden accepterede jeg mig selv mere som jeg var og som jeg nu havde det.

En dag mærkede jeg en general-influenza under opmarch. Flere andre i gruppen havde været igennem den. Penicillin havde jeg prøvet så mange gange, og jeg ville heller ikke lægge mig til sengs, syg og dårlig. I stedet fastede jeg i 2 dage og gennemgik hvad der kom af ubehageligheder, alt imens jeg konstant holdt mig beskæftiget med forskellige opgaver. Da jeg igen begyndte at spise, var feber og kulderystelser forsvundet, og jeg følte mig fyldt med energi.

Også til daglig betød mindre mad i maven mere energi i hjernen, mere opmærksomhed og overblik.

Efter Shankhaprakshalana, hvor vi rensede hele tarmsystemet med saltvand, følte jeg mig lettere, så bedre, og maden smagte af mere.

Der løses op

Yogaen og meditationerne gjorde mig opmærksom på de spændinger der i lang tid havde siddet i min krop og i mit sind. De samme kriser kom jo igen og igen, men for hver gang blev jeg behændigere og bedre til at klare dem.

Kort før jeg tog på kursus havde jeg mellemørebetændelse. Jeg opdagede nu at det var en spænding i svælget der forårsagede ørepinen. Hvornår kom den? ja, nogle gange når jeg kom ud for modstand fra andre mennesker, det gav mig selvmedlidenhed og lyst til at græde. Når jeg undertrykte gråden, blev spændingen siddende. Under meditationen begyndte jeg at tillade spændingen og selvmedlidenheden, og lære den at kende som en del af min personlighed, en naturlig følelse. Jeg fulgte meditationsvejledningen i ‚Antar Mouna‛, og mærkede, oplevede, trygt som tilskuer, hvad der skete i mig. Tilsidst aftog min interesse, og jeg opdagede at spændingen var væk.

En anden stærk spænding i, næsen, der gjorde at luftkanalerne var hævede, særlig hver gang jeg kom i en situation hvor der blev krævet lidt af mig, forsvandt af sig selv når jeg praktiserede Yoga Nidra. Det var en ny og befriende fornemmelse. Efterhånden blev jeg bedre til selv at slappe af, også under pres, og få luften til at passere frit gennem næsen længere og længere tid af gangen.

Bedre end stoffer

Som sanserne skærpedes blev oplevelserne i dagligdagen stærkere. Af og til standsede jeg op og undrede mig: ‚Er dette muligt?‛ — og selvom drømme og forestillinger om en bedre tilværelse stadig huserede i min hjerne, tog jeg mere naturligt del i virkeligheden omkring mig.

Der findes fantastiske muligheder i mig, det er rigtignok, men det er jo her og nu jeg må handle. Sætter jeg mig et mål, må jeg gøre noget; små forsøg i det daglige, narre mig selv til at blive ved og blive ved, uden at anstrenge mig for meget.

På kurset blev vi gang på gang konfronteret med den usikkerhed og angst der kom op i os i mange dagligdags situationer. Hvorfor var jeg så bange for at lave fejl, beslutte mig eller blive rettet?

Og hvor pokker kom den dårlige samvittighed fra? Jeg fandt ud af at jeg ikke kunne spekulere mig væk fra den, men måtte føre den ud i handling. Hvis skyldfølelsen forhindrede mig i at handle, måtte selve handlingen føre skylden frem i lyset.

Jeg havde en gammel vane med at gemme mig bort når noget uvant gik for sig. Oftere og oftere blev jeg tvunget til at overvinde den lyst, og oplevede til gengæld at jeg turde være mere åben i nye situationer.

Tavshedsperioden

Under indlæringen af Kriya Yoga holdt vi tavshed i 30 dage. Jeg blev mere opmærksom og syntes det var besværligt og kedeligt at blive ved at gemme de mange forskellige sider af min person bag en maske af f.ex. venlighed. I stedet blev det muligt at leve med min personlighed som den sure, tilfredse, melankolske ligegyldige, glade nervøse, klartsynede eller flove.

Jeg kunne pludselig huske da jeg var 8 år, sprællevende og fyldt med energi.

Medens jeg var tavs blev det også sværere at skubbe problemerne væk. Hvis jeg i en situation ikke gjorde som jeg inderst inde følte jeg gerne ville, kørte jeg ned og blev skuffet. I stedet for at ærge mig eller kommentere det, gik jeg igennem situationen igen i tankerne og lavede den om. Jeg så mig selv være ærligere og give efter, eller være mere konsekvent, eller mindre anspændt og stresset. Ved hjælp af min forestilling slap jeg skuffelsen og kunne lettere følge næste situation.

Andre gange hjalp det at jeg forestillede mig en handlings forløb før jeg gik igang. Det virkede ligesågodt som hvis jeg havde prøvet det før, og jeg kunne slappe af og yde mit bedste.

Men planlagde jeg mere end nødvendigt i forvejen, hobede tingene sig bare op og jeg mistede styringen.

Gruppen

Vi blev meget mere følsomme overfor hinanden i gruppen, der var større hengivenhed tilstede imellem os, men også vore sammenstød blev stærkere. Jeg lagde mærke til hvordan jeg selv reagerede kraftigt på forskellige situationer, — og bedømte andre for det. Men den harme som jeg følte så stærkt overfor en ‚idiot‛ som ikke kunne forstå hvad det var jeg ville, ja, den blev siddende i mig selv.

 

I slutningen af vor tavshedsperiode blev kurset meget mere intenst.

Vi prøvede i praxis hvad det vil sige konstant at holde sig til. Yoga og Meditation dyrkede vi fra 4-8 om morgenen, 10-12 om formiddagen og 4-5 om eftermiddagen, om aftenen havde vi kirtan eller foredrag. Resten af tiden var vi konstant beskæftiget med fælles Karma Yoga. Ingen læsen bøger. Ingen gemmen-sig-bort for sig selv, soven til middag, eller dannen kliker. I den periode gik dagen som en leg. Jeg fandt ud af, at når jeg hele tiden var igang med noget, meditation eller en opgave, forsvandt mange problemer af sig selv, og det var lettere at overvinde kedsomhed og søvnighed.

Jeg lærte også at en anden indstilling til arbejde var mulig. Hvad var det for en idé at det var bedre at vaske grøntsager end lokummer? Den forhindrede mig jo bl.a. i at hjælpe til hvor der var brug for det. Hvad ville jeg?

Jeg fik et helt andet forhold til de andre, vi blev svejset sammen på en mere ubunden måde.

Opmærksomhed

Konstant blev vi ledt gennem nye tilstande, ved yoga og meditation; men også ved at en mere bevidst person spejlede den tilstand man gik rundt i.

Jeg var på et tidspunkt uopmærksom og sløset, det var utilfredsstillende. Så gik jeg igang med opgave efter opgave. Jeg var ved at skifte skraldeposen, men kunne ikke få dækslet af beholderen.

En stemme sagde: „Hva' me' at se dig for, din kluddermikkel”.

„Kluddermikkel” tænkte jeg, „jeg var velnok ingen kluddermikkel, jeg var jo igang med et alvorligt stykke arbejde”, og jeg anstrengte mig endnu mere.

„Ih hvor du tager alting alvorligt” sagde stemmen, og jeg så op og mødte et afslappet menneske i godt humør.

Det virkede som en spand koldt vand i hovedet. Jeg tog det jo mægtig højtideligt og var lukket inde i mig selv. Det gik op for mig at det ikke bare var det jeg ville. Igen fik jeg lyst til at prøve at være mere opmærksom.

Balancen

Jo større koncentration, jo mere kunne jeg også nyde glæder og flip. Kan jeg opleve situationen fuldt ud? Når jeg ikke sammenbidt vil noget i en situation, slapper jeg mere af i musklerne og blokerer ikke for de følsomme nervers impulser. Ved renselsesprocesserne havde vi fjernet bl.a. smuds fra nervespidserne. Lykkes det mig at lade tingene hænde af sig selv kan jeg nyde en situation fuldt ud.

Hvis jeg strækker armen i afslappet tilstand er det en nydelse, er jeg stresset spænder musklerne så de modarbejder hinanden.

Jeg opdagede en balance.

Sommetider under kurset måtte jeg tvinge mig selv til at blive rigtig gal, når der var noget der irriterede mig. Gjorde jeg det fuldt ud nogle gange, blev jeg i stand til andre gange at opgive det helt. Men gik jeg og vejede for og imod, havde lyst men turde ikke, blev det besværligt.

Jeg var bevidst, når jeg gik over gevind i en retning og også, når jeg derefter havnede i den anden grøft for at oprette balancen. Når jeg svingede mindre, kunne jeg være mig selv længere tid af gangen.

Begrænsning

Det viste sig at være langt stærkere at arbejde inden for faste rammer, end når alting flød. Rammen var: samme sted, og den daglige gennemgang af teknikkerne. Også på mange andre felter prøvede vi hvad det vil sige at begrænse sig.

Rammen er fasthed, tryghed, grænsen; så min tvivl, forvirring, tøven eller angst ikke længere kan forhindre mig i at handle.

Kan jeg undgå at være ubevidst om de ting jeg går og tænker, om mine vaner og tilstande, kan jeg se, at også det jeg drømmer om at opleve et andet sted, kun findes i mig, her og nu.

Hvordan undgår jeg frustrationer i hverdagen? ja, dem undgår jeg vel ikke, og slet ikke hvis jeg tager aktivt del i livet.

Under sidste del af kurset oplevede jeg de sorteste depressioner, men allerhøjst 5 minutter af gangen. Før havde jeg været måneder om at gennemgå det samme. Det skyldtes dels den vidunderlige Kriya Yoga, og dels den tantriske træning.

Stabilisering

Under sidste del af kurset begyndte vi at handle og opleve mere intuitivt. Man vidste hvem der var på vej ned ad trappen uden at se det. Vi vidste også ofte, hvad vi skulle have til middag, før vi hørte om det.

Jeg prøvede hvad det vil sige i en længere periode ikke at fylde hjernen med noget læsestof overhovedet. Ingen bøger, aviser fandtes ikke, og post fik jeg lagt til side. Jeg følte mig tømt, åben og havde større lyst til at handle. Når jeg læser nu, er det som en storm der hvirvler tanker rundt i hovedet og kredser om emnet. Men jo mere jeg kan se det, jo lettere slipper jeg det igen.

Hver gang vi kedede os, blev vi inspireret til at sætte skub på.

Var vi nervøse og overspændte, fik Swami Janakananda os til at slappe af.

Citat Swami Janakananda:

Hvorfor være bitter over arbejdsløsheden eller en krig langt borte,
hvis I alligevel ikke gør noget konkret ved den?

Men jeg måtte nu acceptere at sådanne følelser fandtes i mig. Fik de lov at farve omgivelserne grå for øjnene af mig, eller kunne jeg gennemskue dem?

Slutningen

Det er som, i bogstaveligste forstand, et panser er fjernet, så jeg har direkte kontakt med det liv der existerer omkring mig, med luft og lys.

Dagen er længere, ikke blot sover vi kun 4-5 timer, men tiden er forandret, begrebet ubetydeliggjort.

Hvad der skete i morges blev jeg færdig med i morges.